Seværdigheder - Lassithi Amt

Lassithi højsletten - Diktaio Andro hulen

 

På skråningen af bjerget Toumba Moutsounas (1.537 m) ligger Diktaio Andro hulen i en højde af 1.025 m. Hulen kaldes også Psychro hulen efter sin beliggenhed 200 m over landsbyen Psychro.

 

Fra Psychro snor vejen sig op ad bjerget til en stor parkeringsplads, hvor der findes både restauranter og souvenirbutikker.

 

Fra pladsen går en trappe op til den stejle, stenbelagte sti, der fører det sidste stykke vej op til hulen. For enden af trappen venter æselførerne med deres flot dekorerede æsler, hvis man foretrækker at ride resten af vejen.
 

Hulen består af to dele. I den øverste del findes der stort set ingen stalaktitter - til gengæld er der en utrolig udsigt over den nederste del af hulen.

 

En gangbro med gelænder fører den besøgende helt ned i hulen, hvor man kan se nogle fantastiske formationer af både stalaktitter og stalagmitter. I bunden af hulen findes der tilmed en sø.

 

       

 

 

I slutningen af det 19. årh. blev hulen udforsket af adskillige arkæologer. Den mest tilbundsgående udforskning blev foretaget af englænderen David G. Hogart i 1899. Man fandt en del menneske- og dyrefigurer, bronzeredskaber, knive, dobbeltøkser og andet. De fleste af fundene stammer fra det 19-7. årh. f.Kr. og beviser, at hulen allerede i den mellemste minoiske periode har været et meget besøgt kultsted.

 

Det hedder sig, at hulen er Zeus' fødested, da hans moder, Rhea, rejste dertil for at føde sit barn i skjul for sin mand, Kronos. Kronos havde nemlig slugt alle deres tidligere børn, da det var spået ham, at et af hans børn skulle fratage ham magten. Også Idaio Andro hulen ved Anogia i Rethymno Amt gør krav på at være Zeus' fødested.

Udsigt fra hulen

En anden myte fortæller, at Zeus i skikkelse af en hvid tyr bortførte den fønikiske prinsesse Europa til Kreta, hvor han forenede sig med hende i hulen. Resultatet af deres kærlighed blev de tre sønner Minos, Rhadamanthys og Sarpedon, der alle blev konger på det minoiske Kreta.

 

 

Generel oversigt