Interview med Artemis Papadakis fra Theriso

 

Hvordan var livet i Theriso før i tiden?



Venizelos' hus i Mournies
Det var vanskelige tider i gamle dage, før Venizelos kom til magten. Faktisk stammer Venizelos slet ikke fra Kreta, idet hans far var fra Kythira. Faderen kom til Chania som småhandlende, og han har tilsyneladende været en meget dygtig købmand, for han åbnede en forretning, en af de flotteste i Chania på den tid. Desuden tjente han så godt, at han kunne bygge et hus i Mournies.

 

 

Venizelos' mor stammede derimod fra Theriso. Hun var ud af familien Ploumidakis. Venizelos' far forelskede sig i hende, de giftede sig og fik sønnen Lefteris [ = Eleftherios Venizelos ].

 

 

 Efter sigende var Lefteris lidt af en vildbasse som barn, men faldt efterhånden til ro. Han afsluttede mellemskolen i Chania og læste derefter jura på Athens Universitet, hvorfra han fik diplom som advokat. Efter sin eksamen arbejdede han et par år som advokat her i Chania.

 
På den tid kæmpede kretenserne for at få deres egen regering, men deres største ønske var at blive forenet med det frie Grækenland, for de var udsat for mange overgreb fra tyrkerne. Derfor besluttede kong Georg i Athen i samråd med England, Frankrig, Rusland og Italien, at hans næstældste søn, der også hed Georg, skulle sendes til Kreta som højkommissær på øen, indtil den kunne blive forenet med det øvrige Grækenland.

 
Forinden havde oprørerne under ledelse af Lefteris besat Akrotiri og fordrevet tyrkerne derfra. I landsbyen Pithari havde de kristne dengang pligt til at have en pithari (stor lerkrukke) med vand stående, så tyrkerne og deres muldyr altid kunne få noget at drikke, for dengang foregik al transport jo på dyreryg. Derfra fik byens sit navn.

 
Nå, men i december 1898 sendte kong Georg sin søn til øen, og der blev dannet en selvstændig regering, Kritiki Politeia, hvor Lefteris blev justitsminister.

 

Men højkommissæren var i virkeligheden ikke interesseret i en forening med Grækenland, for han ville selv være "konge over Kreta". Han sagde ét og gjorde noget andet, hvilket førte til uenigheder mellem ham og Venizelos. Derfor begærede Lefteris sin afsked, men højkommissæren ville selv have den fornøjelse at afskedige ham, så først efter Lefteris' anden anmodning, skrev Georg endelig under på hans afskedsbegæring i 1901.

Prins Georg på vej til Kreta

 
I starten af 1905 rejste Venizelos rundt på hele Kreta til fods, og i løbet af få måneder lykkedes det ham at få overbevist kretenserne om, at de burde gøre oprør for at få fjernet højkommissæren og de sidste tilbageblevne tyrkere, så Kreta endelig kunne blive forenet med Grækenland.

 
Skønt vi kretensere er kendt for vores mange oprør - derfor kalder man os rebeller - var det mange steder svært for ham at overbevise folk, for de troede og håbede på, at Georg ville redde Kreta og forene øen med det øvrige Grækenland. De oplevede ham nærmest som en gud, men Georg havde som sagt andre planer, han ville være konge over Kreta.

 
Har du selv mødt Venizelos?

 
Ja, jeg har mødt ham flere gange, selv om jeg først er født i 1912. Som jeg sagde før, holdt Venizelos meget af landsbyen, da den var hans mors hjemstavn. Desuden skulle han finde et passende sted som hovedkvarter, hvor han kunne samle de mange oprørere.

 
Han forsøgte først at finde en by nede på sletterne, men folk var bange, for hvis oprøret slog fejl, ville de blive straffet af højkommissæren. Derfor drog han videre til Malaxa, men også her var svaret nej. Han tog til Kambi, men heller ikke der var de interesserede i, at han brugte byen som hovedkvarter.

 
Til sidst valgte han Theriso, der var et glimrende sted, for det ligger tæt på Chania, og der var masser af skjulesteder i bjergene. En sen eftermiddag ankom han sammen med de to andre oprørsledere Foumis og Manos.

 


Foumis, Venizelos og Manos
Han opsøgte straks landsbyformanden, der spurgte ham: "Lefteris, hvad laver du her på denne tid af dagen?" Han fortalte, at de havde i sinde at bruge byen som hovedkvarter for deres oprør. Borgmesteren tænkte over sagen, for de risikerede at få monarkiet på nakken, men endelig sagde han: "Lefteris, lad os sove på det. Jeg er træt, for jeg har været i marken hele dagen. I morgen, når vi igen er klare i hovederne, kan vi diskutere videre."
 

 

 
Nå, de fik noget at spise, og da de skulle til køjs, hentede man fire, ugifte piger og lod dem sove med de fremmede. Herefter indkaldte formanden byrådet - min bedstefader, Papadogiorgis var der også - og fortalte dem om Venizelos' planer, og at de blev nødt til at træffe en afgørelse, så de kunne give Venizelos svar.

 
De blev enige om, at Venizelos godt måtte have sit hovedkvarter i byen, selv om de var nervøse for, at Georgs tropper ville ødelægge byen, hvis det mislykkedes. De havde nemlig allerede tre gange tidligere oplevet, at tyrkerne havde ødelagt deres landsby, så de måtte søge tilflugt i bjergene med deres dyr.

 
Venizelos svarede dem, at der var stor sandsynlighed for, at byen igen ville blive ødelagt, hvis oprøret slog fejl. Hertil svarede landsbyformanden: "Nuvel, selv om de måtte brænde byen ned, så har vi immervæk vores ære og stolthed i behold." En anden indskød, at de jo alligevel var vant til at bo i bjergene, og hvis de blev dræbt, ville det koste regeringen en formue at holde alle deres mindedage.


Lefteris fik lidt efter lidt kretenserne over på sin side, og en smuk morgen i 1905, den 10. marts, kom der 1.500 oprørere her til landsbyen. De kom til fods fra alle egne af Kreta. Højkommissæren sendte et telegram om, at de skulle nedlægge våbnene, men forgæves. Derfor beordrede han 300 beredne, italienske politibetjente, for dengang var politiet jo italiensk, til at ride til Theriso fra nabolandsbyen, Meskla, og slå oprøret ned. Men da der var oprørere overalt, måtte de opgive at nå frem til landsbyen. Efter et par mislykkede forsøg, hvor to betjente blev skudt, trak resten sig tilbage.

På et tidspunkt stillede Venizelos sig op på den dér høj. I en megafon råbte han, at han ville tale med lederen. Politilederen accepterede, så Venizelos tog hen til ham og fortalte, at de ikke havde i sinde at gøre dem noget. De ønskede blot, at Kreta blev forenet med Grækenland.

 
Efterhånden blev det umuligt for Georg at blive på posten som højkommissær. Han forstod, at kretenserne var imod ham, og en nat tog han af sted fra Chalepa. Lidt efter lidt forsvandt også de sidste tyrkere, og da Venizelos først havde fået magten, varede det ikke længe, inden øen blev forenet med Athen, ja, med hele Grækenland.

 

* * *
 

 
Venizelos var en klog mand, så han blev valgt til premierminister i tre 4-års perioder. Han var med under Første Verdenskrig mod tyskerne og bulgarerne. Dengang var Nordgrækenland stadig besat af bulgarerne og tyrkerne, men Lefteris befriede store landområder. Det var vanskelige tider, for Grækenland var i krig i 10-12 år.

 
I 1922 kom Eleftherios Venizelos i opposition, og regeringsmagten gik til Gounaris og kong Konstantin. De opfordrede folk til at stemme på sig, for som de sagde: "Venizelos er kun interesseret i krig. Jeres sønner har nu været soldater i 10 år, så stem på os, så jeres børn kan vende hjem." Derfor stemte grækerne ikke på Venizelos, og han tabte valget. Men da kongen og Gounaris først var kommet til magten, fortsatte de alligevel krigen.

 
Venizelos havde lavet en aftale med europæerne, og med hjælp fra England og Frankrig fik han befriet store dele af Grækenland.

 
Venizelos forhandlede sig endvidere frem til, at Grækenland også skulle have Konstantinopel. Men fordi kongen og hans regering fortsatte krigen, vendte europæerne os ryggen, og vi mistede omkring 500.000 soldater, som tyrkerne nedslagtede som får. Det er også grunden til, at Tyrkiet besatte Lilleasien, som var et helt lille Grækenland, så mange grækere boede der dér, og fordrev de kristne fra Tyrkiet.

 
Hvordan kom I til Chania i gamle dage?

 
Når vi skulle til Chania i gamle dage, tog vi over Mournies, for kløften var ufremkommelig. Ved den nuværende afkørsel til Panagia drejede vi af og gik videre ned over Mournies.

 

 

 Allerede under Venizelos forsøgte vi at gøre kløften fremkommelig, men det var et vanskeligt stykke arbejde, der desuden kostede mange penge. Heldigvis gav Venizelos' rige kone os et tilskud på 300.000 drachmer, og det var mange penge dengang. Det lykkedes os at lave en passage i kløften, så et muldyr kunne passere. Dengang - det var i midten af tyverne - drømte ingen om at køre i bil. I Chania og i lavlandet foregik al transport stadig med æselkærrer og andre hestekøretøjer. Kløften blev først åben for biler i 1963.

 
Det var et stort fremskridt, at muldyrene kunne komme hurtigere frem, men mennesket vil hele tiden have mere, så det varede ikke mange år, inden vi også ville have biler, og nu har næsten alle folk på landet bil. I starten planerede vi vejen med knuste småsten, for der er ikke meget jord i området. Den er skyllet væk af vandet.

 
Min café eksisterede allerede under Theriso-oprøret, og da mange af de ledende modstandsfolk holdt deres møder her, kalder jeg caféen "I Edra" (Hovedkvarteret).