Månedens historie/billede Se
November 2004 Tidligere måneder

 

Væven

 

Allerede på græske vaser fra 500 år f. Kr. ses afbildninger af væven, der gennem tiderne har haft stor betydning for den græske landfamilies husholdning. På væven fremstillede kvinderne familiens tøj, sengelinned m.m., samt håndarbejder, der blev solgt for at supplere de sparsomme indtægter.

 

 

I flere kretensiske bjerglandsbyer er væven stadig et flittigt benyttet redskab i mange hjem.

 

Derfor har den kendte kretensiske lyrespiller Kostas Mountakis (1926-91) også indspillet en sang om væven og ikke mindst væversken:

 

Ak, denne din væv, den gør mig skør, du godeste,
når jeg går gennem den gyde, hvor du bor,
du forføriske kvinde.

 

Dagen lang lyder det: tak, tak, tak,
tuk, tuk, tuk, tuk fra din væv,
både dit stof og du selv frister mig over evne.

 

De hundred sytten pynteting,
som du væver på din væv,
gør landsbyens drenge helt vilde.

 

Dagen lang lyder det ….

 

Hvis jeg vidste, at du var alene,
ville jeg - hver gang jeg går forbi -
standse op og synge dig en kærlig sang.

 

Dagen lang lyder det ….

 

Det er en langvarig proces fra ulden klippes af fårene, til den er færdig som brugbart klædestof, idet det stadig er almindeligt med håndspinding. Med den ene hånd trækker spindersken ulden ud til en tynd tråd, som hun med den anden hånd ruller sammen og vikler om håndtenen.

Inden garnet bliver vævet, skal det farves - ofte i flere omgange. 

 

Det færdigvævede stof er hårdt og stift og skal derfor først blødgøres i en kraftig ludblanding (valkning), inden det er egnet til beklædning.


En myte fortæller, at Satan havde en uregerlig søster, der dagen lang rendte omkring i byen, sladrede, bagtalte og i det hele taget lavede så mange djævelske handlinger som muligt.

 

Satan havde stort besvær med at holde hende hjemme, så en dag bandt han hende fast inde i huset. Alligevel lykkedes det hende at komme fri og undslippe.
For at det ikke skulle gentage sig, måtte Satan finde på noget, det kunne holde hende beskæftiget inden døre, og derfor opfandt han væven.