Folklore - Gamle håndværk

 

Silkeavl

 

Silkens historie fortaber sig i fortiden, men den er tæt knyttet til kinesiske myter og traditioner.

 
Kinesiske forfattere fortæller, at silken blev opfundet ved et tilfælde i 2.690 f.Kr. Kejserinde Si-Ling-Chi var ved at drikke sin the i haven, da en kokon pludselig faldt ned i theen. Da hun forsøgte at fiske den op, var den klæbrige kokon blevet opløst af den varme drik, så i stedet trak hun en meget stærk tråd op - den første silketråd.

 
Traditionen vil, at udbredelsen af silkeproduktion fra Østen til Vesten skyldes byzantinske munke, der var rejst til Persien og Kina for at missionere. Under deres ophold undersøgte de samtidigt alt af interesse, og da de rejste tilbage i år 554 havde de i deres hyrdestave skjult silkeormeæg og frø fra morbærtræer. På den måde kom silken til Konstantinopel, hvorfra den hurtigt spredte sig til andre dele af Det Byzantinske Rige (Thrakien, Makedonien, Thessalien og Peloponnes).

 

Efter korstogene, hvor Konstantinopel mistede meget af sin magt, gik der også nedad for silkefremstillingen, og i 1340 nævnes kun Thessaloniki at have en silkeindustri.

 
Indtil slutningen af det 19. århundrede var silkeproduktion ret udbredt. Stelios Vasilakis anfører således i en artikel fra Chania-avisen Patris, at Grækenland i 1855 fremstillede 90.000 kg silke.

 
I sin rejsebeskrivelse fra Kreta (1834) skriver Robert Pashley i sin statistik over Kretas økonomi, at den årlige silkeeksport var på 11.000 okades (=14.102 kg) - i hvert fald officielt, for som han nævner i en fodnote, så eksporteres der en del silke som smuglervarer, så eksportørerne slipper for afgiften på 3%.

 
Man anvendte silken til broderier og forskellige beklædningsgenstande. Silken blev fremstillet hjemme af kvinderne, hvor de fodrede silkeormene med morbærblade. (I den forbindelse kan det nævnes, at produktionen af morbærraki også var langt mere udbredt end tilfældet er i dag). Selve forarbejdningen af silketråden blev ofte overtaget af professionelle kvinder, anelytres, der varmede kokonerne op i store gryder, indtil de blev bløde og limen opløst, så trådvindingerne kunne løsnes fra hinanden. Med en busket gren samlede de silken op, som andre kvinder dernæst spandt på en vinde.

 
Erhvervet uddøde, da hjemmeproduktionen af silke ophørte på grund af sygdom blandt silkeormene og import af billig og færdiglavet silke fra Østen og Europa.

 
I sin bog "Erindringer og muntre, sande historier fra min hjemegn" (Αναμνήσεις & εύθυμες, αληθινές ιστορίες του τόπου μου) fortæller Manolis Despotakis bl.a. om silkeavl i sin landsby, Kakopetros, der ligger 38 km fra Chania på vejen til Palaiochora:

 
"For mange unge mennesker er ordet silkeavl sikkert ukendt. Men ikke desto mindre var vores forfædre silkeavlere. Før krigen i 1940 gjorde kvinderne i landsbyen - heriblandt også min mor - hver sommer et stort, rent og solbeskinnet hus klar til deres silkeorme. På et stativ, der var lavet til lejligheden, anbragte de stråmåtter i to, tre eller fire "etager", så der var fri passage, når de skulle passe silkeormene. (Om foråret) kom der nogle særlige handelsfolk til landsbyen og solgte silkeormeæg pakket i tre forskellige størrelser æsker. Alle de gamle kvinder vidste godt, hvor mange æg de skulle købe til det rum, de havde forberedt, og i forhold til den mængde morbærblade, de havde på deres egne træer, og som de kunne få af naboerne. Jeg kan huske, at min mor i det rene, nykalkede rum, hvor hun have forberedt stråmåtterne i tre etager, åbnede æsken og lagde silkeormeæggene på et rent stykke lærred, som hun anbragte mellem nogle uldtæpper eller under armhulen om natten i så mange timer, at æggene blev udklækket. Hun skar morbærblade ud i ganske små stykker og lagde dem i duske ved siden af hinanden på lærredet på det rette tidspunkt. Hundredvis af mikroskopiske larver klæbede til det. Dem flyttede hun over på stråmåtterne, hvor hun i forvejen havde lagt et helt lag af friske, finhakkede morbærblade. Denne procedure gentog sig adskillige gange, indtil alle æggene på lærredet var udklækket. Den første uges tid madede hun dem med finhakkede blade, og når de var vokset lidt, lagde hun hele morbærgrene op på stråmåtterne, som straks blev helt fyldt med larver. Derefter flyttede hun dem hen på stråmåtterne, hvor der var plads. På den måde blev alle tre lag hurtigt ensartet dækket. Når silkeormene var blevet store, blev de fodret med rigelige mængder af hele morbærblade tre gange om dagen, til de var klar til at forpuppe sig. Kvinderne samlede rene grene fra timian, salvie, gyvel o.a. og lagde dem på kryds og tværs oven på stråmåtterne. På disse grene spandt silkeormene deres lufttætte kokoner, hvori de lukkede sig inde. Hvis kvinderne ikke inden for nogle få dage sørgede for at anbringe grenene på et sted med høj temperatur (i solen), så ormene døde, udklækkede de sig til små sommerfugle, der gennembrød kokonerne og fløj bort."

 

Ungdomsfoto af M. Despotakis. Han er nu pensioneret fra Den Græske Radiofoni og bor i Chania

 

 

 
"Jeg kan huske, at min afdøde mor engang udvalgte ti tykke kokoner, som hun holdt øje med. Efter nogle dage brød de små sommerfugle igennem. Hun lukkede dem inde i et hvidt, udbredt lagen, hvor de parrede sig uden at spise og lagde en utrolig stor mængde æg. Hun kunne desværre ikke holde liv i dem til det følgende år, for det kræver videnskabelig pleje, desinfektion osv., så hun smed dem ud. En af silkeavlerens værste fjender er sommerregnen (der ganske vist er sjælden på vores kanter), for det nytter ikke noget at samle våde morbærblade, da de ikke kan bruges som føde, når de er våde." (Silkeormene vil kun spise bladene, hvis de har en passende fugtighed).

 
"I den korte tid, hvor larverne (silkeormene) voksede, undlod man endog at brænde gips i landsbyen, for røgen og den mærkelige lugt af sten, der brænder (det lugter som brændt svovl), ville helt have taget livet af dem." (Silkeorme er yderst overfølsomme over for støj, kemiske stoffer og røg).

 

 

 

I forsommeren 2010 havde det lille folkloremuseum i Zaros en udstilling om fremstilling af silke. Her kunne man bl.a. opleve silkeormene i forskellige udviklingstrin.

 

 

 
Udstillingen mundede ud i et arrangement midt på hovedgaden, hvor Maria viste, hvordan man udvinder tråden fra kokonerne efter først at have lagt dem i varmt vand.

 

 

 

Traditionen tro var der også mulighed for en forfriskning og lidt traditionelt at spise.