Folklore - Gamle håndværk

 

Thrapsano

- en pottemagerlandsby

 

På Kreta findes der fire landsbyer, hvor hovedbeskæftigelsen er fremstilling af lertøj: Kentrí i Lassíthi Amt, Thrapsanó i Iráklio Amt, Margarítes i Réthymno Amt og Nochiá i Chaniá Amt.

 

Pottemagerne i Kentri og i Nochia fremstiller hovedsageligt mindre keramikvarer og har permanente værksteder. I byerne Thrapsano og Margarites fremstiller pottemagerne også de meget store krukker, pithária. Indtil for få år siden rejste disse pottemagere (pitharádes) omkring på Kreta for at fremstille og sælge deres produkter.

 

Thrapsano, der ligger 25 km. sydøst for Iraklio, har ca. 1.000 indbyggere, hvoraf 26 er pottemagere, men over halvdelen af indbyggerne har en eller anden tilknytning til håndværket. Byens navn kommer af ordet thrápsala, der betyder potteskår, og skår findes der i stort tal rundt om ovnene, da byen er det største pottemagercentrum på Kreta.

 
Kilder fra de sidste 150 år fortæller, at thrapsanioterne har praktiseret sæsonmæssig udvandring, mens der i selve byen kun har fungeret relativt få stationære ovne, som blev ejet af ældre pottemagere, der for det meste lavede mindre krukker.

 
Udvandringen (vendéma) foregik i sommerhalvåret og fulgte en helt fast og yderst velorganiseret procedure, der var bestemt ud fra arbejdsmæssige behov og traditioner.

 
Ordet vendema er af venetiansk oprindelse (vendemmia = høst), og henviser til den "pengehøst", pottemagerne kunne opnå på salget af krukker, når de rejste omkring på øen. For landbrugsbefolkningen derimod betyder ordet vendema stor olivenhøst. Hvert andet år bærer oliventræerne ekstra mange frugter. Det sker dog ikke over hele Kreta samtidigt, men varierer fra egn til egn. Mønsteret gentager sig, undtagen hvis der indtræder unormale vejrforhold eller sygdom i træerne. Nogle ældre bønder har fortalt mig, at pottemagerne kom til deres egn hvert andet år, nemlig det år, hvor der var vendema. Det var mest fordelagtigt, for behovet for krukker steg tilsvarende i disse år, så pottemagerne kunne få en god fortjeneste.

 
Vendemiárides eller takími var en gruppe pottemagere med forskellige færdigheder, som i april-maj rejste ud til de fjerneste steder på Kreta (f. eks. Zakros i øst og Kastelli i vest) og vendte tilbage til Thrapsano i september.

 
Disse organiserede udvandrergrupper er blevet karakteriseret som laug, ligesom de også fandtes i Vesteuropa. Selv om organiseringsformen har ligheder, er de arbejdsmæssige og sociale forhold i gruppen fuldstændig forskellige fra de vestlige modeller. For det første bestod disse grupper ikke af faste medlemmerne, idet der kom nye til hvert år. For det andet kunne hvert enkelt medlem vælge sig en anden specialisering, for så vidt han var interesseret heri og havde de fornødne evner. For det tredje var der en del, der efter en periode helt forlod erhvervet, mens andre måske genoptog det senere. Disse frie praksiser har ingen som helst forbindelse med laugstrukturen hos Vestens håndværkere.

 

 
Organisator for hele proceduren og leder af gruppen var mesteren (mástoras), som var specialiseret pitharás. Mesteren rejste fra Thrapsano midt om vinteren (december-januar) for at leje en god ovn i et område, hvor man det følgende år forventede en god høst. Hvis ovnen allerede var blevet lejet ud, og det ikke var muligt at finde en anden tilfredsstillende ovn i området, blev han nødt til at rejse videre til en anden egn. Undertiden drog han flere hundrede kilometer væk fra Thrapsano.

 
Under sin rejse fik han oplysninger om, hvor andre pottemagere ville slå sig ned, og bedømte så, hvor hård konkurrencen ville blive. De omvandrende pottemagere kendte udmærket alle deres konkurrenters færdigheder, hvad enten disse kom fra Thrapsano eller Margarites.

 
Mesteren kunne også bestemme sig for, om han sammen med sin gruppe skulle bygge en ny ovn på en egn, hvor høsten tegnede til at blive stor. Selv om det var en tidskrævende og anstrengende proces, kunne det godt betale sig. Han udså sig så et egnet sted tæt ved et vandløb eller kilde, hvor der også var forekomster af lerjord (kokkinóchoma). Herefter skulle han forhandle med ejeren af jorden om tilladelse til at opføre ovnen og lejen, der som regel blev betalt i naturalier (lervarer). På Kreta gjaldt den regel, at det var jordbesidderen, der ejede ovnen, og denne kunne derfor de efterfølgende år leje den ud til en anden pottemager. Denne praksis skyldes, at pottemagerne som sagt ikke slog sig ned det samme sted hvert år. Håbet om en god vendema har tit besveget det ord, der blev afgivet om efteråret, nemlig at de ville vende tilbage til ovnen næste forår.

 
En sidste løsning for en mester, som ikke kunne opnå ovenstående ting, var at leje en ledig ovn i et område uden vendema-høst.

 

Når pitharás’en vendte tilbage til Thrapsano, gennemgik han sin gruppe og udvalgte sine hjælpere. Disse afgjorde så selv, om de var interesseret i at arbejde sammen med mesteren på den egn, han havde udset sig. Men forhandlingerne var tit komplekse og langvarige, da de også kunne få tilbud fra andre pitharádes.

 
Når takími-gruppen var dannet, bestod den ud over mesteren selv af følgende medlemmer:

 
Sotomástoras (venetiansk soto = under, i betydningen vicemester) var en pottemager, der lavede mindre potter. Desuden hjalp han også pitharás’ med at lave den sidste finish på de store krukker (håndtag, udsmykning osv.).

 
Chomatás havde kendskab til, hvor man kunne finde ler. Han sørgede for opgravningen og forberedelsen af leret til potterne.

 

Kamináris eller xylás var ansvarlig for brændingen af potterne. Pitharas var meget omhyggelig med hvem, han udvalgte som kaminaris, for en mislykket brænding betød mange dages tabt arbejde. Kamináris skulle være meget erfaren, for det var vanskeligt at vurdere, hvor længe og ved hvilken temperatur brændingen skulle foregå, da der er mange faktorer, der spiller ind: vejrmæssige betingelser, forvarmning, store eller små potter, kvaliteten af brændet, varmens fordeling i brændkammeret, hvordan ovnen selv er brændt osv.

 
Desuden skulle han - ofte langvejs fra - indsamle de store mængder træ, der var nødvendig til hver eneste brænding.

 

Trocháris drejede pitharás' hånddrevne hjul, efter dennes nøje anvisninger. Det var en vanskelig kunst, for omdrejningshastighederne var forskellige, alt efter om mesteren var i gang med at udforme krukkens sider eller munding osv. Som regel var trocháris i alderen 15-40 år. Han hjalp desuden til ved andre af gruppens arbejder.

 
Kouvalitís var en ung mand, som var beskæftiget med forskellige småjobs. Han passede lastdyrene og hjalp til ved transporten af jord og brændsel.

 
Når vendemiáris’erne drog ud i starten af maj, medbragte hver enkelt enten et æsel eller muldyr, undtagen kouvalitís. Dyrene blev læsset med de nødvendige redskaber (hjul, hamre, skovle, hakker osv.), ting til lejrlivet (køkkenredskaber, tæpper osv.) og mad til selve rejsen samt de første arbejdsuger. Lastdyrene anvendtes senere til at transportere krukkerne til de omkringliggende landsbyer.

 

 
De installerede sig i simple grenhytter, tæt på ovnen. Efter en periode med intens arbejde, hvor de især udførte bestillinger på pithária, falbød nogle af gruppens medlemmer deres produkter i omegnen.

 
I september, når det var tid at vende tilbage til Thrapsano, gjorde mesteren fortjenesten op. Overskuddet blev fordelt på følgende måde: Han selv og kamináris fik hver 11/4 del, sotomástoras, chomatás og trocháris hver 1 del og kouvalitís ½ del.