Uddrag fra Walter Christmas' bog: Kong Georg 1, prins af Danmark.

I november foreslog Rusland at udnævne Prins Georg af Grækenland til Kretas Guvernør eller Overkommissær (haut commissaire des puissances). På trods af Sultanens protester og enkelte indvendinger fra særlig tyrkervenlige regeringer, modtog Prinsen tilbudet og ankom til Kanéa d. 21. december 1898.

Prins Georg måtte forpligte sig til at "anerkende Sultanens suverænitet og tage de nødvendige forholdsregler til at lade de fire stormagters løfte ske fyldest, så at Tyrkiets flag kunne vaje fra et af øens befæstede punkter."

De tyrkiske tropper overførtes til Smyrna og Konstantinopel, med dem fulgte bey'er og valier, aga'er og alle andre mohamedanske embedsmænd. Kreta var endelig frigjort!

Den glæde og stolthed, den jublende følelse af endelig at føle sig som frie mænd i et frit samfund, der bemægtigede sig kretenserne fra den ene ende af øen til den anden ved prins Georgs ankomst til Khanéa, er ikke til at beskrive med fattige ord. Uden med en antydning at søge sultanens samtykke, havde stormagterne valgt den græske konges søn til øens guvernør. Var det ikke det klareste tegn til - eller snarere bevis for - at Europa, samtidig med at opfylde kretensernes næsthøjeste ønske: løsrivelse fra Tyrkiet, stillede det allerstørste i udsigt: sammenslutning med Grækenland? Overdragelsen af styrelsen til kong Georgs søn kunne jo kun være forløberen for den endelige ordning, at kongen selv greb magtens tøjler. Meningen måtte kort og godt være, at Grækenlands hersker allerede nu styrede øen gennem sit dynasti.

Ingen fyrstesøn har nogensinde fået en mere begejstret modtagelse end den, der blev prins Georg til del på Kreta. Et smukt palæ i Khanéas forstad Chalépa blev ham anvist som residens; 200.000 drachmer om året fastsattes som civilliste - en meget antagelig sum, når hensyn tages til øens fattigdom. En stor opgave blev prinsen betroet, nemlig udviklingen af alle indre forhold på øen: Skole- og fattigvæsen, anlæg af veje, ophjælp af agerbrug, skovdrift, kvægavl, industri, minevæsen, skibsfart, finansernes ordning, reformer på retsvæsenets område, i alle grene af administrationen, oprettelsen af politi og gendarmeri, ordning af møntvæsen, toldforhold og meget, meget mere. Her var en lejlighed til at skabe, forme, udvikle.

Og betingelserne, hvorunder der skulle arbejdes, var så vel betryggede som muligt. fire stormagter stod vagt om det lille ørige, skærmende mod alle farer udefra, opfyldte af velvilje og rede til at yde støtte, om sådant gjordes behov. Kun ét fordrede disse stormagter til tak for ydet hjælp og som betingelse for fremtidigt venskab: at Kreta nu nøjedes med den form for selvstyre, der var blevet øen tildelt - blot foreløbig - så der kunne komme ro i denne før så besværlige krog af Europa. Så snart de storpolitiske forhold måtte gøre det tilrådeligt, ville Grækenlands anneksion af øen blive tilladt - om den mening med magternes optræden kunne der overhovedet ikke rejses tvivl.

Desværre, denne ene fordring blev ikke honoreret, megen fortrydelse opstod heraf.

Den 6te januar udnævnte prinsen en komité på 15 medlemmer, og overdrog den det hverv at udarbejde en konstitution. Denne, der blev vedtaget af stormagterne, er et klart udtryk for den uafhængighed, der tilstodes "Kreta med omgivende øer" som stat. Prinsen havde ret til at afslutte traktater (conclure des conventions), slå mønt og uddele udmærkelsestegn. Han var krigsstyrkens overhoved, udnævnte og afskedigede embedsmænd, udstedte lovene, havde benådningsret osv.

Da toldspørgsmålet skulle ordnes, protesterede sultanen imod Kretaregeringens frie bestemmelsesret, men lord Salisbury meddelte den tyrkiske gesandt i London, Anthopoulos Pascha, at de fire stormagter udtrykkelig havde givet prins Georg ret til at kræve samme told af tyrkiske som af alle andre udenlandske varer. Dermed var den sag afgjort.

Kreta havde påtaget sig den årlige forrentning af en del af Tyrkiets statsgæld. Prins Georg indgik da en ordning med Ottoman-Banken i Konstantinopel, hvorefter forrentningen kapitaliseredes og omsattes til en sum af 1.500.000 francs samt øens saltmonopol. Således overskares også dette sidste og svage bånd, der endnu forbandt Tyrkiet med dets tidligere besiddelse. Ved slutningen af 1901 formåede stormagterne endelig sultanen til at anerkende de af kretensiske myndigheder udstedte pas og det særlige kretensiske flag, der var blevet vedtaget for øen.

Medens forholdene således i mange punkter udviklede sig til alles tilfredshed, var der adskillige, som ikke var egnede til at vedligeholde, end sige øge, den hjertelige forståelse og gensidige tillidsfølelse, der fra første færd havde hersket mellem overkommissæren og hans undersåtter. Uheldigt var det især, at prinsen blev uenig med sin justitsminister, den højtbegavede, men ret selvrådige kretenser Venizélos, Grækenlands senere ministerpræsident. Venizélos trak sig tilbage fra ethvert samarbejde med regeringen, og da hans indflydelse på øen var overmåde stor, dannede der sig hurtigt en stedse voksende opposition med overkommissærens politik og regeringsforanstaltninger.

Det kretensiske deputeretkammer bestod af 70 medlemmer. Af disse gav konstitutionen overkommissæren ret til at vælge de 10; desuden udnævnte han alle øens borgmestre samt en del af municipalrådene. Ved valgene 1903 beskyldte oppositionen regeringen for at udøve valgtryk; misfornøjelsen bredte sig og antog endog i landsbyen Lakkous formen af væbnet demonstration.

Prins Georg besidder mange af de egenskaber, der måtte kræves af den mand, som skulle lede Kretas urolige befolkning gennem mellemstadiet som autonomt rige: en klar intelligens, betydelig kundskabsfylde, en såre hjertevindende og sympatetisk optræden. Men prinsens retlinede karakter og noget stejle fastholden ved enhver personlig opfattelse, han anså for den rette, var uforenelig med den smidighed, der kunne have lettet ham stillingen som diplomatisk og politisk overkommissær. Det blev i det lange løb en næsten umulig opgave at dæmpe kretensernes evig kogende utålmodighed efter at nå deres hjerteønskers opfyldelse, balancere mellem fordringsfulde generalkonsuler og ofte ret arrogante chefer for de fremmede troppekontingenter, der stadig holdt øen besat. Dertil kom det åbne brud mellem prinsen og hans mest indflydelsesrige rådgiver Venizélos, et brud, der hurtigt medførte forviklinger og vanskeligheder af forskellig art.

Prins Georgs stræben gik ud på først og fremmest at skabe ro på øen og foreløbig kun lægge vægt på udviklingen af alle materielle hjælpekilder. Mens hans kære undersåtter ville ikke nøjes med en rolig udviklings velsignelser. Uafladelig fordrede de henvendelser til stormagterne om øjeblikkelig sammenslutning med Grækenland. Disse henvendelser førte ikke til noget resultat. De var kun egnede til at holde den kretensiske befolkning i uafbrudt spænding og utålmodighed; følelser der efterhånden - og på højst uretfærdig vis - vendte sig mod selve overkommissærens person. Regeringens modstandere gik så vidt, at de beskyldte prinsen for mangel på interesse for den nationale sammenslutning, fordi han ønskede at bevare sin stilling. Overfor sådanne tåbelige sigtelser tøvede prins Georg ikke med at erklære sig rede til at nedlægge værdigheden som overkommissær, hvis vælgermajoriteten ønskede det. Imidlertid ville han dog endnu en gang vise sin villighed til at arbejde for opfyldelsen af kretensernes store ønske, og foretog derfor en rundrejse til stormagterne for personlig at bevæge dem til at lade sammenslutningen med Grækenland finde sted. Samtidig ville prinsen virke for opnåelsen af et lån til udvikling af sin øs indre forhold, og endelig søgte han at formå magterne til at trække de internationale troppeafdelinger tilbage.

Stormagterne gav sig god tid til overvejelser af prinsens henvendelse. Misfornøjelsen fik rigelige stunder til at brede sig. Da seks måneder var forløbet, inden det længselsfuldt ventede svar fra magterne var indløbet, tilspidsedes situationen på den mest faretruende måde. 1.500 kretensere, understøttet af de altid kampberedte sphakioter, samledes i landsbyen Thérisso 5 kilometer sydøst for Khanéa. Marts 23, 1905 vedtog denne forsamling "Kretas politiske forening med Grækenland til én og den samme frie og konstitutionelle stat".

Nu fulgte begivenhederne slag i slag. Stormagterne nægtede at opfylde Thérisso-forsamlingens ønske; prins Georgs stilling blev svagere og mere uholdbar for hver måned, der forløb, medens hans to betydeligste modstandere, Venizélos og Manos - Khanéas tidligere borgmester - samlede det store flertal om sig. Så truende tegnede forholdene sig, at stormagterne anså det tilrådeligt at sende forstærkninger til øen - 200 franskmænd, 150 russere og 500 engelskmænd. Kretenserne, der allerede havde ladet geværerne knalde trindt om på øen, forstod endelig, at på den måde ville de kun hurtigt forskærtse magternes velvilje og ødelægge, hvad der med så stor møje var bygget op. Det lykkedes Venizélos at tale sine landsmænd til fornuft. De opskræmte muselmænd beroligedes ved udnævnelsen af Mechmed Bey til borgmester i Khanéa; fra stormagternes side lovedes forglemmelse og tilgivelse for alle synder, om øboerne blot ville nedlægge våbnene. Dette skete, og almindelig amnesti udstedtes d. 25. november, otte måneder efter urolighedernes udbrud.

Det siger sig selv, at overkommissærens stilling just ikke var af den misundelsesværdigste art. Som prinsen i æventyret var han draget til Kreta, denne Torneroseø, hvor alle muligheder slumrede og kun ventede på berøring af tryllestaven for at vågne til live. Men æventyret var blegnet under virkelighedens skarpe dagslys; den skønne prinsesse havde forvandlet sig til en skare trolde, som det ikke var muligt at holde styr på. Prins Georg følte sig træt og miskendt. Med rette anså han en fastholden af magten som uforenelig med sin egen værdighed. Som den brave og ærlige mand, prinsen altid har været, besluttede han at meddele øens befolkning, den græske konge og stormagtsrepræsentanterne sin beslutning om at nedlægge embedet og forlade Kreta. Denne beslutning bragte han til udførelse juli 1906.