Historie - Venezianertiden

Sørøveri

 

I venezianertiden blev Kreta ofte ramt af piratangreb fra især de nordafrikanske kyster, men fra midten af det 14. årh. findes der også kilder, der omtaler angreb fra Malta, Genova, Spanien, Frankrig og Tyrkiet. Og sidstnævntes angreb skulle blive hyppigere og hyppigere.

 
Selv om det var til stor skade for den venezianske handel, kunne øens nye magthavere ikke stille meget op, da deres flåde simpelthen var for lille.

 
I 1317 omtales piratangreb på Kretas sydkyst, hvor pirater fra Algeriet havde slået sig ned på øen Chrysi ud for Ierapetra og derfra drog på togter. Venezias svar var at give øen som len til Andreas Dandolo, der forpligtede sig til et bygge et forsvarstårn og at ødelægge piraterne opholdssteder.

 
I 1333 pålagde hertugen af Kreta, Vlasio Zeno, befolkningen tunge skatter for at udruste to galejer, der skulle tage kampen op mod osmanniske pirater fra Tyrkiets vestkyst.

 
I 1522 hærgede pirater kysten omkring Ierapetra.

 
Fra 1527 findes en beretning om, hvordan pirater trængte helt ind i Souda bugten, hvor de røvede to skibe, der lå for anker her.

 
I 1537 rettede den kendte pirat Hayreddin Barbarossa efter adskillige angreb på de ægæiske øer sin flåde mod Kreta. Efter forgæves at have forsøgt at indtage Chania, Rethymno og Iraklio angreb han Sitia, hvor han erobrede fæstningen, som han plyndrede og ødelagde, ligesom mange landsbyer i området.

 

 
Ved disse angreb var det ikke kun den venezianske handel, der blev ramt, også lokalbefolkningen led voldsomt under de hyppige piratangreb, idet flere tusinde kretensere blev fanget og solgt på slavemarkederne i Syrien og Algeriet (selv om der også var slavemarkeder i bl.a. hovedstaden Candia).

 
I sommeren 1571 angreb og ødelagde den tyrkiske pirat Uluç Ali Souda. Herefter vendte han sig mod Rethymno, hvor indbyggerne nåede at flygte længere ind i landet, men byen og flere landsbyer i området blev plyndret og ødelagt. Der findes fra den lille landsby Skepasti (25 km øst for Rethymno) et bevægende vidnesbyrd om dette angreb. Inde i landsbyens kirke findes der en indmuret inskription:

†ΑΦ ΣΒ' ΙΝΔ. Ε ΜΑΡΤΙΟΥ Γ' ΕΚΤΙΣΘΗ Ο ΘΙΟΣ ΝΑΟΣ
ΤΗΣ ΙΠΕΡΑΓΙΑΣ ΘΕΟΤΌΚΟΥ ΔΙΑ ΕΞΟΔΟΥ ΤΟΥ ΝΙΚΟΔΙ
ΜΟΥ ΙΕΡΟΜΟΝΑΧΟ ΤΟΥ ΤΑΡΜΑΡΟ ΑΠΟ 'ΚΑΜΕ Η ΠΡΕΣ
ΒΙΤΕΡΕΡΙΣΑ ΤΟΥ ΣΚΛΑΒΑ ΙΚΟΨΙ ΟΚΤΟ ΧΡΟΝΟΥΣ ΚΑΙ ΙΡΘΕ
ΑΧ ΠΑΣΧΑ ΧΡΙΣΤΙΑΝΟ.
Den 3. marts 1592 opførtes denne hellige kirke
til den højhellige Gudmoder
for den præsteviede munk Nikodimos Tarmaros' udgifter,
og hans præstekone var slave i 28 år, men kom
tilbage i den kristne påske i år 1600.
 

 
Myten fortæller, at konen blev bortført under angrebet. Hendes mand ledte efter hende overalt, og efter mange års søgen kom han i laser og pjalter til en kro et sted i Anatolien, hvor han bad om almisser. Kvinden, der åbnede døren, gav ham et brød, og Nikodimos gik atter sin vej. På vejen bemærkede han, at brødet var tungere end sædvanligt, og da han brækkede det midt over, så han, at det indeholdt adskillige mønter viklet ind i et stykke papir, hvorpå der stod:

 
Τύχει και πας στη Σκεπαστή την πολυκουρσεμένη,
χτίσε εκκλησιά διμάρτυρη για με την κολασμένη.
Hvis skæbnen vil, at du kommer til Skepasti, der blev så hårdt ramt af pirater,
skal du bygge en dobbeltskibet kirke for mig, den fortabte.
 

 
Nikodimos forstod nu, at kvinden i kroen var hans kone, men indså samtidigt, at det var umuligt at tage hende med hjem. Derfor rejste han alene tilbage og lod kirken opføre. Men i påsken 1600 vendte konen efter 28 år i slaveri tilbage. Hendes tyrkiske herremand havde en dag set hende sidde og græde, og da han spurgte, hvad der var galt, svarede hun med en elegi:
I dag er det Korsets dag, og snart Skt. Nikitas',
som er en stor helligdag i mit land.

Hertil svarede tyrkeren - også på vers:
Hvis Korset er helligt og Skt. Nikitas ligeså,
skal du vende hjem med alt, hvad du ejer.


Herefter frigav tyrkeren kvinden og lod hende frit rejse hjem til sin hjemegn.

 
Disse bortførelser var naturligvis menneskelige tragedier, og løsesummerne var en stor, økonomisk belastning for de ramte, der ofte måtte sælge alt, hvad de ejede for at skaffe tilstrækkeligt med penge (ofte det svimlende beløb af 50 dukater) for at løskøbe deres slægtninge. Det varede da derfor heller ikke længe, inden der udviklede sig hele netværk, der skulle opspore og løskøbe fangerne. Specielt i Koroni og Monemvasia på Peloponnes opstod der en slags "bureauer", der sørgede for disse arrangementer på en så professionel måde, at det er svært ikke at mistænke dem for at samarbejde med piraterne.

 
Man regner med, at forskellige håndværkerlaug forsøgte at hjælpe betrængte, som tilfældet var på andre ægæiske øer, hvor man betalte en "tourkoteli", en afgift, så man kunne betale piraterne, eller at der måske var direkte hjælpekasser, som man kender fra de Joniske Øer. Under alle omstændigheder kan man i et testamente fra 1603 læse følgende:
"... og mine arvinger og efterfølgere skal for fremtiden forpligte sig til hvert år at give 100 zecchiner (guldmønter), så de, der er uformuende, kan løskøbe to slaver fra tyrkernes hænder ..."


I de følgende år og indtil den osmanniske besættelse og magtovertagelse anmodede de venezianske guvernører gentagne gange Venezia om at løse problemet.

 
Men der skulle ikke gå mange år, inden det var helt andre, der herskede over Kreta.