Seværdigheder - Lassithi Amt
Lassithi højsletten

 

Lassithi højsletten ligger i en højde af 817-880 m midt i bjergkæden Dikti, der også kaldes De Lassithiotiske Bjerge. Den højeste bjergtinde, Spathi, er 2.148 m. Selve sletten er 10 km lang og 4-5 km bred, og det flade landskab brydes kun af Kefala-højen nord for Agios Georgios.

Der fører kun to asfalterede veje op til Lassithi højsletten: gennem passet Selí Ambélou mod nord og Tou Patéra ta Seliá mod øst. Desuden findes der seks mere eller mindre passable grusveje gennem bjergene.
 

 
Lassithi var oprindeligt et stort bassin mellem bjergene, der hovedsageligt består af kalksten. I den sydlige del - ved Ag. Georgios - findes der desuden skifer. Med tiden er bassinet opfyldt med eroderet materiale, så et tværsnit ville vise landbrugsjord øverst, to vandspejle i en dybde af henholdsvis 8-10 m og 14-18 m, derefter et op til 30 m tykt lerlag og nederst skifer.

 
Når sneen smelter i bjergene, eller når det regner, strømmer vandet ned i dalen, der på den måde får et par meter vand om året, og ofte er der store oversvømmelser om foråret. For delvis at kontrollere vandmængderne er der opført en dæmning ved udmundingen af Havgá kløften sydøst for Agios Konstantinos. Dæmningen er forsynet med en sluse, der leder noget af vandet hen til et stort reservoir.

 

 
Allerede i det 15. årh. gravede venezianerne grøfter (línies) på hele sletten for at lede vandet mod den naturlige afvandingskanal ved Chonos, vest for Vidiani klostret. Vandet fortsætter seks km gennem bjerget og munder ud i lavlandet, hvor det løber ud i Aposelemi floden.

 

 
Det resterende vand trænger ned i undergrunden, der kan rumme store mængder grundvand pga. den porøse kalksten. Så sent som i 1970'erne sørgede ca. 4.000 vindmøller for vandingen af de mange marker, og det var et imponerende syn at se de mange hvide sejl på sletten. I dag er størstedelen af møllerne erstattet af benzin- eller eldrevne pumper.

    Sletten i 1973

 
Vindmøller eller ej, så er Lassithi højsletten et af Kretas største landbrugsområder, hvor der hovedsageligt dyrkes kartofler, artiskokker, bælgfrugter, korn og lucerne til dyrefoder.

 

 

Da Lassithi højsletten ligger ret isoleret fra det øvrige Kreta, har den altid fungeret som et naturligt samlingssted for kretensiske modstandsgrupper.

 
Kort efter venezianernes overtagelse af Kreta i 1211 samledes modstandsfolk fra det østlige Kreta på Lassithi, hvor de kunne skjule sig i de tætte skove. På grund af deres gentagne angreb blev sletten ofte omtalt som "tornen i Venezias hjerte" (Spina nel cuore de Venezia) i de rapporter, der blev sendt til Venedig, og i 1293 forbød de venezianske myndigheder alt ophold på sletten:

 
" Kretas provveditorer [kommandanter] er bekymret over situationen på øen og vurderer, at det er farligt, at området, kaldet Lassithi, er beboet og opdyrket i tilfælde af partisankrig - gid dette ikke må ske - på grund af stedets udformning som en naturlig befæstning. Da det også er til skade for dem, der støtter det venezianske overherredømme, har vi besluttet, at området skal ødelægges, og at alt ophold skal forbydes, så man undgår den nuværende kilde til maliciøse sammenstød og ulykkelige hændelser.

 
Fra begyndelse af næstkommende januar forbydes det enhver person at opholde sig inden for Lassithi højslettens grænser for at dyrke eller tilså marker. Det samme er også gældende for de omkringliggende bjergskråninger, høje som lave, der vender mod den omtalte højslette, og de steder, hvorfra vandet strømmer mod højsletten. Enhver lovovertræder straffes med afhugning af det ene ben.

 
Enhver, der måtte ønske at angive en lovovertræder, vil af det offentlige modtage 50 guldpenge, såfremt det viser sig, at lovovertrædelsen er sand. Anmelderens navn vil blive hemmeligholdt.

 
Det er ligeledes forbudt at græsse heste eller andre dyr på den omtalte Lassithi højslette. Overtrædelse vil blive straffet med konfiskering af samtlige de dyr, der findes græssende på de omtalte steder.

 
Enhver, der angiver overtrædelser, der viser sig at være sande, vil som belønning modtage halvdelen af de pågældende dyr, mens den anden halvdel tilfalder det offentlige. Anmelderens navn vil blive hemmeligholdt."

 

 

 Lassithi højsletten lå derfor øde hen i mange år, indtil venezianerne af militære grunde i 1463 igen gav tilladelse til opdyrkning af sletten, som de bortforpagtede for fem år ad gangen. Den eneste tilladte afgrøde var hvede, men det var stadig landarbejderne forbudt at opføre permanente boliger. I stedet blev der opført interimistiske huse, de såkaldte metochia, hvor landarbejderne kunne bo i dyrkningsperioden. Disse metochia har så senere udviklet sig til de nuværende landsbyer på Lassithi. I dag anvendes ordet mest om et klosters jordbesiddelser.

 

 
I 1546 overlod venezianerne markerne på Lassithi til deres landsmænd, der var flygtet fra Peloponnes efter tyrkernes erobring.

 
Også i tyrkertiden blev Lassithi udsat for ødelæggelser under de store oprør. Især forårsagede den ægyptiske Hassan Pasha i 1823 store ødelæggelser på sletten, da han efter flere forgæves forsøg på at indtage den gennem passene Seli Ambelou og Tsouli Mnima trængte ind via Katharo højsletten, sydøst for Lassithi. Han dræbte de fleste mænd og bortførte kvinder og børn.

 
Igen i 1867 blev Lassithi angrebet, denne gang af Omer Pasha, der samme år var blevet udnævnt til leder af den 25.000 mænd store tyrkiske hær. Ved Kastelli, vest for Lassithi, forenede han sine tropper med de ægyptiske styrker under ledelse af Ismail Ferik Pasha. De kretensiske modstandsfolk barrikaderede straks passene til Lassithi, men Omer overrumplede dem ved i stedet at gå over bjerget Afendis. Han mødte kun ringe modstand ved Karas Pigadi, og herefter lå vejen åben til Lassithi højsletten.

 

Selv om kretensernes leder, Korakas, hurtigt førte sine tropper ned på selve sletten, kunne de intet stille op mod den overlegne tyrkisk-ægyptiske hær. Endnu engang blev højsletten plyndret og ødelagt.

 

 

 

Generel oversigt