Folklore - Musik

 

Rizitika

 

Rizitika sangene udgør en særlig gruppe af de græske folkesange. Som navnet antyder, er deres oprindelsessted for foden (rizes) af bjergene, især Lefka Ori på Vestkreta.

 
Man er ikke klar over, hvornår de første rizitika sange opstod, men man mener at kunne føre dem tilbage til byzantinsk tid (omkring år 1.000). Rizitika traditionen har overlevet både venezianernes og tyrkernes herredømme på øen og helt op i det 21. årh., hvor der bl.a. findes en lang række sange om tyskernes besættelse af Kreta under 2. Verdenskrig. Selv i dag laves der nye rizitika sange, hvis indhold og stil helt lever op til de gamle sange.

 
Foruden den tidsmæssige inddeling opdeles sangene i de to kategorier tis tavlas (ved bordet) og tis stratas (på vejen).

 
Tis tavlas sangene synges under festmiddage ved dåb, bryllup m.m. og altid uden musikledsagelse.

 
Tis stratas sangene er sjældne nu om stunder, men blev tidligere sunget, mens man gik eller red fra et sted til et andet. Ofte blev disse sange akkompagneret af en lyre (eller violin på Østkreta) og/eller en laouto. Denne gruppe omfatter også nogle af de bryllupssange, der blev sunget, når brudgommen begav sig til sin svigerfamilies hjem, og når han senere førte sin brud til deres fælles hjem. Der findes desuden bryllupssange, hvor mandens mor ønsker den unge brud velkommen, samt når medgiften blev vist frem.

 
 

Sangene har ændret sig en del gennem tiderne. I byzantinsk tid var det et yndet emne at synge om grænsesoldaten Digenis Akritas, der lå for døden. Sangene var ofte overdrevne i deres beskrivelser, som f.eks. i den kendte sang om Digenis Akritas:

 

 

Ο Διγενής ψυχομαχεί κι η γης τονε τρομάσσει. Med døden kæmper Digenis, og jorden for ham skælver.
Βροντά κι αστράφτει ο ουρανός και σειέτ' ο απάνω κόσμος, Fra himlen sendes lynild ned, og hele verden ryster,
κι ο κάτω κόσμος άνοιξε και τρίζουν τα θεμέλια, og dødens rige åbner sig, alt ryster i sin grundvold,
κι η πλάκα τον ανατριχιά πώς θα τονε σκεπάσει, og stenen på hans grav den gøs, hvordan skal den ham dække,
πώς θα σκεπάσει τον αητό, τση γης τον αντρειωμένο. hvorledes dække denne ørn, den tapreste på jorden.
Σπίτι δεν τον εσκέπαζε, σπήλιο δεν τον εχώριε, Et hus var ej stort nok for ham, en hule ej ham rummed',
τα όρη εδιασκέλιζε, βουνού κορφές επήδα, han skrævede over bjergene, fløj over deres toppe,
χαράκια αμαδολόγανε και ριζιμιά ξεκούνιε. og klippeblokke rev han løs og rysted' store bjerge.
Στο βίτσιμά πιανε πουλιά, στο πέταγμα γεράκια, Med let et tag han fanged' fugl, med hop han falken snupped',
στο γλάκιο και στο πήδημα τα λάφια και τ' αγρίμια. i løb og med et lille spring han fanged' hjort og vildged.
Ζηλεύγει ο Χάρος με χωσιά μακρά τόνε βιγλίζει, Men Døden blev misundelig og lagde sig i baghold,
κι ελάβωσέν ντου την καρδιά και την ψυχή ντου πήρε. den ramte ham i hjertet dybt og sjælen ham berøved'.

 
I den venezianske periode blev sangene mere realistiske, dog var den vestlige ridderlighed ofte et  tilbagevendende emne. I denne periode begyndte man for første gang at lave sange med enderim.
 

 
I tyrkertiden anvendte man mange allegorier i sangene. Det var for farligt at sige tingene lige ud, så meningen blev omskrevet - ganske som vi kender det fra danske sange og revyviser fra krigens tid.

 
Et eksempel på en sådan sang kunne være den kendte og ofte spillede "Agrimia ki agrimakia mou":

 

- Αγρίμια κι αγριμάκια μου, λάφια μου μερωμένα - I vilde geder og gedekid, I tæmmede hjorte,
πέστε μου πού 'ν' οι τόποι σας και πού τα χειμαδιά σας. sig mig, hvor I holder til, og hvor I er om vinteren.
- Γκρεμνά 'ναι μας οι τόποι μας, λέσκες τα χειμαδιά μας, - I slugterne vi holder til, på stejle toppe vi har vinterhi,
τα σπηλιαράκια του βουνού είναι τα γονικά μας. for kun i bjergets huler føler vi os hjemme.

 

I denne sang symboliserer de vilde geder partisanerne (chaïnides), der holdt til i bjergene, hvorfra de foretog angreb mod tyrkerne, der som regel boede på sletterne.

 

 
En anden meget kendt modstandssang, der dog bliver sunget helt uden omsvøb, er "Pote tha kanei xasteria". Mange mener, at den stammer fra tyrkertiden, men faktisk er det en videreudvikling af en gammel byzantinsk sang. Den gamle tekst lyder:

 

Χριστέ, να ζώνουμουν σπαθί και νά 'πιανα κοντάρι, Kristus, nu må jeg spænde sværd om liv og gribe til min lanse
να πρόβαινα στον Ομαλό, στη στράτα τω Μουσούρω, og ad Mousourosvejen op til Omalos at vandre,
να σύρω τ' αργυρό σπαθί και το χρουσό κοντάρι, og trække frem mit sølversværd og drage min gyldne lanse
να κάμω μάνες δίχως γιούς, γυκαίκες δίχως άνδρες, så mødre mister deres søn, og kvinder deres mager,
να κάμω και μωρά παιδιά με δίχως τσι μανάδες. desuden vil jeg gøre børn foruden deres mødre.
 

 
Den tekst, der synges i dag, og som relateres til tyrkertiden, lyder:

 
Πότες θα κάμει ξαστεριά, πότες θα φλεβαρίσει, Hvornår mon stjerneklart det bli'r, og februar begynder,
να πάρω το τουφέκι μου, την έμορφη πατρώνα, så jeg kan tage mit gevær, mit smukke patronbælte
να κατεβώ στον Ομαλό, στη στράτα τω Μουσούρω, og ad Mousourosvejen ned til Omalos at vandre,
να κάμω μάνες δίχως γιούς, γυναίκες δίχως άντρες, så mødre mister deres søn, og kvinder deres mager,
να κάμω και μωρά παιδιά να 'ναι δίχως μανάδες, desuden vil jeg gøre børn foruden deres mødre,
να κλαιν τη νύχτα για βυζί και την αυγή για γάλα så de om natten efter bryst, om morg'nen efter mælken græder,
και τ' αποδιαφωτίσματα για την καημένη μάνα. og når det gryr, at græde højt ved deres døde moder.

 

Mousouros var en rig familie, der kom til Kreta efter Nikiforos Fokas' befrielse af øen fra saracenerne. Ifølge traditionen udstedte den byzantinske kejser Alexios Komninos i 1082 et dekret (chrysovoulo), hvorved 12 familier blev sendt til Kreta for at befæste byzantinernes stilling. Efter alt at dømme har familien på et tidligt tidspunkt ladet opføre en "brolagt" vej fra Chania til Omalos, som der er fundet rester af bl.a. i nærheden af landsbyen Karanou - halvvejs mod Omalos.

 

 
Sangen fik en "renæssance" igen under militærdiktaturet i Grækenland (1967-74), hvor de studerende sang den under deres besættelse af juridisk fakultet i Athen i 1973, blot var linjen "og ad Mousourosvejen ned til Omalos at vandre" erstattet med ordene "og til juridisk  fakultet ad vejene at vandre".

 
Som tidligere nævnt gav tyskernes besættelse af Kreta i maj 1941 også anledning til en lang række sange:

 

Παιδιά κι είντα 'ναι η καταχνιά και τούτη η κατσιφάρα, Hvad er det for en tågedis, der os nu dækker, venner,
και γιάντα φεύγουν τα πουλιά κι ανατριχιούν τα δάση; og hvorfor flyver fugle væk, og hvorfor skælver skove?
Οι Γερμανοί πλακώσανε κι ουρανοκατεβαίνουν Det vrimler nu med tyskere, der ned fra himlen daler,
με μηχανές και με φωτιά την Κρήτη πλημμυρίσαν. med køretøjer og med ild de Kreta oversvømmer.
- Κρήτη, στα μαύρα θα ντυθείς, στα σίδερα θα πέσεις. - Mit Kreta, iklæd dig nu sort, thi trællebundet bli'r du.
Πάλι τση Κρήτης τον αητό κρούσταλλα θα σκεπάσουν. Endnu engang bli'r Kretas ørn af iskrystaller stækket.
Μα θάρθει μέρα λαμπερή να ξαναλιώσουν πάλι. Men på en dejlig forårsdag skal isen atter smelte.
 

 
En variant af ovenstående er følgende:

 
Παιδιά κι είντα 'ναι η καταχνιά και τούτη η κατσιφάρα; Hvad er det for en tågedis, der os nu dækker, venner?
Οι Γερμανοί πλακώσανε κι ουρανοκατεβαίνουν. Det vrimler nu med tyskere, der ned fra himlen daler.
Απούχει άρματα ας βαστά κι απού δεν έχει ας βρίσκει. Grib nu til våben, hvem der har, I andre finde jeres.

 

Rizitika sangene er ikke kun "kampsange", der findes også mange kærlighedssange:

 

Μάνα, λούγε με, μάνα μ', χτένιζέ με, Moder, vask mit hår, håret mit du rede,
μάνα στο σκολειό, μάνα μ' μη με μπέμπεις, Moder, du må ej mig til skolen sende,
κι άρχοντες περνούν, πεζοί και καβαλλάροι. fyrster kommer did, ridende og til fods,
Μα ένας νιος καλός και διωματάρης og en ungersvend, elegant det er han,
μου παιζογελά και κάνει μου το νάτος. dagen lang han ler, smiler, flirter gør han.
Μάν' αν τόνε δεις να του ζηλέψει θέλεις. Moder, hvis du så ham, du jaloux vil blive.
 

 
og "drillesange":

 
Αυτές οι Καψοδασιανές έχουν καλόν αντένι, I Kapsodasos kvinderne de har en dejlig vane,
κι ανέν και πάει και κιανείς του κάνουν και ραέτι. for kommer man til deres by, de dækker op så rigeligt.
Μα εσείς των Πατσιανοτισών θα σας το πω κι ομπρός σας, Men I, der bor i Patsianos, jeg vil det sige til jer,
εγόγια ντου του νηστικού που θάρθει στο χωριό σας. oh ve den sultne sjæl og ham, der kommer til den landsby.

 

Landsbyerne Kapsodasos og Patsianos er nabobyer i nærheden af Frangokastello på Kretas sydkyst.

og takkesange ved fester:

 

Μα γώ θωρώ την τάβλα μας, κι είναι καλά στρωμένη Betragter jeg nu vores bord, jeg sige må: Veldækket
με μόσκους και με ζάχαρη περιτριγυρισμένη, med moskus og med søde ting, det er så velforsynet,
ας είν' καλά απού 'στρωσε κι έβανε το μαντήλι, må længe leve vores vært, som har så vel opdækket,
κι έκατσαν γύρω τριγύρου οι γ εδικοί και φίλοι. omkring det har familien kær og venner siddet længe.
Κι απού την εμαργέλλωνε τρεις γύρους με τα πιάτα Tre gange har han ladet fad gå rundt til alle gæster,
και με κανάτες δεκαοχτώ και με ψωμί πιτήδειο. og kanderne har været fyldt og brødet ganske herligt.

 

En af de omtalte tis stratas bryllupssange, der blev sunget, når brudgommen begav sig af sted for at hente sin brud, kunne være følgende:

 

"Δώσε μας, μάνα, την ευκή να ξεκινήσ' ο γάμος." "Giv os din velsignelse, moder, så brylluppet kan begynde."
"Η γι ευκή μου μπρος κι οπίσω σας, δεξά σας και ζερνά σας, "I har min velsignelse for og bag, til højre og til venstre for jer,
να πάτε να μου φέρετε τη νύφη του παιδιού μου, drag af sted og bring min søns brud hertil,
να 'ναι από καλή σειρά κι από καθάριο αίμα." gid hun er af pæn familie og af ædelt blod."
Ευκή γονιού αγόραζε και στα βουνά προπάθιε Få dine forældres velsignelse og drag ud i bjergene
και του κυρού σου ώστε να ζεις καλά τα λόγια κράθιε. og husk din faders ord, så vil det gå dig vel.