Seværdigheder - Chania Amt

Omalos højsletten

 

 

Turen til Omalos Omalos

 

Omalos højsletten er dannet af flere forskellige geologiske processer, der har bevirket, at området har "sat sig", som det fremgår af skitsen fra geologen Fasoulas' bog om Kretas geologi. Sidenhen er eroderet materiale skredet og skyllet ned fra de omkringliggende bjerge og har dannet den frugtbare jord.

2.  Klipper bestående af fyllit og kvarts
3.  Trypali-laget
4.  Plattenkalk
5/6.  Gigilos-laget
7.  Lagdelt dolomit


Selv om sletten ved første øjekast ser helt plan ud, er der alligevel en højdeforskel på 200 m mellem det lavest liggende punkt (1.047 m) ved indkørsel fra Chania og Xyloskalo (1.236 m) ved nedgangen til Samaria kløften. Der er i alt tre udgange fra sletten: Vejen mod Chania i slettens nordlige hjørne, vejen mod Agia Eirini i det sydvestlige hjørne og Xyloskalo i det sydøstlige hjørne.

Sletten er 25 km2 og anvendes nu hovedsageligt til græsning af fåre- og gedeflokke samt lidt landbrug (dyrefoder og kartofler). På Omalos findes der kun en samlet bebyggelse, der er opkaldt efter sletten. Den ligger i den nordlige del og består af nogle hoteller og restauranter samt et mejeri og nogle private huse. Ellers findes der kun få spredte huse.


Netop som man er kommet ned på sletten, ligger der en stor hule til højre for vejen. Hulen er ikke er synlig fra vejen, men ligger umiddelbart til venstre for den store hulning i klippen. Den går under navnet Tzanis' hule eller Chonos (= tragt). Tzanis, der var modstandsmand i de første år af tyrkertiden, holdt til i hulen.
Da hulen blev udforsket, viste den sig at være enorm med 3 km lange gange, der når ned i en dybde af 600 m. Gennem den føres overskudsvandet fra sletten ned til lavlandet og videre ud til havet.

 

 

Lidt efter Tzanis' hule ses på venstre side Chatzimichalis Giannaris' hus på toppen af en lille bakke. Det er et typisk eksempel på de såkaldte tårnhuse (pyrgospita), hvor man kunne forskanse sig i tilfælde af angreb.


Chatzimichalis Giannaris blev født i Lakki i 1831 og døde i 1916. Han levede således i en af de uroligste perioder i Kretas historie, og hele livet igennem deltog han da også i forskellige opstande mod tyrkerne. Selv om han blev taget til fange flere gange, lykkedes det ham altid at undslippe. Efter en særlig vanskelig flugt i 1860 fra Firkas borgen i Chania byggede han som tak den kirke til Agios Panteleimon, der ligger ved siden af hans hus. I 1877 vendte han tilbage fra Odessa, hvor han i en periode havde været sendt i eksil. Fra 1889 tilhørte han det konservative parti Karavanades (de kloge). Der var på det tidspunkt to partier, nemlig det konservative og et mere liberalt, hvis medlemmer gik under navnet Xypolytoi (de barfodede). I 1912 blev Giannaris medlem af regeringen under Kritiki Politeia (Kretas selvstændighedsperiode).

Bag huset er en mindre bygning med Giannaris' grav.


Det er også værd at kigge nærmere på de gamle landbrugshuse, zevgospita, hvor bønderne boede om sommeren. Nogle af husene, der alle ligger langs kanten af sletten, er i løbet af de sidste år istandsat og anvendes nu som sommerhuse.
I slettens østlige hjørne går en grusvej op til Kallergis hytten, hvor bjergvandrere kan søge ly eller overnatte.

 

 

Herfra er der en imponerende udsigt over Samaria kløften, Omalos sletten, og mod nord kan man lige skimte Chania og Theodoros øen.

 

 

Længst mod øst ligger indgangen til Samaria kløften. Stedet kaldes Xyloskalo (trætappe), efter den trætrappe, områdets hyrder havde bygget for at lette adgangen til kløften.


Oven over Xyloskalo ligger en restaurant, hvorfra der er en fantastisk udsigt over kløften med Pachnes og andre af Lefka Oris højeste tinder i det fjerne.
 

 

Mod syd ligger det grå bjerg Gingilos, hvor man med lidt held og tålmodighed kan se den berømte, kretensisk vildged, kri-kri.

 

 

Selv om Gingilos synes meget tæt på, er det dog nødvendigt at benytte den store kikkert, der er opstillet på terrassen.

 

 

Fra udgangen i slettens sydvestlige hjørne, hvor der også ligger lidt spredte huse, fører vejen til Selino distriktet, hvor man bl.a. finder Agia Eirini og Sougia.

 

Et stykke ud ad vejen møder man den lille Agios Theodoros kirke.
 

 

Se vinterbilleder fra Omalos
Se forårsbilleder fra Omalos

 

 

 

Generel oversigt