biografi kazantzakis

Berømte personer

Nikos Kazantzakis

Biografi

Hvorledes skal vi elske Gud?		Πώς πρέπει ν' αγαπούμε το Θεό;
Ved at elske menneskene.		Αγαπώντας τους ανθρώπους.
Og hvorledes skal vi elske menneskene?		Και πώς πρέπει ν' αγαπούμε τους ανθρώπους;
Ved at arbejde på at lede dem ind på den rette vej.		Μοχτώντας να τους φέρουμε στο σωστό δρόμο.
Og hvilken vej er den rette?		Και ποιος είναι ο σωστός δρόμος;
Vejen opad.		Ο ανήφορος.
		Citat fra "Den evige Vandring opad"

Nikos Kazantzakis blev født i Iraklio 18. februar 1883. Han var søn af Michalis Kazantzakis, en driftig handelsmand fra landsbyen Varvari, der året forinden havde giftet sig med Maria Christodoulaki fra landsbyen Asyroti i Rethymno Amt.
Parret fik yderligere tre børn: Anastasia (1884), Eleni (1887) og Giorgos (1890), der døde som spæd.
	Kazantzakis' forældre

Under opstanden i 1889 flygtede familien til Athen, men vendte umiddelbart efter tilbage til Iraklion, hvor Nikos begyndte sin skolegang. Men igen i 1897 flygtede familien på grund af tyrkernes voldsbølge, der især gik ud over Iraklion-området. Denne gang tog familien til Naxos, hvor Nikos blev optaget på den franske skole Ecole Commerciale S^te Croix. Her lærte han bl.a. fransk og italiensk og havde sit første møde med vesteuropæisk kultur. Det ufrivillige ophold varede i to år, hvorefter familien rejste tilbage til Iraklion.
I 1902 rejste den unge Kazantzakis til Athen for at studere jura, som han afsluttede i 1906. Året efter tog han til Paris for at læse videre. Her kom han i forbindelse med filosoffen Henry Bergson, der ligesom Nietzsche, som han var meget optaget af, skulle komme til at betyde meget for hans filosofiske udvikling.
Via Firenze og Rom vendte Kazantzakis i 1909 tilbage til Kreta, hvor han udgav sin afhandling om Nietzsche under sit eget navn. Tidligere havde han altid udgivet sine bøger og avisartikler under forskellige pseudonymer, såsom Karma Nirvami, Akritas eller Petros Psiloritis.
Året efter flyttede han til Athen, hvor han tjente til livets ophold ved at oversætte filosofiske og videnskabelige skrifter.
I 1911 giftede han sig med Galateia Alexiou på Kreta, men parret flyttede straks efter brylluppet tilbage til Athen.
Under Balkankrigene gjorde Kazantzakis tjeneste på premiereministerens særlige kontor.
I 1914 lærte han digteren Angelos Sikelianos at kende og sammen rejste de på en "pilgrims- og mental udviklingsrejse" til munkesamfundet Agion Oros i Nordgrækenland. Året efter rejste de uadskillelige venner sammen rundt i Grækenland i jagten på "en bevidsthed om jorden og vores race".
I 1917 forsøgte Kazantzakis forgæves at drive en kulmine ved Prastova på Peloponnes sammen med Giorgis Zorbas, der senere blev inspirationskilde til hans roman om Zorba.	Kazantzakis og Angelos Sikelianos
Næste år var han at finde i Schweiz, hvor han bl.a. opsøgte de steder, hvor Nietzsche havde holdt til.
I maj 1919 udnævnte Venizelos ham til leder af det nyoprettede sundhedsministerium, men allerede to måneder efter stod han i spidsen for Delegationen for Repatriering af Grækere i Kaukasus. Arbejdet med at repatriere de 150.000 grækere var ikke altid lige let, som det fremgår af hans noter fra august, hvor han har beskrevet samarbejdet med Venizelos som "koldt, uvenligt, fjendtligt" og selve arbejdet som "frygteligt og febrilsk".
Da Venizelos' liberale parti året efter tabte valget, forlod Kazantzakis sundhedsministeriet og rejste til Tyskland. Et par måneder senere vendte han atter tilbage til Grækenland, hvor han tilbragte sommeren på Kreta.
I 1922 skrev han sin "Askitiki", sin filosofiske trosbekendelse, i Berlin. Her hørte han desuden om Den Lilleasiatiske Katastrofe, der berørte ham meget. I Tyskland lod han sig inspirere af forskellige revolutionære ideer, der satte hans tidligere aristokratiske tænkemåde på prøve.
I 1924 vendte han tilbage til Kreta, hvor han lærte Eleni Samiou (der senere skulle blive hans anden hustru) at kende. Om sommeren det følgende år rejste han fra Kreta og efter at have besøgt Kykladerne rejste han videre til Sovjetunionen som udsending for avisen Eleftheros Logos. Samme vinter indgav Galateia skilsmissebegæring, og om foråret blev de skilt, mens Kazantzakis var i Palæstina sammen med bl.a. Eleni Samiou. Kazantzakis vendte tilbage til Grækenland i maj 1926, hvor han og hans rejsefæller i avisen Eleftheros Typos udgav deres rejseoplevelser. I efteråret rejste han til Spanien og Italien, hvor han bl.a. interviewede Mussolini. Om vinteren mødte han for første gang Pandelis Prevelakis, og det skulle blive starten på et livslangt venskab.
Efter i januar og februar 1927 at have været i Ægypten slog han sig i foråret ned på den græske ø Ægina for at arbejde på sin "Odysseia". Han blev færdig med den i september, men lod den ligge i tre år, inden han gennemarbejdede den igen.
Senere på året rejste han rundt i Sovjetunionen, hvor han lærte Panait Istrati at kende. Sammen rejste de til Grækenland, og ved et stort arrangement i Alhambra teatret i Athen holdt de begge taler om Sovjetunionen. Det bevirkede, at han og Istrati blev tvunget til at indstille deres politiske arbejde. Den berammede retssag mod Kazantzakis blev dog aldrig til noget, så i stedet rejste han tilbage til Sovjetunionen for at mødes med Istrati igen. Sammen rejste de rundt i Sovjetunionen indtil slutningen af året, hvor de skiltes, og Kazantzakis fortsatte rejsen alene, indtil han i april rejste til Berlin, hvor han skrev rejsebeskrivelser fra Sovjetunionen til Köelnische Zeitung.
Samme år (1929) slog han og Eleni Samiou sig ned i Gottesgab i Tjekkiet, hvortil de vendte tilbage flere gange de følgende år. På den tid forsøgte den græske kirke at anklage ham for ateisme på grund af hans bog "Askitiki", men retssagen, der skulle have fundet sted 10. juni 1930, blev aflyst.	Istrati og Kazantzakis
I foråret 1931 skrev han på en fransk-græsk ordbog, som han og Prevelakis havde fået til opgave for et græsk forlag. Efter nogle måneder på Ægina rejste han, Eleni og Prevelakis til Frankrig til den store udstilling om kolonierne. Herefter vendte han og Eleni tilbage til Gottesgab, hvor Kazantzakis forsøgte at skrive sig gennem sorgen over moderens død marts 1932.
Senere på sommeren flyttede Kazantzakis og Prevelakis til Boulogne-sur-Seine, så de bedre kunne samarbejde. Arbejdet gik trægt, men de fik da lavet nogle oversættelser. Samtidig oversatte Kazantzakis Dantes Guddommelige Komedie. Om efteråret rejste han alene til Spanien, hvor han i december fik underretning om sin fars død. Denne gang valgte han at rejse gennem hele Spanien med tog for at få så mange indtryk, at han kunne glemme sine følelser.
	Kazantzakis og Prevelakis
I foråret 1933 rejste Kazantzakis tilbage til Grækenland, hvor han omskrev sin "Odysseia" for fjerde gang, samtidig med at han skrev og udgav sine indtryk fra Spanien. En stor del af 1934 gik med at skrive skolebøger.
I februar 1935 rejste Kazantzakis med et fragtskib til Østen, men allerede i juni var han tilbage på Ægina, hvor han havde købt en grund for at bygge sig et hus. Det meste af vinteren var han optaget af den femte omskrivning af "Odysseia". Det følgende forår gik med forskellige skriverier og byggeriet, men i efteråret rejste han som udsending for avisen Kathimerini til det borgerkrigshærgede Spanien.
I foråret 1937 var han igen på Ægina, hvor han omskrev "Odysseia" endnu engang. I september rejste han rundt på Peloponnes for avisen Kathimerini.
Han brugte det meste af 1938 til at færdiggøre den endelige udgave af "Odysseia", der udkom i december. Næste år rejste han tre måneder til England, og vendte først hjem til Ægina i december, da hans tragedie "Protomastoras" udkom med musik af M. Kalomoiris. Det følgende år skrev han sine rejseoplevelser fra England og rejste rundt på Kreta.
I det første år af Anden Verdenskrig var Kazantzakis optaget af at skrive det første udkast til sin bog om Zorba. Næste år lykkedes det ham at få rejsetilladelse af tyskerne til at tage en kort tur til Athen, hvor han mødte sin gamle ven Sikelianos. Resten af krigen sad han på Ægina optaget af sine mange projekter.
Efter borgerkrigens udbrud forsøgte han i 1945 at samle forskellige socialistiske grupper, hvilket førte til oprettelsen af Socialistisk Arbejderunion. Samme år var han en måned på Kreta som regeringsudsending for at registrere tyskernes krigsforbrydelser. Det var et sørgeligt syn, som han beskrev sådan i et brev til Eleni:
Vi er endnu i Chania! Vores bil er gået i stykker, og vi kæmper for at finde andre dæk eller for at få englænderne til at give os en ny. Men der er ikke flere biler på Kreta, så vi har store vanskeligheder. I går lånte vi biskoppens bil og kørte ud til nogle landsbyer. Der er stor nød på Kreta. I en landsby var det kun sortklædte kvinder, der modtog os, for deres mænd er skudt af tyskerne. Hele landsbyer er brændt ned til grunden, alt ligger i ruiner. Folk har hverken gafler, glas, tøj eller vin, og de græder over, at de ikke kan beværte os. Det gør ondt helt ind i hjertet.
I efteråret giftede han sig med Eleni, og det var Angelos og Anna Sikelianos, der forestod vielsen. Kort tid efter blev han udnævnt til minister uden portefølje i Sofoulis regeringen, men allerede i januar næste år trak han sig fra sin post og rejste til England for at diskutere efterkrigstidens problemer med repræsentanter fra den engelske litteratur- og kunstverden. Herefter rejste han til Paris, inviteret af den franske regering. Her besluttede han sig for at leve i udlandet permanent. Året efter udnævntes han til litteraturrådgiver i UNESCO, en stilling han kun beholdt i et år, da han indså, at det var umuligt for ham at hengive sig sit forfatterskab (han var i mellemtiden begyndt at oversætte nogle af sine værker til fransk). Om sommeren rejste han til Sydfrankrig og begyndte at skrive "Den evige vandring opad". Næste år slog parret sig permanent ned i Antibes, og Kazantzakis begyndte at skrive sine mange romaner, der meget hurtigt efter deres udgivelse blev oversat til andre sprog.
I begyndelsen af 1953 blev Kazantzakis indlagt på et hospital i Paris, hvor man konstaterede problemer med lymfesystemet. Svækket af sygdom arbejdede han dog ufortrødent videre med bearbejdelser af sine tidligere bøger.
I Grækenland ville kirken ekskommunikere Kazantzakis på grund af "Den sidste fristelse", men brede samfundslag tog hans parti. Det følgende år fordømte Paven bogen, hvilket fik ham til at skrive:
Jeg bliver altid forundret over folks snæversyn og hårde hjerter. Her er en bog, jeg har skrevet optændt af en dyb, religiøs følelse og med en brændende kærlighed til Kristus. Men Kristus' repræsentant, Paven, forstår intet, han kan ikke føle den kristne kærlighed, den er skrevet med, men fordømmer den. Men det er helt i overensstemmelse med nutidens pauverhed og slaveri, at jeg bliver fordømt.
Hele december lå Kazantzakis til observation på Universitetsklinikken i Freiburg, hvor han fik konstateret leukæmi. Da han i januar næste år vendte tilbage til Antibes, fik han at vide, at den græske kirke havde opgivet sin forfølgelse af ham. Samtidigt bad filmselskabet Fox ham om at skrive et manuskript til en film om Grækenland. Det færdige scenarium blev dog ikke godkendt.
Om sommeren rejste parret til Italien og videre til et sanatorium i Schweiz. Her begyndte Kazantzakis på "Rapport til Greco". Da de vendte tilbage i august, arbejdede han på Jules Dassins scenarium til "Den evige vandring opad", der blev optaget det følgende år og vist ved filmfestivalen i Cannes i 1957.
I 1956 modtog han fredsprisen i Wien, og det følgende år foretog han sin sidste rejse - til Kina og Japan. Flyveturen hjem gik over København, hvor Kazantzakis kom i behandling på Rigshospitalet. Tre uger efter blev han overført til Universitetsklinikken i Freiburg, men hans helbred forværredes, og 26. oktober 1957 kl. 22.20 døde Nikos Kazantzakis.
Hans båre blev bragt til Grækenland og fløjet videre til Iraklion, hvor han 5. november blev begravet fra Agios Minas kirken og båren ført til Martinego bastionen på byens venezianske bymure.


Fra højtideligheden i Agios Minas kirken		Ligtoget ankommer til Martinego bastionen
	Kisten sænkes i graven

	Billederne stammer fra Giorgos Anemogiannis' bog
	"Nikos Kazantzakis, 1883-1957 Eikonografimeni viografia"