Seværdigheder - Chania Amt - Akrotiri

Agios Antonios

Oversigt Akrotiri

 

Fra parkeringspladsen uden for Gouverneto klostret går der - til venstre for stien mod Katholiko klostret - en anden og betydeligt mindre sti over til det nedlagte Agios Antonios kloster, der blev forladt i slutningen af 19. årh.

 

 

Allerede inden man er fremme ved klosterruinen, fornemmer man, hvor velorganiseret det har fungeret, idet man stadig kan se de mange terrasser i terrænet, hvor der har været dyrket vin, korn og kikærter, johannesbrød og selvfølgelig oliven.

 

Står man lige uden for klostret, ser man til venstre abbedens bolig, der ligger adskilt fra resten af klostret. I midten ligger selve kirken, der er bygget ind i en grotte og til højre munkecellerne.

 

 

 

 

 

Man mener, at klostret er opført i slutningen af 1500-tallet for at huse nogle af de mange munke fra det nærliggende Katholiko kloster. Dengang søgte mange kretensere tilflugt i klostre for at undgå venezianernes tvangsarbejde. En anden årsag kan være, at Katholiko klostret havde været ude for piratangreb, og at munkene derfor fandt det mere sikkert at flytte længere ind i landet.

 

I begyndelsen hørte klostret under Katholiko, men blev senere underlagt Gouverneto.

 

Klostrets sidste beboer var en kvinde ved navn Maria, hvis søn, Nikodimos, var munk i Gouverneto. Hun havde fået en særlig tilladelse til at opholde sig i klostret for at bøde sin synd, fordi sønnen var født uden for ægteskab.

 

16. juli 1889 angreb tyrkerne klostret og stjal, hvad der var af værdier. Det blev samtidig slutningen på klostrets liv. I perioden 1905-15 forsøgte Gouverneto klostret at genetablere Agios Antonios klostret, hvilket dog ikke lykkedes.

Udsigt fra kirken

Agios Antonios
stammer fra Ægypten, hvor han levede i slutningen af det 3. årh.  Da han i en alder af 18 mistede han sine forældre, tog han sig af sin søster, indtil hun blev gift. Herefter drog han ud i ørkenen og levede som asket. Hans mønsterværdige liv gjorde ham til et eksempel til efterlevelse for andre asketer. Han er en af grundlæggerne af munkelivet, og hans minde fejres 17. januar.

 

 

Generel oversigt