Folklore - Kirkens historie

 

Venezianertiden

 

I 1204 indtraf en skelsættende begivenhed for Kreta. Det fjerde Korstog tvang Konstantinopel i knæ, og de byzantinske herskere var nødt til at afstå øen til venezianerne. Men inden venezianerne nåede at overtage øen, lykkedes det piraten Enricco Pescatore fra Genua at besætte den i 1206. Først i 1211 - efter flere års kampe med genuaerne - lykkedes det venezianerne at erobre magten på øen.

 
Til trods for venezianernes militære overlegenhed vedblev kretenserne at betragte sig selv som byzantinere, og især de første to århundreder af venezianertiden var præget af voldsomme oprør mod de nye herskere.

 
At kirken ikke anerkendte de nye magthavere ses bl.a. på dateringsinskriptionerne i de nyrestaurerede kirker, hvor man ofte anførte under hvilken byzantinsk kejser arbejdet var foregået, f. eks. kan man i Agios Ioannis klostret på sydsiden af Asterousia bjergene læse: "… blev restaureret under vores kejser Ioannis og Eleni Palaiologos, 1360". Denne praksis fortsatte indtil Konstantinopels fald i 1453.

 

Hulen med Agios Ioannis klostret Inskriptionen, der nævner
ses  i midten af billedet den byzantinske kejser
 

 
Venedig var en hård besættelsesmagt, der forbød højtstående præster at opholde sig på øen. Biskopperne blev sendt i landflygtighed, og domkirken i Iraklion blev overtaget af en katolsk biskop. Som ledere for det ortodokse hierarki valgtes nogle protopapades, der blev lønnet direkte af statskassen og derfor langt hen ad vejen måtte rette sig efter Venedig. De var således forpligtet til at deltage i de katolske messer samt at lovprise paven og den katolske ærkebiskop i deres prædikener.

 
Da det som sagt var forbudt for ortodokse biskopper at opholde sig på Kreta, ordinerede Patriarkatet i Konstantinopel i stedet højtstående, kirkelige ledere uden for Kretas grænser. De fik titlen proedri tis Kritikis Ekklisias (ledere af Kretas Kirke).

 
Heller ikke almindelige præster kunne blive indviet på Kreta, men var nødt til at drage udenlands, især til Peloponnes. Først skulle de dog have de venezianske myndigheders tilladelse til at rejse, hvilket kostede et anseeligt beløb. Når præsterne vendte tilbage til Kreta, skulle de gennemgå en nøje kontrol hos myndighederne. Og for at få ansættelse skulle de atter eksamineres af myndighederne og godkendes af de lokale lensherrer - uanset om de ville praktisere i byerne, på landet eller i et kloster.

 
Patriarkatet sendte i al hemmelighed lærde præster og biskopper til Kreta for at bistå de lokale, men de blev altid før eller senere opsporet af venezianerne og fængslet. F.eks. kom Anthimos, ærkebiskop i Athen, til øen i slutningen af 1360'erne, men han blev fængslet og døde der i 1371. Ti år senere blev munken Iosif Bryennios sendt til øen, hvor det lykkedes ham at opholde sig i næsten 20 år, inden han blev landsforvist (1402).

 
Fra begyndelsen af det 16. årh. blev den venezianske politik mere lempelig over for den ortodokse kirke, og i 1570 besluttede Venedig at genoprette det ortodokse hierarki på Kreta med en metropolit og fire biskopper, men det blev forhindret af generalkommandøren over øen, Iacovo Foscarini.

 
Kunstnerisk fik mødet mellem den byzantinske og den italienske kulturarv stor betydning. Helgenmalerne arbejdede i starten efter de byzantinske traditioner, men blev efterhånden stærkt inspireret af italiensk malerkunst. Faktisk udviklede der sig fra midten af det 15. årh. - efter Konstantinopels fald (1453) - en ny retning inden for malerkunsten, der kom til at danne skole. Som repræsentanter for Den kretensiske Skole kan bl.a. nævnes El Greco (Dominikos Theotokopoulos) og Michail Damaskinos. Den kretensiske Skole blomstrede indtil tyrkernes erobring af Kreta i 1669, og dens malerier blev solgt både i og uden for den ortodokse verden.

 

Damaskinos' billede: Proskynisi ton Magon. Personen i midten af billedet menes at være ham selv.