| I
146 f.Kr. erobrede romerne det sydlige Grækenland, men der skulle gå
mange år, inden de fik en anledning til at besætte Kreta. Den kom i
forbindelse med den tredje mithridatiske krig (74-63 f.Kr.). Mithridates
Eupator var konge af Pontus og havde besat det romerske Lilleasien.
Romerne anklagede kretenserne for at hjælpe ham med lejesoldater og
drive sørøveri ud for Kilikien.
|
| I
74 f.Kr. fik den romerske feltherre Marcus Antonius ordre til at angribe
Kreta, men han led et knusende nederlag, da de kretensiske generaler
Panaris (fra Kydonia) og Lasthenis (fra Knossos) besejrede ham og sænkede
det meste af hans flåde i strædet mellem Iraklion og øen Dias. Marcus
Antonius blev tvunget til at overgive sig på nedværdigende
betingelser, som Rom umuligt kunne acceptere.
|
| Da
kretenserne frygtede et romersk hævntogt, sendte de umiddelbart efter
en delegation til Rom for at forhandle sig til fred og skabe en
alliance, men delegationen blev mødt af så store modydelser, at det
ikke var realistisk at fortsætte forhandlingerne.
|
| I
stedet befalede det romerske senat Quintus Caecilius Metellus at erobre
Kreta, og i 69 f.Kr. landsatte Metellus sine legioner på Vestkreta. Det
første store slag stod ved Kydonia, hvor romerne besejrede de
kretensiske styrker. Herefter gik det slag i slag østpå, og overalt måtte
kretenserne vige for de overlegne romerske hærstyrker. Med indtagelsen
af Ierapytna (Ierapetra) i 67 f.Kr. var erobringen af Kreta et faktum,
og Metellus kunne i triumf vende hjem til Rom, hvor han fik tilnavnet
Creticus. |
|
 |
Efter
erobringen blev Kreta - og Kyrene i det nuværende Libyen - en samlet
romersk provins med Gortyna som hovedstad. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
