Seværdigheder - Chania Amt - Akrotiri

Agia Triada klostret

Simonellis beskrivelse

 

Vittorio Simonelli (1860-1929) blev født i Arezzo i Italien. Som 15-årig blev han optaget på universitetet i Pisa, hvor han studerede naturvidenskab. Som 29-årig blev han lektor i geologi og palæontologi ved det samme universitet. Efter en udlandsrejse til Bayern blev han i 1891 ansat ved Bolognas universitet, hvorfra han i 1893 foretog sin videnskabelige rejse til Kreta.

 

I 1996 udkom den græske udgave, oversat af Ioanna Fountoulaki, og det er denne udgave, der ligger til grund for min oversættelse.

 

 
Efter Korakies skråner terrænet let nedad mod nord og er dækket af nogle lave og lodne planter, der udsender en intens duft, som af røgelse, mens de bliver svedet under den stikkende sol. På en lang strækning findes der næsten ingen træer, hverken dyrkede eller vilde. Først efter Plakoures - en landsby, der synes at være opkaldt efter de store flade kalksten, der findes i dens omegn - ser man enkelte rækker oliventræer, mandeltræer og johannesbrødtræer.

 
Tiden går hurtigt, men det går kun langsomt fremad, da vi ofte standser op for at undersøge enhver sten, enhver plante og ethvert insekt, vi finder på vores vej. Natten var således faldet på, da vi ankom til Agia Triada klostret. Denne hellige bygning minder om en fæstning, især når man ser dens silhuet rejse sig over oliventræerne i mørket. En firesidet bygning med høje og kraftige mure omkranser gården, i hvis midte den hvide kirke, der blev bygget af venezianerne i 1631, dominerer.

 
En velnæret mand i sort tøj kommer os i møde ved indgangen og hilser med det traditionelle kalos orisate (velkommen). Med sit lange skæg ligner han en personificering af en mytologisk flodgud. Om hans store mave er der viklet et langt, lilla skærf - mere egnet til at gemme pistoler end kors. Det er igoumenos (abbeden), som hans titel er, altså klosterforstanderen. Han førte os ind i en stor sal, møbleret med lave og meget store bondesofaer. Der stod også et møbel, der mindede om en pengekiste, beklædt med jernplader, og en lille reol til bøger, der højst havde 50 bind. Midt på den ene væg hang et portræt i farver af sultan Abdul Hamid med en dagdrømmers blik vendt mod et tåget billede af Kiev. Hvilke forbandelser må dette billige kopibillede ikke have hørt dagligt!

 
Ind i modtagelsessalen kom en broder, en kalogeros, som de kaldte ham, iført knæbukser, lange støvler og en sort mantili om hovedet. Han bar på en bakke med alle fornødenheder til en lille modtagelsesfest: små glas mastiks, kopper med det sædvanlige kaffegrums, koldt vand og lukumi'er, en slags velsmagende kager af mel og sukker, blød, gennemsigtig og aromatisk, og som på ingen måde står tilbage for de "fine" kager i Europa.

 
Da vi ikke kunne sproget, undgik vi at skulle komme med en masse komplimenter. I stedet kastede os over forfriskningerne, mens et helt optog af både præsteviede munke og andre munke begyndte at dukke op og hilse os velkommen med hånden på hjertet. De var alle atletisk bygget, hvilket viser, at den ortodokse tros utallige fasteperioder ikke havde formået at knække dem. De havde viljefaste og stolte ansigter - til trods for deres kvindagtige frisure - og deres øjne lynede som sværdklinger. Deres udstråling havde noget militært beslutsomt over sig, og deres udtryk mindede om antikkens krigere. De så ud til at være parat til at forlade deres hellige pligter og gribe til våben i tilfælde af oprør. Det var tapre mænd, der - i deres lyst til at myrde tyrkere - var rede til at fornægte selv en plads i paradis.

 
De overdængede os med en nysgerrighed og snakkesaglighed, der ellers kun kendetegner kvinder. Men, da de ikke kunne få svar af os, der var stumme som fisk, henvendte de sig til Kelaïdis med en strøm af spørgsmål om os. De stak hænderne ned i de æsker, som Cecconi havde lukket sine smådyr ned i, de rodede i botanikerens ting, og under høj latter viste de hinanden de instrumenter, jeg anvendte til mine geologiske undersøgelser. I mellemtiden kom klostrets øvrige beboere tilbage fra markerne. Nye munke dukkede op i døren, mens vi så klosterskolens elever med strålende øjne kigge ind gennem vinduet ude fra mørket i gården.

 
Aftensmåltidet lod vente på sig, og ventetiden forekom os meget lang. Agia Triadas langmodige kok fik mig til at sende venlige tanker til hans kolleger i de italienske klostre.

 
Heldigvis kom en ung munk, der talte glimrende fransk, og holdt mig med selskab. (…)

 

 
Under min samtale med den unge munk blev jeg klar over hvor stor forskel, der er mellem Kretas nuværende munke og de munke, som Tournefort mødte, der "som simple og ulærde blot er beskæftiget med at dyrke jorden". Jeg forstod også munkenes vigtige rolle i oprørsbevægelsen på Kreta. De er ikke kun velvillige hænder, der altid er parat til at gribe til våben, hvis det er påkrævet, men de er faktisk selve sjælen og hjernen bag befrielsesorganisationen.