Månedens historie/billede Se
December 2018 Tidligere måneder

 

Tårnhuse

 

Mange af de fæstningsværker, man ser rundt om på Kreta, stammer fra den venezianske periode. En særlig kategori af disse er de såkaldte tårnhuse – pyrgospita. Det er høje, befæstede huse, der sikkert er anlagt på steder, hvor det ikke kunne betale sig økonomisk at opføre en rigtig fæstning, eller hvor topografien gjorde det mere bekvemt med et tårnhus.

 

 

De fleste af tårnhusene er givetvis opført hen mod slutningen af venezianertiden, da piratangreb fra søsiden gjorde det besværligt at bo i nærheden af havet. De fleste af husene er dog opført et stykke inde i landet, hvor de sikkert har haft en dobbelt betydning, både som tilflugtssted ved angreb og som udkigsposter, hvor man kunne se fjenden nærme sig. Faktisk besluttede det venezianske senat i 1573, at der skulle bygges en række varslingstårne, torette di aviso, langs Kretas kyster i en sådan afstand, at de kunne kommunikere med hinanden. Der findes også anvisninger på, hvordan tårnhusene skulle opføres: de skulle have en højde på 25-30 fod, en diameter på 10-12 og en murtykkelse på 3 fod.
 

 

På postkort ser man ofte et tårnhus, der ligner et menneskeligt ansigt. Det ligger i landsbyen Giannoudi, nogle få kilometer syd for Rethymno. Desværre er der blevet opført en veranda i nabohuset, der tager en del af udsigten til tårnhuset.

 

 

Et andet sted, man støder på tårnhuse er i den nærliggende landsby Maroulas, hvor der er ikke mindre end to tårnhuse.

 

 

Også på Østkreta møder han tårnhuse, f.eks. nord for landsbyen Myrsini på vej til Sitia. I dalen ud mod kysten ligger et smukt lille tårnhus med tre etager. Ved siden af tårnhuset ligger en mindre kirke, hvor navnet Vitsentzos (Vincenzo) Kornaros efter sigende skulle være indridset, sammen med dateringen 1677. Der er sandsynligvis tale om en efterkommer af digteren (1553-1613) af samme navn, der er ophavsmand til det store digt Erotokritos.
 

 

Endnu østligere ligger en forladt veneziansk landsby ved navn Voila i nærheden af Chandras. Også her findes ruinerne af et prægtigt tårnhus.