Klima

 

Kretas topografi bevirker, at øen har et meget afvekslende klima. Nordkysten har et typisk mediterrant klima, og sommertemperaturen ligger som regel på et behageligt niveau (300C) pga. den fremherskende nordvestenvind, meltemi.

 

 

I bjergene, der ofte er snedækket fra december til maj, findes helt forskellige plantebælter. Her møder man en anderledes flora end i lavlandet, og de blomster, man kender fra lavlandet, blomstrer langt senere her.
 

 

På den østlige del af sydkysten er klimaet subtropisk. Temperaturforskellen mærkes tydeligt, når man har tilbagelagt de få kilometer mellem nordkysten og Ierapetra. Også Sfakia, der ligger i læ af bjergene, har en langt højere temperatur end resten af øen.

 

 

Kreta rammes jævnligt af varme vinde fra Sahara, livas, der tit fører støv og sand fra ørkenen med sig. Himlen farves nærmest gullig, og sandet og støvet trænger ind i hver en sprække. Værre bliver det, hvis det også regner samtidigt, for så lægger sandet sig som et klæbrigt lag overalt.
 

 

Kreta har indtil for nogle årtier siden haft rigelige vandreserver, men de senere års ændringer i landbrugets vandingsbehov, der båndlægger 81% af det tilgængelige vand, og stigningen i befolkningens og turisternes vandforbrug, der står for 16%, har flere steder medført akut vandmangel. Der bliver derfor opført flere store dæmninger, der skal fungere som reservoirer for smelte- og regnvand og sørge for en konstant vandforsyning til storbyerne og de intensivt dyrkede landbrugsområder.

 

 

På Kreta er nordvestenvinden den mest fremherskende, og da de store bjergmassiver virker som en barriere, er der stor forskel på den mængde nedbør, der falder på den vestlige og østlige del af øen.
 

 

I gennemsnit falder der 7,5 mia m3 nedbør, men hele 62% fordamper, inden den kan udnyttes. De 2 mia m3 trænger derimod ned i bjergenes kalkstensklipper, der er fyldt med hulrum og underjordiske gange. Meget af dette vand udnyttes allerede i de store kilder, der har deres udspring omkring Psiloritis: Zaros, Gergeri, Bali og Almyros.

 

Nyere forskning viser, at Almyros kilden giver 2-40 m3 pr. sek. Langt det meste af vandet kommer fra Nida højsletten, og selv om afstanden i fugleflugtslinje er 23 km tager det kun 9 timer for vandet at nå kilden!