diktamos

Folklore - Gamle håndværk

Diktamos

En meget speciel og endemisk plante på Kreta er diktamos. Planten har mange forskellige navne, bl.a. érondas (kærlighed), stamatóchorto (standseurt), stomatóchorto (mundurt), stomachóchorto (maveurt), livanóchorto (røgelsesurt), malliaróchorto (hårurt) eller atítamos.
Erondas, fordi man skal være besat af kærlighed til planten for at vove indsamlingen, der oftest foregår på lodrette bjergskrænter, eller fordi planten menes at være seksuelt stimulerende; stamatochorto, fordi den kan standse blødninger; stomatochorto, fordi den desinficerer munden; stomachochorto, fordi den er god til at lindre mavelidelser og forgiftninger; livanochorto pga. sin velduft og malliarochorto pga. dens mange, små hår på blade og stængel.
	Diktamos anvendes på fire måder:
	Som urtete, der anvendes såvel til indvortes som udvortes brug,
	som desinficerende forbinding på sår,
	til tygning, hvor den lindrer mund- og halsonder, og
	som bitter, hvor man lader bladene trække i raki.
Diktamos' videnskabelige betegnelse er Origanum Dictamnus L. Planten er flerårig og tilhører læbeblomstfamilien. Den bliver op til 30 cm høj, og dens grågrønne blade sidder parvis over for hinanden og er beklædt med en masse små hår - ligesom så mange andre vilde planter i syden - da det beskytter planten mod udtørring af det stærke sollys og mod støvet fra de kraftige støvstorme. Blomsterne er røde og sidder på en lang stængel.
Diktamos indeholder en æterisk olie ved navn carbacrol, der er et naturligt antibiotikum, 50 gange kraftigere end penicillin. I bladene findes desuden et stof kaldet diktamin, der bruges mod hjerte-kar-sygdomme. I alt er der 70 forskellige helbredende stoffer i planten.
	Pga. diktamos' gode egenskaber er det almindeligt at opkalde steder og restauranter efter den, som her ved Katochori, syd for Chania.
Allerede i oldtiden var diktamos kendt for sine helbredende egenskaber, f.eks. beretter både Homer og Aristoteles, at de vilde geder spiste af planten, hvis de blev såret af et pileskud, hvorefter pilespidsen røg ud, og såret helede.
I Vergils Æneide (XII.412) kan vi læse, hvordan Venus henter diktamos på Kreta, da hendes søn, Æneas, bliver såret:
	Rystet over at se sin søn i skammelig smerte
	Plukked da Venus, hans mor, dictamnusurter på Kreta,
	stængler med friskgrønne blade og purpurrødmende blomster.
	Vildgeden kender helt vel denne plante og tager sin tilflugt
	til den når den er ramt af en flyvende pil i sin side.
	Venus skjulte sin fagre krop i en tåge og bragte
	saften til stede og gød den i kummens glitrende vande
	fuld af hemmelig lægedoms kraft; og hun dryppede sunde
	stænk af ambrosia i og duftende alsmertedulmer.
	Uafvidende vasked den alderstegne Iapyx
	såret dermed. Og med ét forlod al smerte Aeneas'
	krop, fra den dybe vunde holdt alt blod op med at rinde,
	nu fulgte pilen med lægens hånd og gled villigt af såret,
	nu kom hans styrke fornyet igen som den før havde været.....
	(Fra Otto Steen Dues oversættelse)
Plantens navn er sammensat af de to ord Dikti og thamnos. Thamnos betyder busk, mens Dikti er bjergene omkring Lassithi højsletten, hvor Zeus blev født. Og myten fortæller netop, at det var ham, der skænkede Kreta planten som tak for den gode omsorg omkring sin fødsel. En mantinada fortæller om planten:

	Ο έρωντας εφύτρωξε στου Δία το μιτάτο			Erondas voksede ved Zeus' mitato (hytte),
	Γι' αυτό ‘ναι όμορφο φυτό, λουλούδι μυρωδάτο.			derfor er planten smuk, en velduftende blomst.

En anden udlægning af den sidste del af ordet er, at det stammer fra ordet amnós, der betyder et nyfødt lam af hankøn. Det skulle i så tilfælde referere til plantens behåring.
En tredje udlægning er, at navnet kommer fra Dikti og det venezianske ord mons, der betyder bjerg. Åbenbart kendte venezianerne kun planten fra Dikti bjergene.
Den vilde diktamos vokser hovedsageligt på utilgængelige skrænter i Kretas kløfter - i helt op til 1.600 meters højde. Her er den beskyttet mod dårligt vejrlig og afgnavning af geder.


	Udbredelse af diktamos
Plukning
Diktamos plukkes, når den er gået i blomst, dvs. fra maj til august. Men der findes eksempler på blomstrende diktamos så sent som i december.
Det var farligt at plukke diktamos, da plukkerne, der kaldes mazochtádes, erondádes eller atitanológi, ofte skulle hænge ned langs de stejle og skarpe klipper.
Plukkerne arbejdede sammen i grupper på mindst tre personer, og ofte rejste de vidt omkring på øen for at finde de steder, hvor der voksede mest diktamos. Således kan man i landbrugsministeriets rapport fra 1938 læse: Ud over lokale grupper i Lassithi amt, kommer der også grupper fra andre områder af Kreta, især fra Sfakia, der rejser fra den ene ende af den store ø til den anden for at plukke diktamos.
Når mændene tog af sted fra landsbyen, medbragte de en lang stav (katsoúna), reb (schiní), en stav med en gaffelformet indretning (piroúni) og sække (tsouvália).		Erondades fra Kato Poros
Katsouna'en - der var 3-4 m lang - blev anvendt, når plukkeren hang ud over den lodrette skrænt, eller sågar en skrænt med negativ hældning. Det kaldtes, at han hang "sirriki". Med katsouna'en kunne han gribe fat i en revne eller et fremspring på klippen og trække sig selv ind til planten.
Rebet skulle være yderst solidt, for plukkerens liv og lemmer afhang af dets kvalitet. Derfor importerede man ofte reb fra f.eks. Edessa i Nordgrækenland, hvor man fremstillede specielt solide reb.
Der måtte ikke være knuder eller andre uregelmæssigheder på rebet, for så kunne det hænge fast i klipper eller buske og derved skabe problemer for plukkeren, når han hang ud over afgrunden.
For enden af rebet lavede man en løkke, hvor plukkeren sad på en sæk for at mindske trykket fra det snærende reb. Desuden havde han rebet bundet i kryds omkring brystet.
Det var naturligvis en tillidssag at lade sig fire ned i afgrunden, så derfor udvalgte plukkeren personligt den person, der skulle holde rebet.
Inden plukkeren blev hejst ned, rensede man omhyggeligt området for løse sten for at undgå nedfaldne sten. Derefter blev rebet bundet til et træ eller en klippe, der blev lagt et stykke træ eller grene dér, hvor tovet hvilede på klippekanten for at mindske slitagen, og plukkeren satte sig på kanten og lod sig glide ud over klippesiden.
Selve nedfiringen skulle foregå stille og roligt, så plukkeren ikke ramte mod klippen. Derfor stod der dels en person ved kanten for at dirigere, og dels råbte plukkeren, om man kunne fortsætte eller måtte stoppe.
Til trods for de mange forberedelser skete det undertiden, at rebet blev gnavet over af en skarp sten, og i så tilfælde var plukkeren prisgivet.
Den gaffelformede stav blev brugt, når plukkeren ikke kunne komme tæt nok til at plukke planten. I stedet kunne han gribe planten med staven og vride blomsterne af.
Plukkeren skulle være opmærksom på ikke at rive hele planten op med rode, men kun tage blomster og topskud. Efter plukningen blev planterne bredt ud på nogle riste, hvor de tørrede igennem, inden de blev solgt.
Et andet job, som plukkerne også påtog sig, var at hente geder og får, der var faldet ud over klippekanten.
Dyrkning
Pga. plantens mange helbredende virkninger forsøgte man allerede i det 15. årh. at dyrke planten i Venezia, og senere fulgte andre lande med, men uden held. Selv så geografisk tæt på som ved Athen mislykkedes forsøg på at dyrke planten, idet den mistede sin duft og farve. Det eneste sted uden for Kreta, hvor planten kan vokse, er på Kythira.
I begyndelsen af 1900-tallet steg eksporten af diktamos. Alene fra Chania blev der eksporteret 7 - 8 tons tørret diktamos om året. Da planten derfor var i fare for helt at blive udryddet, begyndte man at dyrke den efter 1920. Først ved Kato Poros, øst for Argyroupoli. Nogle år senere bredte dyrkningen sig til Archanes området, syd for Iraklion, og til landsbyerne omkring Embaros, sydvest for Lassithi bjergene. Man nåede op på en stor produktion (44 t. i 1936), indtil anden verdenskrig midlertidigt satte en stopper for projektet.
	Efter krigen genoptog man dyrkningen af diktamos, hovedsagligt ved landsbyerne omkring Embaros, hvor man nu har en årlig produktion på ca. 30 t. Disse landsbyer går stadig under navnet Diktamos-landsbyerne (Erondochoria).
Diktamos bliver dyrket på porøs og sandet lerjord, der er bearbejdet godt i dybden, så jorden kan ledet vandet bort. Der bliver gødet med naturgødning og vandet to gange ugentligt. Desuden skal der luges omhyggeligt omkring planterne, for at undgå sygdom overført fra andre planter.

	Diktamos kan formeres ved stiklinger eller ved frø. Fordelen ved stiklinger er, at planterne udvikler sig hurtigere end de frøformerede. Sidstnævnte er til gengæld mere modstandsdygtige over for sygdomme. Under alle omstændigheder skal planterne fornyes mindst hvert andet år, da kvaliteten ellers bliver væsentligt forringet. Der bliver høstet fire gange i løbet af sommeren.

Langt den største importør er Italien (ca. 50%), hvor planten anvendes som smagsstof til vermouth. Tidligere eksporterede man også til Frankrig, hvor planten blev brugt i medicinindustrien til et middel mod diarre (Diascordium).
I 1970'erne begyndte man i Grækenland at markedsføre diktamos med store reklamekampagner i aviser og fjernsyn, og produktet dukkede bl.a. op i de dengang så moderne tebreve.
Forskning
I 1990'erne foregik der en ret intensiv forskning på MAICH (Mediterranean Agricultural Institute of Chania) af diktamos - både for at klarlægge de aktive stoffer i planten og for at finde frem til en bæredygtig udnyttelse af den.
Også på Institut for Subtropiske Planter og Oliventræer foregår der forsøg med dyrkning af såvel diktamos som en anden medicinsk plante, malotira, i akvakultur. I Kostas Oikonomakis' afhandling kan man bl.a. læse:
Vi har ikke til hensigt at betvivle Theofrasts ord om, at tørre og solafsvedne steder er de bedste til aromatiske planter, men vi dyrkede erondas i akvakultur, så den voksede sig stor med rødderne i vand, og faktisk skænkede den os dobbelt så meget æterisk olie som sine vilde brødre, der havde vokset i "klippens revne".