Seværdigheder - Rethymno Amt

Amari dalen - Agia Paraskevi kirken

 

I nærheden af Asomaton klostret ligger den lille, korsformede Agia Paraskevi kirke fra det 13. årh.

 

 

I kirkens nordvæg ses en grav, hvor en vis Georgios Chortatsis ligger begravet. I nichen findes desuden et freskomaleri, der forestiller en stor Kristus-figur og kirkens to donatorer.

 

 

Chortatsis-familien var en af de store familier ("De 12 fyrstesønner"), som den byzantinske stat udsendte til øen i 1082 for at befæste sin magt.

 

Fra familien kendes brødrene Georgios og Theodoros Chortatsis fra Rethymno, der stod i spidsen for det første, egentlige ophør mod venezianerne i 1272, der startede på det østlige Kreta. Fra Lassithi højsletten foretog oprørerne angreb mod venezianerne, mens Georgios Chortatsis belejrede Chandakas (Iraklio). Han blev imidlertid forrådt af Alexios Kallergis, der samarbejdede med venezianerne. Efter store troppeoverførsler fra Venedig blev oprøret nedkæmpet i 1278, og mange af oprørerne flygtede til Lilleasien.

 

En anden af familiens berømte medlemmer er digteren Georgios Chortatsis fra midten af 16. årh. På den tid, og indtil øen blev erobret af osmannerne i 1669, blomstrede kulturlivet på Kreta, inspireret af den italienske renæssance.

 

Georgios Chortatsis var den første, der siden antikken skrev teaterstykker på græsk, og han indførte og udviklede skuespilkunsten på øen.
 

 

Hans hovedværk er Erofíli, en storslået tragedie fra ca. 1590, der er stærkt inspireret af Giovanni Battista Giraldis Orbecche, men dog er mange af de blodige scener udeladt. Erofili glimrer ved sin poetiske stil, dannede sprog og værdighed over for figurerne. Chortatsis mestrede også kunsten at lade spændingen vokse igennem stykket for at kulminere til sidst. Tragedien gjorde et dybt indtryk på datidens befolkning, hvilket ses af de mange varianter, der udviklede sig, og som stadig synges i den folkelige sangtradition.

 

Chortatsis har desuden skrevet det pastorale drama, Panória (1590-1610), og komedien, Katzoúrbos (1595-1600), som fagfolk opfatter som den bedste af de kretensiske komedier, der har overlevet til vores tid.

 

 

 

 

Generel oversigt