Historie - Epidemier

 

Nu har vi godt og vel i et år levet med den globale coronapandemi, der har vendt op og ned på vores liv. Men også i gamle dage har verden været ramt af forskellige sygdomme, der har ændret eller i værste fald ødelagt hele samfund. En af de hyppige sygdomme har været pesten, der med regelmæssige tidsrum også har ramt bl.a. Kreta. Pesten blev som oftest spredt via menneskers rejse- og handelsaktiviteter. Selv om man forsøgte at holde fremmede skibe i karantæne, inden de blev læsset, og søfolkene fik lov at komme i land, lykkedes det ikke altid at holde sygdommen fra døren.

 

 
I 1330 ramtes Chania og især Heraklion af pest, hvilket er omtalt af teologen Nikolaos Papadopoulos (1651-1740). På daværende tidspunkt var Marino Maurocino i sit andet embedsår som hertug over Kreta.
 

 
I årene 1340-50 lagdes Rethymno og omegn nærmest øde pga. pest (den sorte død). Den 18. februar 1350 udstedte det venezianske senat et dekret om, at tilflyttere til området ikke skulle betale de 12 groschen (møntenhed af sølv), der ellers var kutyme for. Dette skete selvfølgelig med henblik på at tilskynde til, at området igen blev befolket.
 

 
I år 1365 var der igen et pestudbrud, uden at vi dog ved mere om forløbet og omfanget.
 

 
I 1376 hærgede pesten Heraklion. En veneziansk forordning nævner, at eftersom befolkningen i Heraklion var blevet fåtallig på grund af epidemien, kunne de, der havde gæld til det offentlige, bosætte sig der og nøjes med at betale deres gæld i rater.
 

 
I 1389 udsatte repræsentanterne for de handlende deres konference på grund af epidemi.
 

 
I 1398 ramtes især den venezianske hær i Heraklion. Det førte d. 20. juni til et dekret om, at næstkommanderende skulle overtage posten som hertug, hvis den fungerende døde. Muligvis har epidemien spredt sig til Peloponnes. Smitten blev sandsynligvis ført med et skib fra Alexandria.
 

 
En ny epidemi begyndte i 1408 og varede i to år. Den krævede 15.000 ofre. Smitten kom til øen med et skib fra Karpathos. I 1409 døde hertug Leonardo Trevisan af sygdommen.
 

 
I perioden 1416-19 blev Kreta ramt af en ny epidemi. Der nævnes dog ikke noget antal af dødsofre for denne langvarige epidemi, der er omtalt af en vis Ioannis Hionopoulos fra Heraklion. Manuskriptet blev fundet i Limonos klostret nær ved Kalloni på øen Lesbos. Fra senere samme år findes en ordre fra hertugen til et skib fra Alexandria om at træffe de fornødne forholdsregler under losning og læsning i havnen i Heraklion.
 

 
I årene 1456-57 findes et vidnesbyrd om endnu en epidemi, der ramte hele Kreta, mens Gerardo Dandolo var hertug. Den begyndte at aftage i august 1457. Vi ved desuden, at klostret til Skt. Georg della Punta ved Alikanassos uden for Heraklion fungerede som lazaret.
 

 
Igen i 1465 hærgede en pestepidemi store dele af øen.
 

 
I perioden 1522-25 hærgede en omfangsrig epidemi det græske område med mange dødsfald til følge. Der omtales 150 døde på daglig basis på Kreta. Følgende regioner blev ramt: Kreta, Rhodos, Zakynthos, Arta, Ioannina samt Peloponnes og Athen.
 

 
En anden voldsom pestepidemi varede med afbrydelser tre år (1592-95). Et manuskript fra Apezana klostret på det sydlige Kreta omtaler mange dødsfald i Heraklion og 60 omkringliggende landsbyer, hvorimod Chania og Rethymno tilsyneladende gik fri. I manuskriptet står der: "I det forbandede år 1592 var der stor død af pest … den dødelige syge varede fra d. 20. marts, hvor Kristi lysbringende opstandelse blev fejret d. 26. marts, og ændrede vores glæde til stor sorg … Sygdommen begyndte d. 20 marts og varede hele juli. Flere end 200 dødsfald hver dag. De døde blev nødtørftigt begravet uden salmesang og uden ære ligesom hunde…"

 

Smitten blev ført til øen med et skib fra Konstantinopel, der lagde til kaj d. 28 januar. Selv om der blev foretaget de fornødne undersøgelser af skibet, blev en matros ved navn Lorenzo alligevel syg efter et par dage. I juli måned faldt dødstallet til 10-12 om dagen i Heraklion, mens der stadig var mange dødsfald i landsbyerne, hvilket fik myndighederne til i november at lukke byportene, og indbyggerne blev holdt i karantæne i deres huse, og selv naboer måtte ikke have omgang med hinanden. De skulle lufte deres tøj på tagene. Byen fik fødevarer gennem Kristus-byporten, der var lukket med reb for at undgå, at folk passerede eller rørte ved hinanden. Portene blev først genåbnet det følgende år, hvilket resulterede i, at mange folk flygtede og søgte tilflugt i huler uden for byen. Priserne steg voldsomt, da mange håndværkere forlod byen, og adskillige huse blev plyndret. I hertug Pasqualigos rapport oplyses det, at der i Heraklion døde 8.600 (af en befolkning på 16.000) og på landet 5.308 af en befolkning på 13.908. Også i Konstantinopel døde mange mennesker, hvilket fik tyrkerne til at forberede et flådeangreb på Kreta. Efter epidemien opførte befolkningen i Heraklion en kirke til Skt. Roccos ved den nuværende gade Martyron 25´ Avgoustou, der fører fra Løvebrønden til havnen. Efter tyrkernes besættelse af øen blev kirken omdannet til et bad, og senere til en makaronifabrik. Den nedbrændte helt under de forfærdelige voldsepisoder d. 25. august 1898. Der hvor kirken lå, ligger i dag Alpha Bank. - Roccos var en fransk adelig, der levede 1295-1327. Han var berømt for sine hjælpeforanstaltninger og opofrelse under en pestepidemi i Italien.
 

 
I en rapport fra generale provedditore (guvernør) Contarini til det venezianske senat i 1630 omtales en epidemi, hvorunder skibene fik sejlforbud.
 

 
Af et manuskript fra Patmos fremgår det, at der i 1646 var et pestudbrud, som krævede ofre både blandt tyrkere, frankere og grækere (romii).
 

 
Under den tyrkiske belejring af Heraklion udbrød der igen pest i 1655. Epidemien er nævnt af både guvernør Francisco Morozini og i et dokument fra Agios Georgios Epanosifis-klostret. Under udbruddet blev landsbyen Agalantés i nærheden af klostret lagt øde. Sandsynligvis varede epidemien indtil 1661, og den ramte desuden Korinth og øen Chios.

 

 
I 1678 ramte Kreta igen af et pestudbrud der medførte 78.000 dødsfald.
 

 
Endnu et udbrud indtraf den 4. juni 1718 efter et større jordskælv, og medførte mange døde.
 

 
Det tyrkiske arkiv i Heraklion omtaler en pestepidemi mellem 1739 og 1740 uden dog at anføre omfanget.
 

 
Igen i 1759-1761 var Heraklion ramt af pest.
 

 
I 1770 blev Chania ramt af pest. Der findes ikke nogen officielle oplysninger om udbruddet, men en folkevise omtaler epidemien og fortæller, at sygdommen dræbte grækere, jøder og tyrkiske embedsmænd og lagde gaderne øde, og at husene fik spindelvæv i vinduerne.

 

 
I 1796 førte et tyrkisk skib pesten til Chania. Herfra spredte sygdommen sig til resten af øen og decimerede befolkningen. Epidemien varede i to år.
 

 
Under en pestepidemi i Heraklion blev byen også ramt af et kraftigt jordskælv den 5. februar 1810. Epidemien gjorde så mange syge, "at gaderne fyldtes med ukrudt".
 

 
I perioden 1817-1839 hærgede pesten hele Kreta med en kraftig opblomstring i Heraklion i 1819. Et par år senere var det især Chania og Rethymno (1825), der var hårdest ramt. Efter sigende var det ægyptiske soldater, der bragte sygdommen til øen, da de blev sendt til Kreta af pasha Mehmet Ali for at bistå de tyrkiske styrker i kampene omkring den græske frihedskamp.
 

 
Dette var sidste gang, Kreta blev ramt af større pestepidemier.