Seværdigheder - Iraklio Amt

Agii Deka

 

 

 

Midtvejs på landevejen over Messarasletten ligger landsbyen Agii Deka, der er bygget oven på det antikke Gortynas kirkegård. Navnet henviser til de Hellige Ti Martyrer, der blev halshugget her under den romerske kejser Decius' kristenforfølgelser i 250 e.Kr.
Martyrernes navne var Theodoulos, Satorninos, Efporos, Gelasios, Evnikianos, Zotikos, Pompios, Agathapous, Vasileidis og Evarestos.

Ifølge traditionen blev de ti senere martyrer tvunget til at deltage ved indvielsen af et hedensk tempel i byen. Her skulle de medvirke til ofringer og deltage i festmåltidet for på den måde at vise, at de underkastede sig den guddommelige kejser og den officielle religion. Da de ti martyrer kategorisk nægtede at deltage, blev de anholdt. Selv efter en måneds tortur ville de ikke underkaste sig og blev dømt til døden. 

 

 

I udkanten af byen ligger kirken, hvor de senere blev begravet.

 

 

I kort afstand herfra ligger den gamle Agii Deka kirke forsænket i forhold til terrænet. Der hersker uenighed om, hvorvidt kirken stammer fra den første eller den anden byzantinske periode.


I kirken opbevares bl.a. den sten, hvor martyrerne knælede, da de blev halshugget. Man ser tydeligt aftrykkene fra deres knæ.
 

 

I modsætning til den moderne bydel, der ligger helt ud til landevejen, er den gamle og sydlige del utroligt smuk og arkitektonisk spændende.

 

 

 

 

Generel oversigt