Seværdigheder - Rethymno Amt

Amari dalen - Apodoulou

Robert Pashley's beskrivelse

Travels in Crete, kap. XIX

 

 

 Underretningen om muslimernes opførsel spredte sig hurtigt i hele distriktet, så inden de ankom til Apodhúlo, havde min vært og alle landsbyens mandlige indbyggere søgt tilflugt på Ida bjergets høje tinder. To gamle mænd på over 100 år, som var blevet tilbage i landsbyen, idet de regnede med, at deres høje alder ville beskytte dem, blev dræbt.

 
Desuden led min værts familie alvorligt under den udbredte plage, der herskede over hele det tyrkiske rige, nemlig pesten: Ikke mindre end fire af hans børn var blevet dens ofre. Han havde anbragt sin datter Kalítza og søn Ioánnes i en hytte lidt øst for landsbyen sammen med en kvinde, der også havde tre af sine egne børn med, for at de ikke skulle blive smittet, indtil pesten havde forladt landsbyen. Den omtalte morgen var Aléxandhros gået ud for at fortælle sine børn og kvinden i hytten om muslimernes forventede komme, men at de ikke skulle frygte noget. Den talrige hær passerede, men ingen undersøgte hytten. Til sidst stoppede en, der har gået lidt langsommere, op og gik væk fra vejen for at samle urter på en mark tæt på kvinden og børnenes tilflugtssted. Hytten tiltrak sig hans opmærksomhed: Han nærmede sig forsigtigt og spurgte til sidst, om der var nogen mænd indenfor. Han fik naturligvis svaret, at der ikke var nogen. Han beordrede derpå kvinden til at åbne døren, så han selv kunne se indenfor; og tilfreds ved synet af hyttens forsvarsløse beboere gik han indenfor. Resultatet var, at han greb den hjælpeløse kvinde og de fem børn og førte dem med som fanger til Dibáki [Tymbaki]. Snart efter blev Aléxandhros' to børn skilt fra de andre fra hytten, og til sidst også fra hinanden. Mens Kalítza var i Dibáki, så hun sin mor med sin spæde bror Constantine, der begge havde lidt samme ulykkelige skæbne som hende selv og hendes anden bror, og nu også var taget til fange som slaver.

 
I lang tid kunne Aléxandhros og hans kone ikke få noget at vide om deres børns skæbne, undtagen at deres datter var blevet sendt til Egypten, og at deres søn var solgt til en muslim inden for Megálo-Kástrons [Iraklion] bymure. Men til sidst hørte de nyt om deres datter, og nyhederne var lige så entydige som glædelige og uventede.

 
Årene gik, og i september 1829 ankom en englænder med sin kone og en del tjenestefolk til Khaniá: Efter nogle få dage fandt et møde sted mellem de fremmede og kaptajn Aléxandhros' familie. Det ville være lige så vanskeligt at beskrive som let at forestille sig den lykke, som forældrene oplevede over ved selvsyn at få beviset for deres barns heldige skæbne. Hun, som de i årevis havde begrædt, fordi hun var endt som slave i Egypten, var nu en engelsk gentlemans kone1.

 

 

 Inden jeg rejste fra Kreta, fik jeg den glæde at lære den fortabte datter og hendes mand at kende. Jeg tilbragte nogen tid med dem i Megálo-Kástron, og jeg besøgte dem hjemme hos kaptajn Aléxandhros i Apodhúlo, og sammen vandrede vi på Ida bjergets skråninger. De var dengang på vej fra Egypten, hvor de havde boet i lang tid, til England.

 
1 De havde fået det at vide nogen tid før i et brev fra deres datter.