Seværdigheder - Lassithi Amt
Lassithi højsletten - Kroustallenia klostret

 

Panagia Kroustallenia klostret ligger på en 15 m høj bakke nord for Agios Konstantinos. Klostret er viet til Jomfru Marias Hensoven, der fejres den 15. august.

Det vides ikke med sikkerhed, hvornår klostret blev grundlagt, men på et relief, der har været indmuret over døren til kirken, er årstallet 1241 anført. Kirken var dengang viet til Johannes Døberen.
Gennem den smukke indgangsport kommer man ind i klostergården, hvor der for tiden bygges nye munkeceller og gæsteværelser til lægfolk.

Til venstre i gården ligger munkenes celler og andre administrative værelser.

 
For enden af bygningen står et egetræ solidt plantet i en stor klippe, der i folkemunde kaldes Agiocharako, den hellige klippe. Træet har ikke færre end 18 stammer, der hver især symboliserer Lasstihi højsletten landsbyer: Tzermiado, Marmaketo, Mesa Lassithi, Mesa Lassithaki, Exo Potami, Mesa Potami, Agios Konstantinos, Agios Georgios, Koudoumalia, Avrakonte, Kaminaki, Magoulas, Psychro, Plati, Agios Charalambos, Kato Metochi, Pinakiano og Lagou.

 

Til højre fører en lang trappe op til kirken og modtagelsesværelset for besøgende.
 

 
I 1272 samledes kretensiske modstandsfolk til messe i klostret for at bede om styrke i kampen mod det venezianske styre. Der skulle dog ikke gå mere end 20 år, før venezianerne forbød alt ophold på Lassithi sletten og ødelagde alle eksisterende bygninger.

 
I midten af det 16. årh. bosatte en del flygtninge fra Peloponnes sig på Lassithi, efter at tyrkerne havde indtaget Nafplion. Blandt dem var nonnen Palladia, der genopbyggede klostret.

 
Kort tid efter genopbygningen drømte en kvinde fra en af de nærliggende landsbyer, at Jomfru Maria kom til hende og befalede hende at tage hen til en hule i nærheden af klostret. Den efterfølgende dag tog kvinden ud til hulen og fandt en Panagia ikon, som hun straks bragte til klostret. Fra ikonen, der var malet på krystal, fik klostret sit navn. Desværre forsvandt ikonen i 1890.

 

 
I tyrkertiden var klostret blevet til et munkekloster. Det støttede aktivt modstanden mod tyrkerne, hvilket klostret måtte bøde for, idet det blev plyndret og brændt ned flere gange.

 
I 1740 skulle en søn af familien Rovithis døbes i klosterkirken. Forinden var døbefonten dog blevet ødelagt af janitsharerne, så barnet blev døbt i en stor gryde (kazani). Med kretensernes sans for humor fik drengen straks tilnavnet Kazanis. Han er bedstefar til den kendte modstandsmand, Manolis Kazanis.

 

 
Igen i 1823 blev klostret ødelagt under Hassan Pashas angreb på Lassithi, og den franske opdagelsesrejsende, A. Fabreguettes, der besøgte klostret i 1834, beretter, at klostret endnu ikke var kommet sig over skaderne. Det blev først genindviet i 1862.

 
Kun fem år efter genindvielse blev klostret atter ødelagt, da tyrkerne i 1867 med hjælp fra den ægyptiske hær, ledet af Ismail Ferik Pasha, angreb sletten. Ismail Ferik var oprindeligt søn af en græsk præst fra landsbyen Psychro, men blev i 1823 bortført til Cairo, hvor han blev opdraget som muslim. Han havde gode lederevner og blev udnævnt til krigsminister i Ægypten.

 
Men skæbnen ville, at han flere år senere skulle vende tilbage til og ødelægge sin egen fødeby og Kroustallenia klostret. Historien bliver endnu mere grotesk af, at de kretensiske modstandsfolk delvist blev finansieret af hans bror, Antonios, der havde samlet sig en stor formue i det frie Grækenland. Efter slaget blev Ismail dræbt af tyrkerne, der frygtede, at han stadig kunne huske sine barneår, og måske var kristen i det skjulte (kryptokristen).

 
Herefter fik klostret lov til at fungere i fred og ro indtil Anden Verdenskrig, hvor græske styrker søgte tilflugt i klostret. Klosterforstanderen Ermolaos Kasapakis deltog også aktiv i modstandsbevægelsen og blev fængslet to gange.

 

 
I februar 1943 omdannede de italienske besættelsesstyrker klostret til en interneringslejr for politiske fanger. I den periode skete der stor skade på bygningerne, da besætterne, for at have kontrol over fangerne, tilmurede alle vinduer og døre på nær en. Desuden fældede de alle de gamle træer omkring klostret, knuste alle opbevaringskrukkerne og rev taget af munkecellerne for at bruge materialerne til at bygge udkigsposter ved Seli Ambelou. Munkene flygtede i første omgang til Vidiani klostret, men måtte også flygte derfra et par måneder senere. Først efter italienernes overgivelse i 1944 kunne munkene vende tilbage til klostret.

 
Ud over sin medvirken i de forskellige kretensiske opstande havde klostret allerede i tyrkertiden oprettet en grundskole for Lassithi slettens børn. Indtil 1870 var det slettens eneste skole. Der blev undervist i læsning og skrivning samt i praktiske landbrugsdiscipliner, hvor eleverne havde deres eget lille jordstykke, som de skulle passe.

 

 
Som undervisningsmateriale anvendtes de forhåndenværende kirkelige bøger, og eleverne blev rykket op i næste klasse, hver gang de var færdig med en bog.

 
I 1912 blev klostrets skole flyttet ud til landsbyen Mesa Lassithi, men de fleste forældre foretrak, at skolen lå inden for klostrets rammer, så blev den flyttet tilbage i 1914. Skolen blev lukket i 1925, da der blev oprettet nye skoler i Marmaketo, Agios Konstantinos og Mesa Lassithi.

 
Klostret varetog også mange af de kirkelige handlinger i området. F.eks. var det indtil Anden Verdenskrig tradition hvert fjerde år at velsigne jorden for at opnå en stor høst. Højtideligheden, der foregik om foråret, strakte sig over tre dage.

 
Den første dag blev der om morgenen holdt messe i Kroustallenia klostret, hvorefter munkene og den øverste præst på Lassithi tog ikonerne, exapteryget (metalplader med gengivelse af seraferne), korset og bannere fra kirken og begav sig i procession til Agios Konstantinos. Her blev der igen holdt messe, hvorefter man fortsatte til Mesa Lassithi, Marmaketo og sluttede i Tzermiado med aftenmesse.


Næste morgen startede med endnu en messe i Tzermiado, hvorefter man fortsatte til Lagou og Pinakiano. Her sluttede troende og nonner fra Panagia Kera klostret (nord for højsletten) sig til følget medbringende den berømte, mirakelgørende Panagia ikon. Herfra fortsatte man i samlet optog til Vidiani klostret, Kato Metochi, Agios Charalambos, Plati og Psychro, hvor aftenmessen blev holdt.
Panagia Kera klostret

 
Tredje dag begyndte igen med morgenmesse, inden man gik videre til Magoulas, Kaminaki, Avrakonte, Agios Georgios og til Skt. Johannes Døberens kirke på sletten. Her afholdtes den tyvende og sidste messe. Til sidst blev vandet i cisternen velsignet, så alle, der deltog i processionen, kunne få deres del af det velsignede vand. Højtideligheden var nu slut, og deltagerne tog sammen med deres lokale præst tilbage til deres respektive landsbyer.

 

 

 

Generel oversigt