Seværdigheder - Chania Amt

Sougia

 

Sougia ligger ud til det Libyske Hav. Byen har en lang strand, der består af sand og småsten, alt efter vejret. Inden for de sidste 20 år er der blevet bygget meget i byen, så der nu findes mange hoteller, restauranter og barer.

 

 

Især i weekenderne er Sougia meget besøgt af folk fra Chania.

Ud over de dejlige badefaciliteter byder området også på andre oplevelser.
 

 

Sougia (Sýia) eksisterede allerede i oldtiden, hvor den var havneby for den antikke by Elyros, der lå ved det nuværende Rodovani. Der er stadig enkelte rester fra oldtiden - især på den ubebyggede side af flodlejet (Lakkos Zografou).


Af nyere seværdigheder kan nævnes Agios Panteleimonas kirken, der er bygget oven på en oldkristen basilika, der sandsynligvis blev ødelagt, da saracenerne besatte øen i det 9. årh. Det siges, at en kvinde fra den nærliggende landsby Livadas drømte, at der havde ligget en kirke på stedet, og at den burde genopføres.

Sougia har også en lille havn, hvorfra der er forbindelse til Agia Roumeli - Loutro - Sfakia om formiddagen og Palaiochora om eftermiddagen.


Havnen er et besøg værd, da man tydeligt kan se den gamle vandlinje ved det vestlige havneindløb. 

Desuden ligger indgangen til Sougia-kløften her.

 

 

 

 

Sougia kløften

Trænger man til at trække sig lidt tilbage fra det undertiden hektiske badeliv, er en tur ind i kløften en sand lise for sjælen.

 

 

Det kan være lidt svært at forcere en stor klippeblok i starten af kløften, men herefter er der ikke flere vanskeligheder. Kløften er fra første færd imponerende med sin frodighed og stejle klippesider.

 

Der er et rigt fugleliv, kun afbrudt af enkelte får eller geder med deres klokker.
 

 

Efter ½ times gang er der en sti til venstre, der fører op til plateauet mellem Sougia og Lissos.

 

 

Herfra er der en smuk udsigt ned over Sougia bugten og over til Lefka Ori.


Fra plateauet er det muligt at komme ned til det antikke Lissos.

 

 

 

Generel oversigt