Ioannis Kondylakis

Genfærdet

 

 
Stinkemichelis havde drukket i årevis, og det var først, da han blev syg, at han holdt op med at drikke. Endelig fik landsbyen fred for hans banderier og grovheder. De fleste bliver gemytlige, spøgefulde og sangglade, når de drikker vin, men han blev ophidset og vred, bandede og svovlede. Mens han for nogle år siden var i udlandet, havde han forøget sit forråd af bandeord; han var en af dem, der i de senere år havde indført eder om Kristus, Jomfru Maria og Korset, som tidligere havde været ukendt på Kreta.
Han måtte være alvorligt syg, siden han var holdt med at drikke. Han så voldsomt forkølet ud. Han havde feber, hostede og hev efter vejret.
I landsbyen forsøgte man sig med de sædvanlige råd mod forkølelse: massage, varme, kopsætning og lignende, men lige meget hjalp det, han fik det værre og værre. På et tidspunkt begyndte han i febervildelse at spørge efter vin. Da de andre ikke ville give ham noget, begyndte han at bande og svor, at når han kom på benene igen, så ville han slagte både kone og børn.
Der var ingen læge i hans lille landsby, så på et muldyr transporterede man ham til storstaden, der også var provinshovedstad. Dér kunne han bo hos nogle slægtninge, mens han blev tilset af lægen. De kunne selvfølgelig også have sendt bud efter en læge til landsbyen, men anså det for mere økonomisk at bringe den syge til lægen. Tanken om at kunne spare lidt fik dem overhovedet ikke til at tænke på, at vejen - så dårlig som den var - ville forværre den syges tilstand.
Den tilkaldte læge fortalte, at Stinkemichelis havde lungebetændelse. Men da han samtidig så, at hans næse var rød, spurgte han, om han drak.
- Uh, svarede hans familie, han drikker i spandevis.
Lægen skar en grimasse, der betød: “Satans. Det er det, der er galt”.
Han fik varme omslag, men lungebetændelsen var så langt fremskreden, at lægen ikke gav ham meget håb. Trods sin elendige forfatning fandt patienten kræfter nok til at sige til lægen:
- Jeg er sikker på, at det vil være godt for mig at få noget tsikoudia at drikke.
- Gud forbyde det! svarede lægen. Ikke en dråbe! Hverken raki eller vin!
Stinkemichelis mumlede en ed.
Tre dage efter var hans tilstand så dårlig, at lægen sagde, at der ikke længere var noget håb for ham. Han sagde et par trøstende ord og begav sig så hurtigt af sted, for man havde brug for ham i en fjern landsby.
Ved middagstid blev den syges tilstand så forværret, at alt måtte være slut i løbet af kort tid. Han nåede dog i sidste øjeblik at sige en ed.
Eftersom han var gået bort, var der egentlig ikke nogen grund til at vente længere, så man begyndte at gøre ham klar til begravelsen. Man nåede også at tilkalde de af hans slægtninge i landsbyen, der ikke allerede var til stede. Klokken tre var han iført sine ligklæder. Men midt i kvindernes sørgesange og da mændene skulle til at løfte ham, bevægede den døde sig og slog øjnene op. De, der stod bøjet over ham, fór tilbage, og sørgesangen forstummede.
- Hvad fanden foregår der hér? sagde den døde med en frygtindgydende stemme. Vil I begrave mig levende, I sataner, siden I har givet mig ligklæder på?
Han rejste sig med et, befriede sine hænder fra ligklædet, sprang op og løb hen mod en bajonet, der hang på væggen.
Alle forlod i hast værelset og løb udenfor, mens de i panik råbte, at den døde gik igen.
- Han er blevet et genfærd!
Kort tid efter, at de andre var løbet skrækslagne ud, kom Stinkemichelis til syne med sine sønderrevne ligklæder og bajonetten i hånden.
- Så stands dog, I ugudelige hunde, råbte han, mærk dog efter, om jeg er død eller levende!
Han lignede en sindssyg, der var flygtet fra hospitalets spændetrøje. Hans øjne var vilde, og han bevægede sig med en vanvittigs stive bevægelser - som en frådende hund. Alle flygtede fra ham, og der var kun nogle ganske få, der havde mod nok til at smugkigge på ham -  halvskjult bag vinduerne.
Foran en forretning, der var lukket i al hast, stod et muldyr med et vævet tæppe som dækken. Genfærdet trådte op på den lille stensætning ved siden af og svang sig op på muldyret, greb tøjlerne og huggede fødderne i siden på det. Muldyret blev helt sikkert forskrækket over sin mærkelige rytter, men genfærdet slog det så vildt med bajonetten, at det begyndte at rende som en gal. Men genfærdet sad godt fast.
En stor menneskemængde løb efter ham, næsten alle indbyggerne i storstaden. Nogle af familiær interesse, andre af nysgerrighed, og en enkelt af egen interesse, nemlig bonden, hvis muldyr han havde taget - i første række.
Genfærdet red mod sin landsby. Da han nåede byen, steg han af dyret og gik ind i sit hus, hvor der kun var en gammel, krumbøjet kvinde tilbage, en af hans slægtninge. Han kravlede op på loftet, og da de, der havde fulgt efter ham, nåede landsbyen og kiggede frem fra gadehjørnerne, for de ikke havde mod nok til at nærme sig åbenlyst, dukkede genfærdet frem i et vindue. Han holdt et dobbeltløbet gevær i hænderne og råbte:
- Kommer I nu også her for at begrave mig levende, I gudsbespottere!
To skud fulgte på hans ord. Ingen kom dog noget til, men genfærdet var forsvundet fra vinduet. Hvem skulle nu gå ind i huset for at finde ud af, hvad der var blevet af ham?
Først sent om aftenen tog en af dem mod til sig. Indenfor fandt han genfærdet død og ved siden af ham en vinkande - tømt og knust. Denne gang var han rigtig død.
 

 

"Genfærdet" (O katachanas) stammer fra novellesamlingen "I proti agapi".