Månedens historie/billede Se
September 2004 Tidligere måneder

 

Tou Tsouli to mnima

 

Omkring år 1800 boede der i landsbyen Aski, vest for Lassithi højsletten, en tyrkisk janitshar ved navn Tsoulis. Han var kraftig af bygning, en god skytte og områdets skatteopkræver. Da han tillige var en livsnyder og også kunne spille lyre og violin, arrangerede han ofte danseaftener, når han drog op til Lassithi højsletten for at inddrive skatter. Det gav ham samtidig lejlighed til at flirte med de unge piger.

 
Lassithioterne var efterhånden godt trætte af hans usømmelige opførsel, så syv unge mænd besluttede sig for at tage sagen i egen hånd. De lagde sig i skjul i passet Selí tis Chortasás og ventede på, at Tsoulis skulle komme forbi.

 

 
Da han så de unge mænd, blev han grebet af frygt, for han forstod straks, hvad der ventede ham. De unge mænd kastede sig over han, rev ham af hesten og halshuggede ham.

 
De kastede ham hid og did i Chortasás i kløften,
hans hoved skar de af med kniv og lagd' det i hans taske,
og med et dask på dyrets bag de til Aski det sendte.
 

 
Det hovedløse lig blev senere begravet i passet, der efter det voldsomme mord blev stedet kaldt Tou Tsouli to Mnima (Tsoulis' grav).

 
Der findes også en anden version af historien om janitsharens død:

 
Boubis' enke boede med sine børn i nærheden af landsbyen Agios Georgios. Hun havde en datter, hvis skønhed var kendt over hele sletten. Rygtet om hendes skønhed kom også Tsoulis for øre, og da han så hende, blev han straks dybt forelsket i hende, men hun afslog kategorisk hans tilnærmelser.

 
Tyrkeren følte sig ydmyget, og efter en munter aften i Plati greb han fat i hende, løftede hende op på sin hest og red mod Aski.

 
Mens hendes bror, Michalis, vogtede får, fik han det frygtelige budskab: Tsoulis har bortført din søster!

 
Michalis for straks af sted og indhentede dem ved Selí tis Chortasás, hvor han fra en klippe skød bortføreren med sin muskedonner. Således blev både Lassithi og hans søster befriet for Tsoulis. 

 
Efterfølgende har det været tradition, at forbipasserende samler en sten op og kaster den hen på Tsoulis' grav, mens de udslynger eden: "Gid det må gå alle tyrkere ligeså!".

 

Det skal dog med retfærdighed tilføjes, at da jeg besøgte stedet i forsommeren, tog jeg en hyrde med i bilen. Under turen til hans fårefold fik vi god lejlighed til at tale om historien om Tsoulis, men han kendte intet til traditionen.