miloi

Folklore - Gamle håndværk

Møller

Over hele Kreta har der været bygget møller, men ingen steder er der bevaret så mange som i Lassithi Amt. Især ved indgangen til Lassithi højsletten og på Mirabello halvøen ses mange gamle vindmøller fra perioden 1850-1940. Det er kun få af dem, der stadig er i brug, mens resten er i en sørgelig forfatning.

	Lassithi højsletten er berømt for sine mange små vindmøller, der tidligere blev brugt til at pumpe vand op fra undergrunden til vanding. I dag er de dog i stor udstrækning erstattet af elektriske eller benzindrevne pumper. Møllerne har derfor fået lov til at forfalde, da der heller ikke er tilstrækkeligt med uddannede håndværkere til at reparere dem.

Foruden pumpemøllerne er højsletten kendt for sine større møller, hvor bønderne fik malet deres korn. På højderyggen af Seli Ambelou passet, hvor vejen fra Iraklion fører ind til højsletten, står hele 24 af de gamle møller på rad og række.

Karakteristisk for møllerne er, at de ikke havde nogen drejelig top (hat). Derfor kunne de kun fungere, når vinden kom fra nordvestlig retning (meltemi). Men netop meltemien er den fremherskende vind om sommeren og efteråret, hvor man malede korn.
	Møllerne var i øvrigt betydeligt billigere at bygge end dem med drejelig top, som der kun ses få eksemplarer af, f.eks. ved Elounda og Schinias på Mirabello-halvøen.

Det mel, som bønderne brugte om vinteren, blev allerede malet om efteråret, for om vinteren var der nok at se til med den tidskrævende olivenplukning og efterfølgende presning. Desuden var det ofte umuligt eller yderst vanskeligt at transportere kornet til de højtliggende møller pga. store mængder sne.
	*******
De hatteløse møller kaldes også hesteskoformede, fordi deres forside er afrundet for at lette vindens passage.
De blev opført af lokale natursten, og ofte var murene over ½ m tykke, da de både skulle bære den tunge kværn og kunne modstå de undertiden meget kraftige vindstød.
Der findes både 1- og 2-etages møller. I de 2-etages møller blev det nederste rum anvendt som lagerrum, mens en udvendig stentrappe førte op til den øverste etage, hvor kværnen var anbragt. Døren var placeret i den modsatte side af vingerne, men på enkelte møller ses den dog i sidemuren.
I ydermuren anbragte man nogle fremspringende sten, der anvendtes som trappe, når møllens tag skulle repareres. I modsætning til de kraftige mure var det let bagud skrånende, flade tag lavet på samme måde som på almindelige huse, hvor man over et lag spær og lægter lagde tørre buske, der blev tætnet med ler. Et sådant tag skulle udbedres hvert andet år, da leret med tiden slog revner, så regnvand kunne trænge ind.

	Mølleakslen (xóni), der var lavet af en tyk egestamme, var forlænget med en ca. 3 m lang stok (daliamás eller xárti).

Møllevingerne bestod af 10 sejl bundet på træstænger, der var fæstnet forskudt i akslen. Stængerne var bundet sammen indbyrdes og var desuden surret fast til daliamas'ens spids for at give større stabilitet.

	Akslen hvilede dels i hattehjulets ramme (dakoúni) og dels i en fatning (trápeza) på en tyk, tværgående egestamme. Når møllevingerne snurrede rundt, roterede også akslen og hattehjulet, der var forsynet med en metalkrans, der skulle smøres med en sæbeblanding for at mindske friktionen.
	Hattehjulet (róda) var forsynet med 52 stokke (dódia), der direkte aktiverede stokkedrevet (fanári), som igen drev den øverste møllesten (panópetra, løberen). Både hattehjul og stokkedrev blev lavet af platantræ.
Man kan se møllesten lavet af een stor sten, men almindeligvis bestod de af flere (30 - 60) mere eller mindre tilhuggede sten, der blev støbt sammen i en kraftig mørtelblanding, omkranset af et jernbånd. Møllestenene var 1,5-2 m i diameter og ca. 40 cm tykke og havde en levetid på omkring 30 år.
Den øverste møllesten var desuden forbundet til en løfteanordning (anevátis), så mølleren kunne regulere afstanden mellem de to sten samt løfte dem fra hinanden, når rillerne skulle slibes efter et par måneders brug. Det var et tidskrævende arbejde, der varede en hel arbejdsdag. For at rense de nyslebne sten malede man som det første en portion byg, der blev anvendt til dyrefoder.
Den nederste møllesten lå fast på to lave mure, hvorimellem beholderen (alevrodóchi) til opsamling af det nymalede mel var anbragt. En mølle kunne i gennemsnit male 600-700 kg fint mel på 12 timer.
	*******
	Da det var en stor investering at bygge en mølle, forbød loven opførelse af andre møller, såfremt de tog vinden fra den første. Det var også forbudt at plante træer i nærheden af møllen.
	Mange møller var ejet af mølleren selv, men nogle blev bortforpagtet til en anden person, der varetog den daglige drift. Forpagteren betalte ejeren på en af følgende tre måder: 1) en fast aftalt leje, der blev betalt enten i naturalier eller penge, 2) "tritáriko", hvor ejeren fik 2/3 af indtjeningen og forpagteren den sidste tredjedel, 3) "symisakó", hvor ejeren og forpagteren delte indtjeningen. Som betaling for malingen betalte bønderne 10% af kornet til mølleren.
	*******
Når vinden var gunstig, åbnede mølleren et par af møllens sejl, så bønderne på afstand kunne se, at de kunne få malet deres korn den dag.
Bønderne besøgte som regel møllen mindst en gang om måneden for at få malet omkring 60 kilo korn. Inden de begav sig af sted, skulle kornet renses for sten, jord og andre urenheder.
Fra de nærliggende landsbyer kom de trækkende med deres æsler lastet med korn i to kurve (gomária) på hver side af dyret og en sæk (panogómi) henover dyrets ryg. Desuden medbragte kvinderne ofte 10 kilo hvede, der blev malet særskilt (xálesma) og anvendt til fremstilling af makaroni.
Ved møllen blev kornet læsset af, fyldt på sække og vejet, og mølleren noterede vægt og navn på ejeren - enten på et stykke papir eller direkte på sækkene med kridt. Alt efter hvor travlt mølleren havde, blev kornet malet samme dag eller en af de følgende dage.
Hvis bønderne kom langvejs fra, ventede de ofte ved møllen, indtil deres mel var færdigt. Dette gav samtidig mølleren mulighed for at høre nyt fra andre egne.