Seværdigheder - Lassithi Amt

Lithines

 

Lithines ligger 25 km syd for Sitia. På den ene side afgrænses byen af landevejen Sitia-Ierapetra og på den anden side af skrænten ned til dalen, der skiller byen fra nabobyerne Azali og Pefki.

 

 
Byen er første gang omtalt i 1369, men den menes at være grundlagt allerede i 1082, hvor kejser Alexios Komninos I. - ifølge et dokument fra Gonia klostret på Rodopos halvøen - skulle have sendt 12 familier til Kreta for at befæste det byzantinske riges magt over øen.

 
Der hersker dog tvivl om ægtheden af dokumentet, idet der kan være tale om indfødte familier, der i denne periode fik tildelt store jordbesiddelser i området. De 12 familier var: Fokas, Skordilis, Gavalas, Kalafatos, Arkoleos, Chortatzis, Mousouros, Varouchas, Melissinos, Litinos, Argyropoulos og Vlastos.

 

 
Lithines ligger i et område, der er begunstiget med mange kilder, der forsyner egnen med rigelige mængder vand, så det er ret sandsynligt, at området har været beboet lige siden oldtiden, hvilket også fundet af kuppelgrave og andre bygninger fra den første geometriske periode (1100-800 f.Kr.) antyder.

 
Byen består for det meste af smalle stræder, hvor husene klumper sig sammen i flere niveauer. Et af byens kendetegn er de velholdte huse med de mange udvendige trapper, og mange gange føler man sig mere hensat til en af Kyklade-øerne end til en by på Kreta.

 

                  

 

 
Et andet kendetegn er de mange kirker i området. Den mest kendte er den gamle Panagia kirke fra 15. årh. I kirken findes bl.a. en gammel Panagia ikon, der ifølge traditionen udfører mirakler. Det fortælles endvidere, at hvis man transporterer kød over kirkepladsen, vil det straks rådne. Således skete det for mange år siden, at en tyrker ville provokere landsbyens kristne indbyggere ved at bære noget kød forbi kirken, mens han hånede Panagia. Straks rådnede kødet - og ikke nok med det, for da han den næste dag gik ud til sin fåreflok, var også alle fårene døde.

 

 
Ud over gudstjenester er dåb den eneste kirkelige handling, der finder sted, idet der i denne kirke ikke må foretages bryllupper endsige begravelser. Faktisk er det slet ikke tilladt at betræde kirken den selv samme dag, hvor man har deltaget i en begravelse - det gælder også for præsten.
 

 
I slutningen af den venezianske periode ejede familien Vlachos byen, og inde i Agios Athanasios kirken, bag den gamle skole, ses en inskription, der fortæller:

 

… Denne guddommelige og ærefulde kirke til vores hellige fader Athanasios, ærkebiskop over Alexandria, er renoveret gennem bidrag, arbejde og udgifter af den fyrstelige herremand Georgios Vlachos … 1587.

Den gamle skole
Uden for kirken ses Vlachos familiens gravsted, og i muren findes en række indmurede tallerkener, som bygmestrene efter sigende skulle have spist af.
 

 

I den tyrkiske periode lå der en treetages fæstning i byen. I 1828 søgte områdets tyrkere hertil, da der var udbrudt oprør nord for byen. 140 våbenføre mænd og 250 kvinder og børn forskansede sig i fæstningen, som den kretensiske oprørsleder, Tsouderos, efter to dages belejring forsøgte at sprænge i stykker. Det lykkedes ikke, men trægulvene begyndte at brænde, hvilket skabte panik blandt de indespærrede. De så en stor tønde med noget, de antog for at være vand, og hældte det ud over ilden. Det viste sig desværre for dem at være raki, så i løbet af få sekunder var hele bygningen omspændt af flammer, og alle omkom - på nær en kvinde, der nåede at springe ud fra bygningen.

 
Ved denne katastrofe blev fæstningen helt ødelagt, så der findes ingen rester af den i dag.

 

                    

 

 
Et par kilometer nordvest for Lithines ligger Agios Antonios hulen, opkaldt efter det lille kapel ved indgangen.

 

 

 

 I sommeren 1984 boede jeg i Lithines i en længere periode og tilbragte adskillige timer i selskab med Kostas Konstantakis på hans cafe. Han fortalte mig mange af de myter, der knytter sig til området, bl.a. at der i hulen skulle befinde sig en umådelig skat. Derfor var en tyrker engang kravlet op i den for at finde skatten, men uden resultat. Næppe var tyrkeren klatret ned ad en lian fra den højtliggende hule, før han opdagede, at han havde glemt sin kniv indenfor. Selv om tyrkeren godt vidste, at det kun var tilladt at komme i hulen én gang, ville han alligevel have sin kniv tilbage, så han klatrede atter op ad lianen. Lige inden han nåede hulen, blev lianen forvandlet til en slange, som bed tyrkeren, der faldt død til jorden.

 
Næste dag drog jeg op til hulen for med egne øjne at se det sted, som Kostas så malende og overbevisende havde beskrevet. Det lykkedes mig ikke at komme ind i hulen, men det lille Agios Antonios kapel var smukt, og der var en storslået udsigt ned over dalen. Da jeg igen om aftenen besøgte Kostas, fortalte jeg ham, at jeg havde besøgt hulen og fundet en kniv derinde. Jeg viste ham min danske lommekniv, der må have set meget fremmedartet ud i hans øjne, for de blev store og undrende, og han stammede: "Men, men det må jo være tyrkerens kniv, så er historien altså rigtig!" Herefter gik jeg til bekendelse, og da Kostas forstod sammenhængen, lynede hans øjne - for i næste øjeblik at stråle, og han brød ud i en hjertelig latter.

 
                

 
Desværre lever Kostas ikke længere, men jeg mindes med megen glæde hans fortællinger om gamle dage og vores daglige smådrillerier.

 

 

 

 

Generel oversigt