Folklore - Gamle håndværk
|
|
Thrapsano |
|
- en pottemagerlandsby |
På
Kreta findes der fire landsbyer, hvor hovedbeskæftigelsen er fremstilling
af lertøj: Kentrí i Lassíthi Amt, Thrapsanó i Iráklio Amt, Margarítes
i Réthymno Amt og Nochiá i Chaniá Amt.
|
|
Pottemagerne
i Kentri og i Nochia fremstiller hovedsageligt mindre keramikvarer og har
permanente værksteder. I byerne Thrapsano og Margarites fremstiller
pottemagerne også de meget store krukker, pithária. Indtil for få år
siden rejste disse pottemagere (pitharádes) omkring på Kreta for
at fremstille og sælge deres produkter.
|
|
Thrapsano,
der ligger 25 km. sydøst for Iraklio, har ca. 1.000 indbyggere, hvoraf
26 er pottemagere, men over halvdelen af indbyggerne har en eller anden
tilknytning til håndværket. Byens navn kommer af ordet thrápsala, der betyder potteskår, og skår findes der i stort tal
rundt om ovnene, da byen er det største pottemagercentrum på Kreta.
|
|
Kilder
fra de sidste 150 år fortæller, at thrapsanioterne har praktiseret sæsonmæssig
udvandring, mens der i selve byen kun har fungeret relativt få stationære
ovne, som blev ejet af ældre pottemagere, der for det meste lavede mindre
krukker.
|
|
Udvandringen
(vendéma) foregik i sommerhalvåret og fulgte en helt fast og
yderst velorganiseret procedure, der var bestemt ud fra arbejdsmæssige
behov og traditioner.
|
|
Ordet
vendema er af venetiansk oprindelse (vendemmia = høst), og henviser til
den "pengehøst", pottemagerne kunne opnå på salget af krukker, når
de rejste omkring på øen. For landbrugsbefolkningen derimod betyder
ordet vendema stor olivenhøst. Hvert andet år bærer oliventræerne
ekstra mange frugter. Det sker dog ikke over hele Kreta samtidigt, men
varierer fra egn til egn. Mønsteret gentager sig, undtagen hvis der indtræder
unormale vejrforhold eller sygdom i træerne. Nogle ældre bønder har
fortalt mig, at pottemagerne kom til deres egn hvert andet år, nemlig det
år, hvor der var vendema. Det var mest fordelagtigt, for behovet for
krukker steg tilsvarende i disse år, så pottemagerne kunne få en god
fortjeneste.
|
|
Vendemiárides
eller takími var en gruppe pottemagere med forskellige færdigheder, som
i april-maj rejste ud til de fjerneste steder på Kreta (f. eks. Zakros i
øst og Kastelli i vest) og vendte tilbage til Thrapsano i september.
|
|
Disse
organiserede udvandrergrupper er blevet karakteriseret som laug, ligesom
de også fandtes i Vesteuropa. Selv om organiseringsformen har ligheder,
er de arbejdsmæssige og sociale forhold i gruppen fuldstændig
forskellige fra de vestlige modeller. For det første bestod disse grupper
ikke af faste medlemmerne, idet der kom nye til hvert år. For det andet
kunne hvert enkelt medlem vælge sig en anden specialisering, for så vidt
han var interesseret heri og havde de fornødne evner. For det tredje var
der en del, der efter en periode helt forlod erhvervet, mens andre måske
genoptog det senere. Disse frie praksiser har ingen som helst forbindelse
med laugstrukturen hos Vestens håndværkere.
|
|
Organisator
for hele proceduren og leder af gruppen var mesteren (mástoras),
som var specialiseret pitharás. Mesteren rejste fra Thrapsano midt
om vinteren (december-januar) for at leje en god ovn i et område, hvor
man det følgende år forventede en god høst. Hvis ovnen allerede var
blevet lejet ud, og det ikke var muligt at finde en anden
tilfredsstillende ovn i området, blev han nødt til at rejse videre til
en anden egn. Undertiden drog han flere hundrede kilometer væk fra
Thrapsano.
|
|
Under
sin rejse fik han oplysninger om, hvor andre pottemagere ville slå sig
ned, og bedømte så, hvor hård konkurrencen ville blive. De omvandrende
pottemagere kendte udmærket alle deres konkurrenters færdigheder, hvad
enten disse kom fra Thrapsano eller Margarites.
|
|
Mesteren
kunne også bestemme sig for, om han sammen med sin gruppe skulle bygge en
ny ovn på en egn, hvor høsten tegnede til at blive stor. Selv om det var
en tidskrævende og anstrengende proces, kunne det godt betale sig. Han
udså sig så et egnet sted tæt ved et vandløb eller kilde, hvor der også
var forekomster af lerjord (kokkinóchoma). Herefter skulle han
forhandle med ejeren af jorden om tilladelse til at opføre ovnen og
lejen, der som regel blev betalt i naturalier (lervarer). På Kreta gjaldt
den regel, at det var jordbesidderen, der ejede ovnen, og denne kunne
derfor de efterfølgende år leje den ud til en anden pottemager. Denne
praksis skyldes, at pottemagerne som sagt ikke slog sig ned det samme sted
hvert år. Håbet om en god vendema har tit besveget det ord, der blev
afgivet om efteråret, nemlig at de ville vende tilbage til ovnen næste
forår.
|
|
En
sidste løsning for en mester, som ikke kunne opnå ovenstående ting, var
at leje en ledig ovn i et område uden vendema-høst.
|
|
Når
pitharás’en vendte tilbage til Thrapsano, gennemgik han sin gruppe og
udvalgte sine hjælpere. Disse afgjorde så selv, om de var interesseret i
at arbejde sammen med mesteren på den egn, han havde udset sig. Men forhandlingerne
var tit komplekse og langvarige, da de også kunne få tilbud fra andre
pitharádes.
|
|
Når
takími-gruppen var dannet, bestod den ud over mesteren selv af følgende
medlemmer:
|
|
Sotomástoras
(venetiansk soto = under, i
betydningen vicemester) var en pottemager, der lavede mindre potter.
Desuden hjalp han også pitharás’ med at lave den sidste finish på de
store krukker (håndtag, udsmykning osv.).
|
|
Chomatás
havde kendskab til, hvor man kunne finde ler. Han sørgede for
opgravningen og forberedelsen af leret til potterne.
|
|
Kamináris
eller xylás var ansvarlig for brændingen af potterne. Pitharas
var meget omhyggelig med hvem, han udvalgte som kaminaris, for en
mislykket brænding betød mange dages tabt arbejde. Kamináris skulle være
meget erfaren, for det var vanskeligt at vurdere, hvor længe og ved
hvilken temperatur brændingen skulle foregå, da der er mange faktorer,
der spiller ind: vejrmæssige betingelser, forvarmning, store eller små
potter, kvaliteten af brændet, varmens fordeling i brændkammeret,
hvordan ovnen selv er brændt osv.
|
|
Desuden
skulle han - ofte langvejs fra - indsamle de store mængder træ, der var
nødvendig til hver eneste brænding.
|
|
Trocháris
drejede pitharás' hånddrevne hjul, efter dennes nøje anvisninger. Det
var en vanskelig kunst, for omdrejningshastighederne var forskellige, alt
efter om mesteren var i gang med at udforme krukkens sider eller munding
osv. Som regel var trocháris i alderen 15-40 år. Han hjalp desuden til
ved andre af gruppens arbejder.
|
|
Kouvalitís
var en ung mand, som var beskæftiget med forskellige småjobs. Han
passede lastdyrene og hjalp til ved transporten af jord og brændsel.
|
|
Når
vendemiáris’erne drog ud i starten af maj, medbragte hver enkelt enten
et æsel eller muldyr, undtagen kouvalitís. Dyrene blev læsset med de nødvendige
redskaber (hjul, hamre, skovle, hakker osv.), ting til lejrlivet (køkkenredskaber,
tæpper osv.) og mad til selve rejsen samt de første arbejdsuger.
Lastdyrene anvendtes senere til at transportere krukkerne til de
omkringliggende landsbyer.
|
|
De
installerede sig i simple grenhytter, tæt på ovnen. Efter en periode med
intens arbejde, hvor de især udførte bestillinger på pithária, falbød
nogle af gruppens medlemmer deres produkter i omegnen.
|
|
I
september, når det var tid at vende tilbage til Thrapsano, gjorde
mesteren fortjenesten op. Overskuddet blev fordelt på følgende måde:
Han selv og kamináris fik hver 11/4
del, sotomástoras, chomatás og trocháris hver 1 del og kouvalitís ½
del.
|
|