Landskab

 

Kreta er 260 km lang målt fra Gramvoúsa i vest til Kap Síderos i øst. Bredden varierer fra 60 km (mellem Balí og Kap Líthino) til 12 km (Mirabéllos Bugten og Ierápetra).

 

Øen er opdelt i tre zoner: Bjergegne (over 400 m), højtliggende egne (200-400 m) og lavland (op til 200 m). Bjergegnene udgør knap halvdelen af  Kretas areal; hvis man medregner de højtliggende zoner, kommer dette tal op på 3/5.

 

Terrænet er som sagt bjergrigt med tre store bjergmassiver. Lefká Óri eller Madáres, der ligger på den vestlige del af øen, er 2.453 m høje (den højeste bjergtop hedder Páchnes). Ídi eller Psilorítis på den centrale del af øen, hvor Kretas højeste bjergtop, Psiloritis eller Timios Stavros (2.456 m), ligger. Øst herfor ligger Díkti eller Lassíthi-bjergene, der når op i en højde på 2.148 m.

Psiloritis

 

Ud over disse findes der også nogle mindre bjergkæder: Kédros (1.777 m), der ligger sydvest for Ídi og danner Amári-dalen. Asteroúsia, der løber langs kysten syd for Messará sletten. Øst for den smalle "korridor" mellem Ierápetra og nordkysten rejser Thriptís sig stejlt. Endelig findes der et lavere bjergparti syd for Sitía.

 

Kreta har også en del højsletter. De vigtigste er Lassíthi højsletten (900 m) i Díkti bjergene, der er et vigtigt landbrugsområde. I Ídi bjergene ligger Nída højsletten i 1.400 meters højde. I Lefká Óri ligger Omalós højsletten (1.080 m), der bl.a. er kendt fra en gammel modstandssang (Πότε θα κάνει ξαστεριά).

Omalos            

 

Den største slette er den store Messará slette syd for Ídi bjergene. Desuden findes der sletter ved Kastélli, Chaniá, Georgioúpoli, Réthimno, syd og øst for Iráklio og ved Sitía.

 

Der findes kun få større floder på Kreta, til gengæld findes der et utal af mindre. De er næsten alle tørlagte om sommeren, men ved større regnskyl og om foråret, når sneen smelter i bjergene, forvandles de til rivende strømme.

 

Der findes kun en naturlig sø på Kreta: Kournás søen, syd for Georgioúpoli. De øvrige søer, man ser, er kunstigt anlagte vandreservoirer.
 

 

På Omalos højsletten findes dog en årstidsbestemt sø, idet der kun er vand i den om foråret.

 

 

Et af Kretas særlige kendetegn er de mange huler, der er dannet af vandets erosion af klippernes kalksten. Et andet imponerende fænomen er de mange kløfter (Agía Iríni, Samariá, Arádaina, Ímbros, Kourtaliótiko m.fl.), der er opstået ved flodernes erosion samtidig med, at landet har hævet sig.
Aradaina kløften set fra vandet


Skove, som vi kender fra Danmark, findes ikke på Kreta, men især på Vestkreta møder man områder med nåletræer, kastanje og eg. Også i mange af øens kløfter findes der en rig bevoksning. I Vai på Østkreta og på stranden ved Preveli klostret vokser desuden den enestående palme, Phoenix Theophrastii.


I kløfterne og på de mere utilgængelige steder møder man en sjældent rig fauna og flora. Der findes mange endemiske planter og en art vildged, kri-kri (Capra Aegagrus Cretensis), der i dag kun lever frit i Lefka Ori, Samariakløften og på småøerne Agii Theodori og Dia.

Som et kuriosum kan det nævnes, at geden først fik navnet kri-kri i 1950, efter at indbyggerne i landsbyen Epanochori havde sendt et indfanget eksemplar af geden til præsident Truman som tak for Marshallhjælpen. Kri-kri er muligvis en forvanskning af cretan creature. På Kreta kaldes dyret stadig agrimi.

Selv om Kreta er en bjergrig ø med relativt få sletter, foregår der alligevel en rig landbrugsproduktion pga. den frugtbare jord, det gode klima og - skal man vel tilføje - de mange drivhuse på sydkysten. De vigtigste afgrøder er oliven, druer (både til vin og rosiner), 

citrusfrugter (især de søde, kretensiske appelsiner overgår langt, hvad man ellers finder på det danske marked), grønsager, johannesbrød, lægeurter, bananer, avocado, kiwi m.m.
Dyrehold (især får og geder) og fiskeri indtager også en vigtig stilling i øens økonomi. Får og geder græsser oppe i bjergene, og af deres mælk fremstilles yoghurt og ost (kretensisk graviera, kefalotiri, anthotiros og mizithra), der er kendt for sin gode smag og kvalitet.