jordskælv

	Historie - Venezianertiden
	Jordskælv
	Gieronymo Donatos brev

Gieronymo Donato, doktor og hertug af Kreta til Pietro Contarino i Eusebia med håbet om, at du er ved godt helbred.
Det jordskælv, der for nylig på det forfærdeligste rystede hele øen Kreta, mens jeg var i færd med at gøre mig klar til min hjemrejse tilbage til Venezia, kan jeg ikke genkalde mig i tankerne, uden at jeg gyser i min sjæl. Jeg kan heller ikke beskrive det uden at komme til at græde.
Jeg gør det alligevel, ikke kun for at du skal høre, at både jeg og min familie er i sikkerhed efter denne store fare, men også for at alle skal høre, hvad der skete, så de belært af de farer, vi gennemgik, vil efterleve Guds vilje og frygte Gud.
Den 29. maj kl. 2 om natten blev Kreta rystet af et meget kraftigt og meget forfærdeligt jordskælv, især Chandax [= Iraklio].
	Det meste af den nuværende hovedstad samt hertugpalæet faldt delvist sammen, og bygningerne blev rystet i en sådan grad, at selv om de ikke styrtede fuldstændigt i grus, og der er håb for, at man kan reparere de revner, der gaber i de faldefærdige mure, så varsler det mere dårligt end godt, at de ikke faldt sammen.

Inden jordskælvet herskede der en forunderlig ro i luften, og der var havblik hele dagen. Der var ikke en eneste sky på himlen. Der blæste ikke så meget som en brise. Kun virkede solen bleg, som om luften var fuld af støv.
Da jordskælvet begyndte, hørtes en forfærdelig buldren og larm som af våben, der bliver slået mod hinanden. En dyb rumlen, ja, jeg ved ikke, hvordan jeg skal beskrive den. Bygningerne svajede ligesom skibe, når de bliver ramt af havets bølger, og det virkede, som om de ikke kun svajede frem og tilbage, men at de også blev løftet op og ned.
Bagefter styrtede bygningerne sammen under en øredøvende larm, og støvet rejste sig i så tætte skyer, at man dårligt kunne trække vejret.
Ingen troede, at det var et jordskælv, men at det var dommedag, hvor hele verden efter Guds vilje skal opleve den yderste ulykke.
Jeg havde netop på det tidspunkt trukket mig tilbage for at lægge mig og befandt mig i det mellemste soveværelse, hvor der står en feltseng, som jeg plejer at have med mig på mine ekspeditioner og rejser.
Straks, da jeg mærkede alt omkring mig ryste og først og fremmest tagbjælkerne knage voldsomt, mens der højt oppe fra murene og taget faldt puds og stykker af sten, tog jeg hurtigt en hørdragt på og rejste mig på bare fødder.
Min kone kom løbende ind til mig sammen med de øvrige familiemedlemmer, der havde været i soveværelset ved siden af. Derinde var et stort stykke af væggen faldet ned lidt forinden. Jeg greb hurtigt Giovanni-Francisco, min mindste søn, og alle mine elskelige ejendele naturligvis. Vi skyndte os alle udenfor og samledes på den åbne terrasse, der ligger ved siden af min sovesal.
Dér stod vi, da jordskælvet overraskende pludselig hørte op. Det havde varet cirka lige så længe, som det tager at fremsige Fadervor hurtigt. Bagefter gik vi ned i palæets centrale gård. Modtagelsessalen i den nordlige ende var styrtet sammen. Trapperne var dækket af murbrokker, knækkede bjælker og planker. Men gården forekom mig ikke at være sikker nok på grund af de høje bygninger omkring den. Vi tog derfor tilflugt til at mere åbent sted på markedet [= den plads, hvor Løvespringvandet i dag befinder sig, men som endnu ikke var blevet bygget], ikke langt fra palæet, hvor der var mindre risiko for, at murene skulle ramme os. Vi gik ind i en barak, der bliver brugt af jøderne til at kontrollere pigerne. Her tilbragte jeg hele natten uden at kunne falde i søvn. Nogle gange satte jeg mig ned, andre gange gik jeg udenfor.

	I mellemtiden forsøgte folk, mænd, kvinder og børn i en stor forvirring, som var de jagtet af en fjende, at komme ud gennem byporten (der ligger ved denne plads), og under klageråb kom de udenfor og fyldte alt med høje skrig. Præster, fulgt af store folkemængder, vandrede i procession med de hellige ikoner, Herrens hellige legeme og blod samt tændte kirkelys. Hele natten vandrede de bedende gennem byen og forstaden, fulgt af en talrig skare af mænd og kvinder i alle aldre og fra alle samfundslag, der med høje stemmer og tårerne løbende ned ad kinderne bad om Guds medynk.
	Disse processioner kunne kun komme igennem markedet og forstaden, for selv den brede vej, Magistra, der fører ned til havnen, var dækket af et bjerg af sten, bjælker, planker og andet træværk, så ingen kunne komme igennem. Gennem de andre af byens gader, der er endnu smallere, kunne man ikke passere uden livsfare, for overalt hang der revnede mure. Der var kun fire-fem bygninger, der stadig var beboelige, og som ikke skulle repareres.
I mellemtiden fik vi at vide, at mange var blevet begravet under murbrokkerne, og at mange forsøgte at bevæge sig rundt derinde halvdøde. Vi fik også at vide, at mange kvinder og børn var blevet begravet under ruinerne. Man hørte uophørlig og bedrøvelig salmesang blandet med gråd. Når folk fik trukket nye lig frem af murbrokkerne, begravede de dem med det samme, uden anden ceremoni end deres tårer.
Når jeg husker tilbage på den nats rædsler, kommer jeg med rette til at tænke på Vergils vers:
	Men er din lyst så stor til at kende vor ulykkes stunder
	og i al korthed høre om Trojas yderste trængsel,
	da skal jeg, selv om jeg gruer for mindet og skræmmes af sorgen,
	føje dig

Da dagen atter gryede, vendte jeg tilbage til palæets gård for at hvile mine trætte øjne, der var fulde af støv, og lagde mig i et afsides rum. Desuden led jeg stadig i de dage af efterveerne af et langvarigt nyrestensanfald. Men ved Guds hjælp og lægen Pompilios visdom og snilde var den sten, der havde sat sig fast i mine nyrer, blevet knust i mindre stykker, og langsomt begyndte jeg at komme til hægterne.
Mens jeg lå og hvilede mig, næsten fire timer efter solopgang, kom et nyt jordskælv. Det var ikke så voldsomt eller langvarigt som det første, men det skabte endnu større panik.
På det tidspunkt lagde min kone sig for mine fødder, og mine børn og alle dem, der arbejdede i huset, begyndte med tårevædede øjne at bede og bønfalde mig om at forlade byen, da intet sted i den, heller ikke under åben himmel, virkede sikkert, så tæt bebygget som den var. Der kom også en del patriciere og borgere, der rådede mig til ikke at blive alene tilbage i en tom by med så mange farer.
For at bringe min kone og mine børn, der nægtede at tage af sted uden mig, ud af byen, tog jeg til sidst af sted og installerede dem i Agios Dimitrios parken lige uden for byen, hvor vi bredte stofstykker ud og hængte forhæng op.
Bagefter skyndte jeg mig tilbage til markedet og den samme træbarak, der er mindre end to skridt lang. Her stillede jeg en feltseng op, hvor jeg nu sover om natten sammen med vægterne.
Men jeg kan ikke holde mig tilbage fra at fortælle dig hvilke beslutninger, jeg traf de dage midt i den ulykke, der havde ramt os, og hvilke tanker jeg gjorde mig for at finde lindring for katastrofen, samt hvilke foranstaltninger jeg iværksatte. Intet forbigår jeg.
Først og fremmest var det vigtigt og nødvendigt at holde fast i det, der gør en by til en by. Vi måtte altså sørge for, at byen ikke blev mennesketom. Eftersom jeg anså dette for vigtigst, opholdt jeg mig hele tiden på markedet, hvor jeg ikke blot sov om natten, men hvor jeg også sad eller gik omkring og læste og tilbragte al min tid, som om jeg havde været hjemme.
Og hele tiden rådede jeg alle til besindigt og med omhu at skynde sig at gøre det, som tiden og nøden krævede, nemlig hurtigst muligt at gå i gang med at reparere deres huse.
Fyldt af sorg nævnede jeg også andre ting, mens jeg græd indvendigt. Men jeg skjulte min tilstand bag et optimistisk ydre, mens jeg rådgav dem, og anstrengte mig for på alle måder at lette den store ulykke, både som offentlig og privat person.
Men vi må tro på, at store naturkatastrofer er en del af Guds vilje, også selv om de ikke sker uden naturlige årsager. For at du bedre kan forstå det, jeg siger, så lyt nu her:
Under det store jordskælv, hvor der skete skader på næsten hver eneste bygning, skete der ikke det mindste med de store bymure, der forblev intakte overalt. Og noget meget mærkeligt: De slog ikke den mindste revne.
Selv om så mange huse blev ødelagt, var der kun meget få ofre i byen og i Bourgo [forstæderne]. Og jeg mener virkeligt meget få, for når man betænker, hvor mange indbyggere, der er i denne tætbefolkede by, er det et mirakel, at kun 300 døde. Blandt dem var der nogle adelige og nogle kendte personer blandt folket.
Højst mellem tre eller fire bygninger blev fuldstændigt jævnet med jorden. Af de resterende var det enten forsiden eller bagsiden, der faldt sammen, dér hvor tagbjælkerne og andet træværk havde været dårligt forankret.
Da de høje bygninger og klokketårnene begyndte at svaje, og de øverste dele faldt ned, forvoldte det stor skade på de underliggende bygninger og nabohusene.
	Den del af Agios Titos kirken, der lå under det nedstyrtede klokketårn, blev helt ødelagt. Det samme skete ved Agios Sotiras, Agios Petros og Agios Markos kirkerne. Men også den østlige side af Agios Franciscos kirken blev voldsomt beskadiget, da den ligger tæt på klokketårnet, samt en stor del af dens præstekollegium. Denne kirke, der havde et kor med næsten 200 pladser, var i sandhed berømt for den sande måde, man tilbad Gud på. Kollegiet blev regnet for kristenhedens ærefulde stjerne i hele østen, da man overholdt de religiøse regler til punkt og prikke. Så det må med rette regnes for ligeværdigt med de kendteste kollegier i Italien. Genopbygningen af det og kirken vil kræve store summer og lang tid.
Agios Franciscos lå i franciskanerordenens kloster, dér hvor Iraklios arkæologiske museum ligger i dag. Minareten er en tilbygning fra tyrkisk tid.			Agios Sotiras kirken lå i augustianernes kloster - på den nuværende Kornaros plads. Minareten er en tilbygning fra tyrkisk tid.


Jeg vil ikke forbigå et faktum, som bør blive bevaret for eftertiden. På toppen af det store alter blev Jesu Hellige Legeme opbevaret i et krystalskrin beklædt med sølv, som man plejer. Men det blev begravet under ruinerne. Brødrene, der på alle tænkelige måder forsøgte at finde det - og med stor respekt arbejdede de for at skaffe det til veje igen - fandt til sidst det hellige brød uberørt i dets krystalmontrans. Og dette brød, der, hvis man tabte det ud af hånden, og det faldt til gulvet, ville være gået i tusind stykker, lå nu intakt under et bjerg af sten, under den kæmpe vægt, der var kommet styrtende ned. Det siges, at det samme også var sket i andre kirker, men disse rygter er ubekræftet. Men en ting, der er helt sand og sikker, er, at blandt så mange præster, var der ikke en eneste, der døde, og der var ikke en, der fik så meget som en skramme.
Men lad mig nu komme tilbage til selve jordskælvet. Hele Kreta, der er 300.000 fod lang fra vest til øst, rystedes overalt, men kun fra midten og mod øst var der mange bygninger, der faldt sammen. Sitia og Ierapetra blev ødelagt for størstedelens vedkommende, mens Rethemnos og Kydonia ikke blev ødelagt, selv om der var rystelser.
På havet, som vi senere erfarede af skibsfarende, der befandt sig oppe i Ægæerhavet, mærkedes jordskælvet også voldsomt. Der var rystelser på øerne og fastlandet og i Frygien [= området langs vestkysten af Tyrkiet] i et bælte på næsten fyrre mil. Men ødelæggelserne dér var for intet at regne i forhold til dem på Kreta.
Det er nu 204 år siden, at byen sidst blev ødelagt af et jordskælv, der var lige så kraftigt, mens Vito Canali var hertug. Men dengang, opdagede jeg efter at have læst nogle gamle håndskrifter, døde mindst 4.000 mennesker. Det skete ca. 100 efter Venezias overtagelse af Kreta, hvorefter øen har haft fred i den venezianske friheds navn.
Men nu sendes uafladeligt, dag og nat, bønner til Gud fulde af sorg og gråd. Både disse råb og støvet generer mig meget. Mange gange får jeg mere støv i lungerne end luft, når jeg trækker vejret.
Om natten, når jeg lige er faldet i søvn, bliver jeg uafbrudt vækket af råb. For, hvis himmelen lyser op, hvis der kommer et lysglimt på himmelen af et stjerneskud, noget som folk nu nemmere kan se, eftersom næsten alle overnatter udendørs, eller hvis nogen hører et brag, eller noget bevæger sig, begynder kvinderne straks at hyle op, og alt bliver fyldt med rædsel og skrig.
Noget godt er der dog kommet ud af disse ulykker, og det er et stort gode. Før i tiden havde mange både unge og voksne mænd den meget dårlig vane at tage de mest beskidte og blasfemiske ord om Jesus i deres mund, en ussel forbrydelse, der hverken kunne bringes til ophør med cirkulærer eller med straf eller med opråb eller fromme præsters trusler, men nu, hvor alle frygter Guds straf, holder de ikke alene igen og er ophørt med at bande, men de bliver også stoppet af andre. I stedet for blasfemiske ytringer hører man oftest folk på hvert eneste gadehjørne synge hymner til Gud og sende uophørlige bønner og bønfaldelser om Guds barmhjertighed, mens tårerne får frit løb. Engang var der en, jeg ved ikke hvem, der vovede at tale ondt om Jesus, og han var lige ved at blive stenet af folkemængden. Mange af dem, der tidligere lå i stridigheder og hadede hinanden, omfavner nu hinanden i mit åsyn. De har droppet deres kiv og sluttet fred og kysser hinanden. Andre igen, der ikke har bekendt deres synder i mere end tyve år, som var de røvere, går nu til præsterne, og efter at de har bekendt deres synder, modtager de nadveren.
Der findes ikke nogen, der vover at påstå, at det skete ikke skyldes Guds vrede og er et resultat af Hans dom.
Jeg ser også et andet gode midt i al elendigheden, nemlig at ulykken vil bidrage til at få de gode dyder til at blomstre, eftersom alle er overbevist om, at det skyldes Guds vrede.
Jeg anser det for den værste forbandelse, at de ortodokse af en eller anden fordom har skilt sig ud fra den latinske kirke, samt at virkeligt mange latinere hverken følger den ortodokse eller den latinske tro. Jeg har mange gange offentligt fordømt dette og udtrykt min mishag over for folk.
Denne by blomstrer med sine mange patriciere, der er yderst agtværdige og besindige mennesker, men hvad religion og gudsdyrkelse angår, er de fleste ganske ligeglade. Og det er oven i købet flere få år siden, at denne ligegladhed tog til. Husmødrene og deres børn og størstedelen af deres familier kommer aldrig til messe og deltager aldrig i de kirkelige handlinger. De bliver hjemme, og de aner slet ikke, hvordan deres religion bliver praktiseret. Og det foregår, mens ordentlige kvinder andre steder anser religionen for det vigtigste af alt, og hvor kirken altid beder for de trofaste kvinder.
Af sådanne kvinder bliver børnene opdraget! Af kvinder, der har fjernet sig fra kirken, først på grund af deres forældres fejltagelser og siden af deres mænds.
Mange gange har jeg med ildhu talt imod den slags foreteelser. Hvorfor skulle jeg skjule eller fortie sandheden til skade for folk, som staten har betroet mig, og som nærer en varm kærlighed til mig? Mennesker, som jeg elsker, og som jeg altid beder for, for at de skal få al mulig lykke, ligesom jeg også ønsker, at jeg selv og mine børn må være lykkelige.
Men jeg fik aldrig fortalt dig, hvilke handlinger jeg iværksatte. Det skyldes, at jeg brændte af en utrolig længsel efter at tale med dig, mens jeg skrev disse linjer, så jeg kunne fortælle dig, hvordan min familie har det, og om vores fælles ønsker. Sandelig har jeg aldrig længtes så meget efter at være sammen med dig.
Nu tilskynder tiden og omstændighederne os til at leve sammen i Guds og vor egen tjeneste. Det er tid til, at vi indser, at vores afhængighed af pøblens dom bør fordømmes.
Som jeg plejer at sige, ville jeg værdsætte en enkelt, kort og fredelig dag i dit selskab i dit Eusebia eller i mine haver i Patavio, mens republikken stadig blomstrer, højere end alverdens fine poster og alle æresbevisninger. Vær ved godt helbred.
		15. juli 1508.