periptero

De små, velkendte gadekiosker, períptero'er, som endnu kan ses i de fleste byer, er nærmest en institution i Grækenland.

	Kioskerne blev oprindeligt (i 1950'erne) udlejet til krigsinvalider, for at de kunne tjene til dagen og vejen.

Nu om dage er det især handicappede, der kan leje periptero'erne. Men disse lejer dem som oftest videre til andre og indkasserer på den måde både en procentdel af salget og et beløb for "goodwill".

	Formelt hører kioskerne under forsvarsministeriet, men i 1969 fastslog ministeriet for offentlige arbejder, forsvarsministeriet og indenrigsministeriet i en fælles bekendtgørelse, at kioskerne ikke måtte overstige 1,95 m² i grundareal.

Denne bekendtgørelse blev omgået i 1990, da Athens kommunalråd besluttede, at kioskerne måtte være 3,75 m². Senere (i 1998) besluttede Athens borgmester, Avramopoulos, at de nu måtte være op til 7,5 m². For at gøre forvirringen total, skal det nævnes, at den oprindelige, ministerielle bekendtgørelse aldrig er blevet ændret, så der hersker nogen tvivl om, hvor store kioskerne egentlig må være.

Ifølge den gamle lov måtte periptero'erne kun sælge tobaksvarer, aviser, tyggegummi, chokolade, toiletartikler og snørebånd, men i 1973 blev udvalget udvidet til også at omfatte juice og is. Mange kiosker har dog et langt større udvalg. Man kan i flere af dem finde både mælk, yoghurt, ost, forskellige slags piller, ja sågar kan man støde på økser og tæpper ....
	Men som formanden for sammenslutningen af kioskejere udtaler, så er de nødt til at følge med tiden for at overleve, og at problemet ligger i loven, der ikke er blevet opdateret med de nye varer på markedet.

Før i tiden lå der en periptero på næsten hvert gadehjørne, men i dag findes der kun ca. 17.000 på landsplan. Heraf 3.000 alene i hovedstadsområdet.

	I midten af 1990'erne udgav forlaget Kastaniotis Dimitris Gionis' bog "To periptero" (Kiosken), der handler om en lille dreng, der kommer til Athen fra provinsen og får arbejde i sine brødres kiosker. Desværre er bogen aldrig blevet oversat til dansk, for det er en underholdende bog med mange, malende tidsbilleder fra 50'ernes Athen, f.eks. da hovedpersonen skal begynde sit arbejde i kiosken:
	"Det var stadig sommer, og da der var lang tid til, at jeg skulle starte i skole, begyndte jeg "at stå i lære" i kiosken. I begyndelsen blev jeg klemt ind ved siden af en af mine brødre i den kiosk, der lå nærmest Omonia pladsen. Senere stod han udenfor og så, hvordan jeg klarede det. Og til sidst var jeg alene. Når jeg sad på den høje stol, der kun lod mit hoved være synligt, kunne jeg kigge indefra og ud på verden som gennem et vindue, mens jeg solgte forskellige ting.
	Det vigtigste var at lære priserne at kende, noget der ikke var så vanskeligt endda. På cigaretterne, aviserne og ugebladene, som der var størst efterspørgsel efter, stod prisen trykt udenpå, og den skiftede heller ikke særligt tit. På de andre småting skrev vi selv prisen på en af pakkerne.
	På nogle få dage havde jeg lært det, så jeg var glad. Og så vidste jeg oven i købet også, hvad nogle af de faste kunder skulle have - hvilke cigaretter, hvilken avis - uden at de behøvede at sige det.
	Og ydermere, af de ting, de købte, og naturligvis af det tøj, de havde på, begyndte jeg også at forstå andre ting. En mand med jakkesæt og slips ville f.eks. aldrig nogensinde finde på at købe billige cigaretter: En i løs vægt fra æsken med "88" (som er til de allerfattigste), en fra pakken med "nummer 15" (til de halvfattige), "Ethnos" eller "Aroma" (til dem, der næsten havde en ordentlig økonomi). Nej, han ville købe "Assos", et af de dyre mærker, eller måske amerikanske Pall Mall cigaretter, som var de allerdyreste. Vi havde også nogle amerikanske smuglersmøger, gemt under en lem i gulvet. De var billigere end de banderolerede, men de var forbeholdt de kunder, vi kendte bedst. (...)
	De, som havde penge, købte også Lux sæbe og ikke Ermis eller Marseillesæbe, de købte Gillette barberblade og ikke Astor, de købte Colgate tandpasta og ikke Kolynos. Vi havde i øvrigt højst to-tre forskellige mærker af disse varer. De billigste mærker var der størst salg i, for også i Athen var der mange fattige mennesker."

	Periptero'erne har selvfølgelig også givet anledning til mange vittigheder gennem tiderne, f.eks. denne:
	En kretenser tager til Piræus. Han går hen til den første periptero for at købe cigaretter. Han tager cigaretterne og siger til kioskmanden: "Skriv det!"
	- Hvad siger du, kammerat, her hos os skriver vi ikke.
	- Hold da op for en hukommelse, I må ha' !!