| Når
man på vejen til Sougia har passeret højderyggen Tsi Petras to Seli, kører
man ind i Øst-Selino distriktet. Det består hovedsageligt af den
frodige dal, der - omkranset af Lefka Ori mod øst, Apopigadi bjerget
mod nord, Agios Dikios bjerget mod vest - strækker sig helt ned til
Sougia og det Libyske Hav.
|
|
| Øst-Selino
er ud over sine 1.000-årige oliventræer også kendt for den smukke
Agia Eirini kløft, der begynder ca. 1 km efter landsbyen af samme navn
- i det kvarter, der kaldes Pentariana.
|
 |
Ved
indgangen til den otte km lange kløft ligger et traktørsted på
venstre hånd. |
| Her
bør man unde sig selv at stoppe op, for bag det ligger en bro fra
Kretas selvstændighedsperiode, og på den modsatte side af vandløbet
to gamle kirker. |
|
 |
På
Agios Georgios kirken fra 1460 er taget styrtet sammen for længe siden,
men alligevel er freskomalerierne utroligt velbevarede. |
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
| Den
anden kirke er en Kristuskirke fra 1357. Desværre er den som oftest aflåst,
hvilket man kun kan beklage, da den er udsmykket med mange smukke
freskomalerier. |
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
 |
Bag
kirkerne står flere gamle oliventræer. |
| Men
lad os vende tilbage og fortsætte turen gennem kløften. |
|
|
|
 |
Ret
hurtigt møder man et skilt, der viser vej til Fygou, en kløft, som områdets
indbyggere tidligere benyttede, når de skulle til Omalos højsletten.
Her lå også en bebyggelse ved navn Polla Spitakia (Mange Huse). Den
blev opført af frihedskæmpere i begyndelsen af det 19. årh., efter at
tyrkerne havde angrebet og brændt deres landsbyer ned. Her boede de med
deres familier, indtil den tyrkiske janitshar Kaouris også angreb og ødelagde
deres nye by. |
|
|
|
| I
et gammelt håndskrift skriver præsten Konstantinos Fiotakis: "I
1822, da tyrkerne i Selino var forsamlet i Kandanos, forsøgte de
gentagne gange under ledelse af Kaouris at angribe landsbyerne Agia
Eirini, Epanochori, Prines og Tsiskiana. De satte ild til indbyggernes
huse og tvang dem således til at søge tilflugt i den nærliggende kløft,
hvor de byggede huse, der i dag er bevaret som en stor bebyggelse. Her
boede indbyggerne fra førnævnte landsbyer i syv år…"
|
| I
1829 var næsten alle mændene draget til Anopoli for at kæmpe, så
byen lå ubeskyttet hen, og tyrkerne kunne derfor uhindret ødelægge
byen og dræbe alle kvinder og børn. Der var kun blevet to mænd
tilbage, som forgæves forsøgte at gøre modstand, men blev dræbt i
den nærliggende hule Choirotrypa, hvor de havde søgt tilflugt.
|
| Snart
efter støder man på et stort vandreservoir, opført af skovtjenesten,
samt en "rasteplads". |
|
 |
Kort
efter kommer man til en stor klippeblok, der stadig fungerer som en udendørs
kirke til Agios Ioannis. |
| Videre
fremme kommer man til en stejl skrænt. Her slynger stien sig ned i
dybet forbi det store stenskred - det eneste lidt svært fremkommelige
sted i kløften. Resten af turen er uden besværligheder. |
|
|
|
|
|
|
|
 |
|
 |
|
|
|
|
|
|
|
|
| Det
sidste stykke løber stien langs flodlejet. |
|
 |
Ved
udmundingen af kløften ligger en gammel bro. |
|
|
|
|
|
