Psiloritis

Vittorio Simonellis tur i 1893

 

11-14. september [1893]

 

Klokken seks om morgenen begyndte vi atter vores opstigning. Da vi var kommet op over de skråninger, der vender ned mod Nida højsletten, begyndte vi at vandre hen ad en bjergryg, der skrånede jævnt op mod den højeste af bjergets tinder. Allerede her fik vi vores første indtryk af det smukke syn, som Kreta frembyder, når øen breder sig ud for vores fødder, som var det et geografisk kort. Men en kraftig nordenvind førte tåge med sig. Vi satte tempoet op, og straks vi nåede toppen, tog vi tilflugt i den lille Timios Stavros kirke, for at vinden ikke skulle kaste os ned i en kløft.

 
Vi stak kun hovederne frem fra vores tilflugtssted, når vindpustene aftog lidt i styrke. Men det eneste, vi kunne se, var skyer, der for forbi os, og gav os indtryk af at sidde i kurven til en luftballon, overladt til vejrets nåde. Enkelte gange gik der hul i skydækket et kort øjeblik, blot for atter at lukke igen. Vi nåede kun lige at se et stykke hav, en fjern ø eller den kendte profil af Sfakia bjergene, Kedros eller Lassithi bjergene.

 
Vi nåede til det punkt, at vi overvejede at vække Ida bjergenes Zeus, for at han - for vores skyld - skulle tæmme vejret.

 
Efter at have set det, der var at se i og omkring Timios Stavros kirken, begyndte vi igen at vandre ned ad Psiloritis' sydskrænter. I lang tid så vi kun sten, lidt sne og naturligvis tågen, der begrænsede sigtbarheden til 10 skidt. Senere mødte vi egetræer med masser af agern og cypresser, der dækkede den del af bjerget, der lå under 1.500 m. Sidst men ikke mindst skal også nævnes oliventræerne på de opdyrkede bakketoppe ved landsbyen Voriza.