Grækenland - Sproghistorie
 

 

 

Græsk tilhører de indoeuropæiske sprog. Men i modsætning til f.eks. latin, der har videreudviklet sig til italiensk, spansk, fransk og delvis engelsk, har det græske sprog ikke bredt sig ud over græsk område.

 
Et af de tidligste skriftlige vidnesbyrd fra det græske område er den berømte Faistos-skive, der menes at stamme fra det 17. årh. f.Kr. Lerskiven, der er 16 cm i diameter, er på begge sider præget med de såkaldte kretiske hieroglyffer, der blev brugt i tidlig paladstid (2000-1700 f.Kr). Man har endnu ikke tydet skriften og ved derfor ikke, om der er tale om en tidlig form for græsk.

 

I slutningen af perioden ramtes Kreta af flere store jordskælv, der lagde de gamle paladser i ruiner. Men der blev snart opført nye og endnu mere storslåede paladser, der skulle markere den nye tidsalder, kaldet sen paladstid (1700-1450 f. Kr.). Fra denne periode stammer skriftsystemet, Linear A, der heller ikke er tydet endnu.
I postpaladstiden (1400-1100 f.Kr.), der opstod efter ødelæggelsen af de minoiske paladser og byer, anvendtes et tredje skriftsystem, Linear B, der menes at have udviklet sig fra Linear A. Da den britiske arkitekt Michael Ventris, der under Anden Verdenskrig arbejdede som kodeekspert, i 1953 tydede Linear B, viste sproget sig at være en tidlig form for græsk. Eftersom samme skriftsystem også er fundet på det græske fastland, går en teori ud på, at det var indtrængende achaiere fra Peloponnes (Mykene), der bragte skriften til Kreta.

 

 
Postpaladstiden sluttede efter endnu en ødelæggelse, sandsynligvis som resultat af dorernes invasion fra det græske fastland. De nye indvandrere grundlagde byer overalt på Kreta og medbragte nye skikke og traditioner samt ikke mindst et nyt sprog, den doriske dialekt. Mindre grupper af øens oprindelige befolkning, eteokretensere, flygtede op i bjergene, hvor de i en længere periode bevarede deres minoiske skikke og sprog, men lidt efter lidt blev Kreta en del af den antikke hellenske verden.

 
Et af de tidligste skriftlige vidnesbyrd fra det doriske Kreta er lovindskriften i Gortyna fra begyndelsen af det 5. årh. f.Kr. Den er skrevet skiftevis fra venstre mod højre og højre mod venstre (boustrofidon).

 

 
I antikken bestod det græske sprog af adskillige dialekter, bl.a. dorisk, æolisk og jonisk, men fra 5. årh. f. Kr. blev den joniske underdialekt "attisk" den mest fremherskende. Attisk er det sprog, vi i dag kender som oldgræsk, som det blev talt og skrevet i Athen af f.eks. Platon, Aristoteles og Thukydid under byens storhedstid i midten af det 5. årh. f. Kr.

 
Selv efter romernes erobring af Grækenland i 146/86 f. Kr. ophørte det græske sprog ikke med at eksistere. Faktisk vedblev det at være så udbredt, at selv børn fra det bedre borgerskab i Rom fik privatundervisning i græsk (ofte af en græsk slave). Både det Ny Testamente og mange andre oldkristne tekster er skrevet på koine.

 
Ved romerrigets opdeling i år 395 blev græsk det østromerske (byzantinske) riges og den ortodokse kirkes officielle sprog, men afstanden mellem tale- og skriftsprog blev til stadighed større, da man forsøgte at genoplive det antikke, attiske sprog.

 

Efter det 4. korstog blev Kreta i 1204 solgt til Venezia. I slutningen af den venezianske tid udviklede en forening af italiensk og græsk kultur sig til den blomstrende kretensiske renæssance, der kom til udtryk i mange poetiske værker og teaterstykker. Det mest berømte værk fra den tid er Erotokritos af Vitsentzos Kornaros (1553-1613) fra Østkreta.
 

 
Efter osmannernes erobring af først Konstantinopel (1453) og dernæst resten af det "græske" område i 15.-17. årh. (Kreta 1669) vedblev græsk at være aktivt såvel inden for det politiske lokalstyre som inden for kirken, idet muslimerne tillod den græske befolkning at beholde deres ortodokse tro. Grækerne selv kaldte deres sprog roméika, dvs. romersk.

 
Under det osmanniske overherredømme optoges talrige tyrkiske låneord i græsk, ligesom der tidligere under venezianerne var optaget mange italienske ord.

 
Ved oprettelsen af den nye græske stat i 1829 indførtes nygræsk som officielt sprog. Gennem det 19. og 20. årh. bølgede en langvarig sprogstrid om hvilket sprog, der skulle være det officielle: Det naturligt udviklede folkesprog (dimotiki) eller det puristiske skriftsprog (katharevousa). Katharevousa var et "kunstprodukt", der blev udviklet i forbindelse med Grækenlands selvstændighed, i et forsøg på at genindføre det antikke attiske sprog. Striden blev i realiteten først bilagt i 1976, to år efter juntaens fald, da parlamentet vedtog, at dimotiki skulle være Grækenlands officielle sprog, hvilket stadig er gældende.

 
I nyere tid er der optaget en del låneord fra engelsk i det græske sprog. Desuden ser man oftere og oftere det latinske alfabet anvendt i de nye ord.

 

 
Uden for selve Grækenland tales der græsk på Cypern, af grækerne i Istanbul og Alexandria og i enkelte landsbyer i det sydlige Italien. Desuden findes der store græske mindretal over hele verden, hvor man indbyrdes stadig taler sit gamle modersmål.

 
Det græske alfabet blev oprindeligt lånt fra fønikisk i det 9. årh. f.Kr., men nogle af tegnene blev fonetisk ændret til de manglende vokaler, ligesom man tilføjede enkelte konsonanter. Fra græsk nedstammer såvel det latinske som det kyrilliske alfabet, der ligger til grund for det russiske.