Seværdigheder - Rethymno Amt

Zoniana

 

Zoniana ligger i 640 meters højde nord for Kretas højeste bjerg, Psiloritis (2.456 m). De 1.500 indbyggere er hovedsageligt beskæftiget med landbrug og dyrehold. Ud over den imponerende natur har byen også to andre seværdigheder, der afgjort er et besøg værd: 

 

 

Tou Sfendoni i trypa (Sfendonis hul)

 

Potamianos' voksmuseum.

 

Byens navn

Den pensionerede skolelærer, Dimitris Parasyris, har forsket i byens navn gennem tiderne. Det har ændret sig fra Zouliana til Zoutolakko, for endelig i 1920 at blive til Zoniana. Parasyris fortæller, at der engang var en hyrde ved navn Zas (genitiv: Zou), der græssede sin fåre- og gedeflok på området. Hver dag forsvandt en af hans geder, og da han fulgte efter den, så han, at den havde fundet en kilde, som den drak af. Hyrden slog sig permanent ned på stedet, der blev opkaldt efter ham under formen Zouliana. Endelsen -ianá er ret almindelig i kretensiske bynavne, og de refererer altid til grundlæggerens navn. Da hyrden døde, blev han begravet her, og byen, der efterhånden voksede frem, ændrede navn til Tou Zou to lakko (= Zeus' grav). En af de mange varianter af navnet Zeus er "Zas", så nu blev byens navn opfattet som Zeus' grav, og ikke den gamle hyrdes.

 

Det er også værd at bemærke, at hyrderne for blot et par generationer siden stadig brugte eden "Ni Za" i betydningen "Ved Gud". De brugte således en utrolig gammel ed - sikkert uden selv at være klar over, at de faktisk svor ved Zeus.

 

Da Parasyris' far, der døde i 1987, var ung hyrde, brugte man således stadig eden, men tilføjede "ma ton Aï Giorgi", hvilket direkte oversat betyder: "Ved Zeus og Skt. Georg". En tættere forbindelse mellem antikkens gudeverden og kristendommen kan man vel næppe forestille sig.

 

Et stykke nede af den bakke, hvor Tou Sfendoni i Trypa-hulen ligger, findes en anden hule, kaldet Spilaio tou Zou (Zeus' hule), der skulle være Zeus' grav.

 

Flere oplysninger og billeder kan findes på Zonianas hjemmeside (kun på græsk):
http://zoniana.freepage.gr

 

 

 

Generel oversigt