Seværdigheder - Lassithi Amt

Kapsa klostret

 

På sydkysten, 7 km øst for Makrygialos, ligger Kapsa klostret. Klostret, der er viet til Johannes Døberen, er opført ad mindst to gange, idet kirkens nordlige fløj, der er bygget i en hule i klippen, er betydeligt ældre end resten af klosteranlægget.

 

 

Alt tyder på, at hulen har været beboet af eremitter siden byzantinsk tid, men i det 16. årh. blev området udsat for piratangreb og klostret ødelagt. Selv om de lokale beboere hurtigt fik udbedret de værste skader, skulle der gå endnu et par århundreder, inden området atter blomstrede op. Det skete, da Gerontogiannis overtog klostret i 1841 af dets daværende ejer, Chatzis Nikolaos Zafeiris.

 

Gerontogiannis gik i gang med at forbedre og udbygge klostrets få bygninger, men arbejdet gik langsomt på grund af hans mange kirkelige pligter. Også hans ophold på øen Kassos (i nærheden af Karpathos) nogle år senere forsinkede arbejdet yderligere.

 

Først efter 1861 tog arbejdet fart. Der blev opført munkeceller, værelser til pilgrimme, køkkener og cisterner, men først og fremmest blev kirken udvidet til to skibe, hvoraf det inderste (og ældste) er viet til Johannes Døberen, mens det nye er viet til Den Hellige Treenighed.

 

 

I 1869 lavede træskæreren Chatzis Minas fra Lassithi den smukke templo (billedvæg mellem kirkens kor og skib), som helgenmaleren Antonios Alexandridis malede ikoner til året efter.

 

Efter Gerontogiannis' død i 1874 rejste de fleste af munkene, og klostret fik lov at forfalde, indtil hans barnebarn, Iosif Gerontakis, nogle år senere blev gjort til prior over klostret. Iosif var - ligesom sin bedstefar - meget aktiv, og han udbyggede klostret med nye munkeceller, opdyrkede jorden omkring klostret, førte en vandledning til klostret fra kilden ved den nærliggende Agii Saranta kirke og udbyggede desuden Panagia klostret i den nærliggende småbebyggelse Kalo Nero.
Udsigt over Kalo Nero

 

  Kirken i Kalo Nero

Templo i kirken i Kalo Nero

Fresco fra kirken i Kalo Nero

 

 

Kapsa klostret fungerede selvstændigt indtil år 1900, hvor det pga. mangel på munke blev lagt ind under Toplou klostret, der stadig sender en præsteviet munk til klostret for at holde messe og tilse klostret, der i mellemtiden er blevet et nonnekloster.

 

 

 

Fra klostrets vestlige bagside fører en trappe op til hulen, hvor Gerontogiannis boede som eremit. Hulen ligger på den stejle skrænt ned til Pervolakia kløften og har en smuk udsigt over området og Det Libyske Hav.

 

 

 

 

Generel oversigt