Seværdigheder - Chania Amt - Akrotiri

Agia Triada klostret

Siebers beskrivelse

 

F. W. Sieber (1789-1845) blev født og døde i Prag. Han studerede medicin og botanik. I 1817 blev Sieber af Regensburgs Botaniske Selskab, Münchens Kejserlige Akademi og Paris' Naturhistoriske Selskab udsendt til Kreta for at foretage forskellige undersøgelser dér. Nogle år efter udgav han sine resultater i bogen Reise nach der Insel Kreta im griechischen Archipelagus im Jahre 1817 (Leipzig und Sorau, 1823). Samme år udkom bogen også i London under titlen Travels in the Island of Crete.

I 1994 blev den engelske udgave oversat til græsk af D. Moustri, og det er denne udgave, der ligger til grund for min oversættelse.
 

 
Den 22. februar [1817] besøgte jeg Akrotiri under ledsagelse af en janitshar. Indtil daværende tidspunkt havde jeg hverken medbragt barometer eller termometer, selv et stykke papir og en blyant var forbudte remedier, så jeg var tvunget til at medbringe dem i al hemmelighed på mine udflugter. (…) Vi var på vej til fods til Agia Triada klostret, og vi hyggede os på turen med at samle planter. Vi havde passeret mange bakker og dale, da en række af de mest storslåede cypresser, jeg nogensinde har set, dukkede op i det fjerne.

 
(…) Vi fulgte en allé med dybgrønne cypresser, der førte til klosterbygningen, der minder om Arkadi klostret. Til højre og venstre lå vinmarker og haver med grønsager omhegnet af frugttræer. Klostret ligger på Melecha-næssets bjergskråninger og er bygget af venezianerne. Men dets kirke er ikke færdigbygget.

 

 
Før i tiden var klostret velhavende, for der var mange munke til at dyrke jorden, men nu er der ikke hænder nok - hverken til at samle oliven, så de får blot lov til at falde til jorden under efterårets storme, eller til at tilså jorden, så derfor ligger to tredjedele uopdyrket hen.

 
I ældre tider boede der over 100 munke i klostret, men da Tournefort besøgte det [1699], var der kun 50 tilbage; selv så jeg kun 18, inklusive de unge novicer. Deres livsform vidner om stor respekt for hinanden. Selv abbeden beskærer vinstokke, passer bierne og graver haven. Hans hænder er et bevis på, at her anser man ikke arbejde for en skam. Efter morgenbønnen går alle munkene til deres arbejde med spader, hakker og river. En passer køerne og en anden ovnen. De har ikke daglejere til at dyrke jorden. Selv novicerne er bønder, der ønsker at følge denne livsform, og de bærer ikke anderledes tøj end andre bønder. Heller ikke præsterne bærer deres sorte kjortel, når de arbejder. (…) Hele dagen arbejder de, selv om tyrkerne tilraner sig det bedste af høsten. Mange gange kommer disse til klostret og tager alt, hvad de har lyst til, og hvis der opstår tumult, kræver de sågar penge under trusler om vold.

 
Munkene dyrker hvede, byg og secale creticum (rug), som de bager dejligt, mørkt brød af, der dog har en mærkelig smag. Desuden dyrker de bønner, linser, ærter, som de er meget glade for, og en slags lupin, der er ganske bitter og væmmelig, samt alle slags grønsager og urter til madlavning, vin, bomuld, olie, en smule honning, voks, frugter, smør og ost.