Månedens historie/billede Se
Januar 2004 Tidligere måneder

 

Kalanda

 

Kalanda kaldes de sange, børn synger i forbindelse med de store religiøse fester så som jul, nytår, Hellige Tre Konger og langfredag. Sangene er skrevet i et blomstrende sprog, der tydeligt er påvirket af de kirkelige traditioner.

 
Nu om dage høres kalanda stort set kun på landet, hvor børnene går fra hus til hus og synger. Selvfølgelig håber de, at døren bliver åbnet, og husets beboere giver dem lidt lækkerier eller småmønter (sml. vores fastelavn), hvorefter der afsluttes med et lille takkevers. Hvis børnene derimod ikke får noget, synger de i stedet et smædevers - i al godmodighed.

I nytårssangene synger børnene om Agios Vasilios - grækernes julemand, som dog først besøger de græske hjem nytårsaften. Agios Vasilios (Basileios den Store, 330-379) var oprindeligt biskop i Caesarea i Kappadokien i det nuværende Tyrkiet, hvor han organiserede velgørende institutioner for de fattige og udviklede regler for det spirende munkeliv. Det fortælles desuden, at han hjalp lokalbefolkningen mod en grisk skatteopkræver:

 

Da skatteopkræveren skulle besøge området, bad Vasilios befolkningen om hver især at aflevere en kostbar genstand. I samlet flok gik de skatteopkræveren i møde, og denne blev så forbløffet over Vasilios' autoritet og tro, at han opgav at indkræve skatten. Da kostbarhederne senere skulle tilbageleveres, opstod der problemer, idet mange af gaverne var ens. Vasilios fik derfor den idé, at man skulle lave nogle kager, hvori han anbragte de forskellige værdigenstande. Derefter fik hver familie en kage, der indeholdt netop den gave, som de havde givet!

 
Denne tradition har grækerne videreført, og hvert nytår bages en vasilopita, hvori der er gemt en mønt.

 

Gammel nytårskalanda
En ny måned begynder, et nyt år begynder, januar begynder,
hvor Kristus kom for at færdes på jorden.
Dér hvor han trådte, sprang en gylden palme frem,
en gylden palme, en gylden gren, en gylden perle.
Gyldne var dens grene og helt af sølv dens krone,
og ved dens rod stod skrifter skrevet.
Præster læste dem, hjælpepræster besang dem,
men en lille præsteaspirant ville ikke besynge dem,
så læreren slog ham med sin gyldne stok.
Han brød ud i gråd og løb ned til kysten,
hvor han så mester Vasilios, der førte sit oksespand.
- Vær hilset, Vasilios, du har et smukt oksespand.
- Smukt er det, min ven, smukt og velsignet,
for Kristus har velsignet det med sin højre hånd,
med sin højre og med sin venstre hånd af pureste guld.
- Sig mig, min gode Vasilios, hvor mange modier  (1 modi = 8,75 liter)  sår du?
- Af hvede sår jeg tolv, af byg hele tretten,
af foder og ærter har jeg atten til forspiring i min stald.

 
- Men dig, ædle herre, tilkommer det bedste oksespand,
det røde og det gyldne med horn så store som alterlys,
for din plov er lavet af kyskhedstræ og åget af laurbær
med overdel af gyldne perler.
Dig tilkommer det også at spise frisk og lækkert brød,
at smage mandelblomster i din salat.
Det tilkommer dig, ædle herre, at sidde på stol,
mens din ene hånd tæller op, og den anden låner ud.
Dig, ædle herre, tilkommer en gylden trone,
hvor du kan sidde og regere med din guldkrone.
Fik vi ønsket, at vores ædle herre må blive gammel,
og drage som pilgrim til Kristi hellige grav?

 
Men nu vi har lovsunget vores ædle herre, vil vi lovsynge hans frue.
- Du ædle frue, du er høj og slank, og dine øjenbryn er buede,
dit ansigt er som solen, dit bryst som månen,
dine øjenbryn som ravnens vinger.
Men, ædle frue, din kjole er nu ikke syet pænt,
så send den til mig en aften, og jeg skal sy den pænt
og brodere ørne og kongeørne, fugle og svaler på den
samt den tifold stolte agerhøne,
der klukker hver morgen, så alle nattergale blegner.

 
- Nu vi har lovsunget fruen, vil vi også lovsynge datteren.
Du har en smuk datter, som selv den lærdeste mand begærer,
men selv om han er lærd, kræver han stor medgift.
Han kræver vinmarker, der bugner af druer, og marker fulde af hvede,
han kræver hele Venedig med alle dets paladser.

 
- Nu vi har lovsunget datteren, vil vi lovsynge sønnen.
Du har en søn, der er højt uddannet,
og som er værdsat i hele riget,
han rider og hilser, stolt stiger han af sin hest,
og dér hvor hans sorte hest træder, springer kilder frem.

 
- Nu vi har lovsunget sønnen, vil vi lovsynge tjenestepigen.
Tænd kærten, lille tjenestepige, tænd også olielampen,
sæt dig ned og tænk over, hvad du vil give os.
Endnu har du ikke fundet slåen, så du kan åbne døren
og give os noget. Senere kan du lukke den igen.
Enten røget kød, en pølse eller lidt gedekød
eller et lille æg fra den sorte høne -
to, hvis det er fra den hvide.

 
(Takkevers)

 
Her, hvor vi har sunget, har de beværtet os godt,
gid de må leve længe og tjene vel,
så de kan se deres søn sidde stolt i sin saddel,
og gid der for hvert skridt, han rider, må falde guldmønter til jord.
I ønskes et rigtigt godt nytår!