Folklore - Freskoer
Ioannis Pagomenos

 

I den venezianske periode (1211-1659), hvor de nye magthavere i begyndelsen forsøgte at forbyde den ortodokse kirkes virke og at indføre den katolske tro, reagerede kretenserne ved at fastholde byzantinsk maleteknik - først i form af freskoer, senere i form af bærbare ikoner. Samtidigt anførte kunstnerne ofte årstallet for maletidspunktet enten ud fra hvem, der var kejser i Konstantinopel. eller ud fra det årstal, der dengang blev anset for verdens skabelse (5508/09 f.Kr.). Kretensernes religiøse tilhørsforhold forblev således tro mod den byzantinske tradition, og patriarkatet i Konstantinopel sendte da også kunstnere til Kreta, hvor de grundlagde skoler for at oplære lokale helgenmalere.

 

 

Præsten åbner kirken
i Alikambos

 

Især i områderne omkring Selino og Kandanos på Vestkreta findes der mange freskomalede kirker (1 pr. 3,14 km2). Her findes også den største hyppighed af inskriptioner med kunstnernes navn, idet syv ud af 15 kendte freskomalere har efterladt deres navne på disse inskriptioner.
Kirken i Kadros

 

Den mest kendte af disse er Ioannis Pagomenos fra første halvdel af det 14. årh.. Man kender ikke hans præcise fødeår eller –sted, men det er sandsynligt, at han stammer fra Iraklion, fordi man her støder på dette efternavn i flere officielle dokumenter fra det 13. årh. og fremefter, hvorimod der ikke findes belæg for navnet på f.eks. Vestkreta.
*   Dimitrios Pepagomenos, fra det 13. årh., læge og forfatter til en bog om podagra,
*  

Marco Pagomeno og Nicola Pagomeno, frigivne bønder (villanus communis), omtalt i fredstraktaten mellem Alexios Kallergis og venezianerne fra 1299,
*   Ioannis Pagomenos, retsskriver fra 1319,
*   Ioannis Pagomenos havde tilladelse til at fragte jern fra havnen i Candia (Iraklion) til Chania i 1326-27,
*   I et bryllupskontrakt fra perioden 1337-1341 møder vi en Yani Pagomenos, søn af Georgios Pagomenos,
*   Theodoros Pagomenos, overnotar fra 1365.
 

 

Forskeren M. Cattapan har i de venezianske arkiver muligvis fundet maleren Pagomenos omtalt som indbygger i hovedstaden Candia (Iraklion), men desværre døde Cattapan, inden hans publikationer blev færdigskrevet og udgivet. Hvis det passer, at Pagomenos stammer fra Iraklion, kan det undre, hvorfor vi kun støder på ham i landdistrikterne på Vestkreta, hvor han og hans maleteknik til gengæld har været ret populære. Et andet spørgsmål er, hvorfra lokalbefolkningen i de små landsbyer kendte til ham.

 

 

Kirken i Kavallariana

 

Ioannis Pagomenos arbejdede gennem en periode på ca. 20 år (1313-31) i provinserne Sfakia, Apokoronas og Selino. Man må gå ud fra, at han ikke arbejdede alene, da det virker usandsynligt, at han selv skulle kunne nå at udføre sit omfattende arbejde. Især i begyndelsen af hans virke er der blot et år imellem de forskellige kirker, han udsmykkede. Foruden selve malearbejdet skal man også påregne transporttiden mellem kirkerne, for selvom afstanden mellem dem ikke er særlig stor, må man huske på de vanskellige transportforhold dengang. Desuden har han højst sandsynligt selv medbragt stilladser, materialer til såvel freskoerne som til den underliggende puds. Faktisk har Pagomenos været så yderst omhyggelig med pudsgrunden, at det er sjældent, at man ser pudset smuldre.
 

 

 

 

Det tidligste sikre vidnesbyrd om Ioannis Pagomenos findes på inskriptionen (1313/14) i Agios Georgios kirken ved Komitades i Sfakia-provinsen – og det sidste (1331/32) i Panagia kirken i Kakodiki (i området Beilitika), syd for Kandanos.

Inskription i Komitades

 

Ud fra kirkeinskriptionerne ved vi, at Pagomenos har stået for udsmykningen af mindst seks kirker. Desuden findes der kirker, der tidligere var tillagt ham, men nyere forskning sætter spørgsmålstegn ved denne antagelse. Det drejer sig bl.a. om kirkerne i Kavallariana (Michail Archangelos, 1327/28), Trachiniakos (Agios Ioannis, 1328/29), Prodromi (Panagia Skafidiani, 1347) og muligvis Prodromi (Agios Panteleimon).
Kimisis tis Theotokou
(Jomfru Marias hensoven)
i Skafiadiani - Prodromi
Ud over inskriptionerne, der anfører de personer, der har bidraget til opførelsen og udsmykningen af kirken, er et andet særkende ved Pagomenos, at han også ofte afbilder disse donatorer eller i det mindste nogle af dem.

Donatorer i
Archangelos Michail
Kavallariana

 

De kirker, som Pagomenos har udsmykket, hører alle til kategorien af små etskibede kirker - på nær den i Anydri, der er dobbeltskibet (det sydlige skib er dog en senere tilbygning). Kirkerne er orienteret i en øst-vestlig akse med indgangsdøren mod vest. I øst ender koret i en apsis, hvor man i de fleste tilfælde ser Kristos Pantokrator afbildet. I flere kirker findes der i sidevæggene "blinde buer", der dels har fungeret som understøttelse af kirkebygningen og samtidigt været et afgrænset maleområde for en af de religiøse scener. Det er næsten kun på det vestlige Kreta, at man møder disse "blinde buer". Desværre er mange af freskoerne i dag i en relativ dårlig forfatning.
"Blind bue" i Trachiniakos