Historie - Venezianertiden

Jordskælv

 

1303
Næsten 1000 år efter antikkens altødelæggende jordskælv blev Kreta igen den 8. august 1303 ramt af et meget kraftigt jordskælv, der er beregnet til 8 Richter, hvilket gør det til det næststørste jordskælv, der nogensinde har ramt området. Alene i Iraklio døde 4.000 mennesker, og mange af byens mure styrtede sammen, ligesom også byens fæstning blev voldsomt beskadiget. Skælvet blev fulgt af en tsunami, der overskyllede den ødelagte by og ødelagde resten af de huse, der havde overlevet selve skælvet. Faktisk blev hele det østmediterrane område påvirket af flodbølgen. Efterskælvene varede i næsten en måned.

 

 
Ikke kun Iraklio blev ødelagt ved jordskælvet. Også store dele af Østkreta led voldsom skade f.eks. Sitia og hele Mirabello området. Selv i Ægypten blev jordskælvet årsag til store ødelæggelser i Alexandria, hvor det berømte fyrtårn led skade, ligesom der også skete ødelæggelser i Syrien og Jordan.

 
1353
Dagen efter indsættelsen af den venezianske hertug (duca) Marco Gradenigo ramte et stort jordskælv den 16. oktober 1353 Iraklio og Rethymno. Skælvet blev forværret af kraftige regnskyl, der oversvømmede store dele af området.

 
Det 15. århundrede
Der er ingen beretninger om store jordskælv i dette århundrede. Dog ved man, at der var jordskælv på øen i 1416, 1430 og 1494. Om det sidste findes en kort beskrivelse af en italiensk præst, der gjorde ophold på Kreta under sin rejse til Rhodos: "Den aften (1. juli), jeg ankom til Iraklio, blev vi ramt af et jordskælv, der var så voldsomt, at jeg faldt ned af min stol. Kort tid efter marcherede præster i fuldt ornat og med alle ikonerne gennem byen."

 
1508
Den 29. maj 1508 blev store dele af Iraklio, Sitia og især Ierapetra ødelagt af et andet stort jordskælv. Jordskælvet er blevet beregnet til at have varet 15-20 sekunder med en intensitet på 7,2 Richter med epicenter i nærheden af Karpathos. Jordskælvet krævede 300 dødsfald i Iraklio, men for hele øen var tallet omkring 30.000.

 
Til forskel for andre jordskælvskatastrofer sendte Rådet i Venezia penge til øen til genopbygning, hvilket ellers kun skete, hvis der var sket skader på militære anlæg.

 
1½ måned efter jordskælvet beskrev den venezianske hertug Gieronymo Donato i et brev til sin ven Pietro Contarino jordskælvet og stemningen i byen samt sine tanker om dets årsag og følger.

 

Klik her for at læse brevet

 

 
1595
Den 26. november 1595 blev hele det sydlige Ægæerhav ramt af et jordskælv på 6,4 Richter. Det forvoldte stor skade i Chania og Iraklio. Den italienske forfatter og rejsende Onorio Belli fortæller i et brev, at jordskælvet indtraf kl. 12, og at mange mennesker gik helt amok og mistede forstanden. Ligesom i beskrivelsen af jordskælvet 1508 var der vindstille, da en brølen pludselig gik gennem jorden, og husene begyndte at falde sammen. Trods jordskælvets størrelse krævede det kun få dødsofre. Belli giver i et brev fra 22. januar 1596 en fantastisk beskrivelse af, hvordan kirkekuplerne gik fra hinanden og samledes igen:

 
"Frankerne var på det tidspunkt færdig med deres messe, mens de ortodokse stadig var i gang med deres messe og bønner, da kirkekuplerne pludselig åbnede sig, så man kunne se himlen gennem revner, der var en fod brede. De faldt på plads og samledes igen, selv om mange kirker led voldsomt derunder. Agios Franciscos faldt i grus pga. revnerne. Mange siger, at de så kirkens klokketårn hælde ind over Agia Klairi kirke mere end tre gange."

 

 
Det år var der tørke på Kreta, og folk og dyr havde svært ved at finde føde. Belli fortsætter:

 
"Jeg tror, at årsagen til jordskælvet er den forfærdelige tørke, der har været her i efteråret og vinteren. I november var her varmere end i august, og det er stadig varmere end i marts, og der kom først regn i december. Der herskede stor nervøsitet, for bønderne var ikke begyndt at så endnu, noget der er yderst usædvanligt i dette klima. (…) Men hvis tørken fortsætter, dør folk af sult. Her er stor mangel på alt. Hvede koster 6 lirer pr. mouzouri [= 12,82 kg], yderst usædvanligt, for i tidligere år kostede det 3. Det er ikke til at opdrive kød, for dyrene er døde i tørken. På landet plejer man nemlig at fodre dem med grønne planter, der vokser frem med novemberregnen. Men indtil videre er alt afsvedet."

 
Det 17. århundrede
Man har kendskab til 10 jordskælv i det 17. årh.: september 1604, 8. november 1612, 9. marts 1629, 15. januar 1646, 9. oktober 1650 (et kraftigt vulkanudbrud på Santorini forårsagede både jordskælv og tsunami på Kreta), 1662, 1664, januar 1665, 7. maj 1673, 10. januar 1681.

 
1629
Den 9. marts 1629 ramte et jordskælv Kreta og havet nord for øen. Det havde en styrke på 7,3 Richter og forvoldte en del skader. Der findes en beskrivelse af skælvet fra en kaptajn, mens han var på vej til Zakynthos. Efter ankomsten blev han stillet for en domstol, fordi han havde mistet noget af lasten:

 
"Jeg, Andreas Rousos, kaptajn på et handelsskib til Zakynthos, erklærer under ed over for de ansvarlige myndigheder og over for jøden Abraham Kandiotis, hvem lasten tilhører, at:
Jeg den 27. februar [ifølge den gamle julianske kalender] i år 1629, efter at være sejlet fra Kreta omkring midnat, efter ca. 10 timer, og selv om vejret var godt, og der ikke rørte sig en vind, og himlen var meget dybblå, pludselig lidt mod nord på havet så en hel mur af bølger, der forekom sneklædte af skum, og som lynhurtigt var på vej mod syd. Et øjeblik efter boblede og skummede havet omkring os. Inden jeg nåede at spørge styrmanden om dette ejendommelige særsyn, hørte jeg en støj under vandet som af lænker, der bliver trukket. Jeg troede, at skibet kastede anker, eller at det måske var stødt på nogle klipper, og at vi sank, for selv om vi var langt væk fra de frygtelige kæmpebølger, var havet omkring os i så voldsomt oprør, at jeg troede, at skibet ville blive knust af den altødelæggende bølge.
Derefter blev der igen stille, selv om havet stadig boblede. Først på det tidspunkt hørte jeg mine sømænds klagende råb. Selv om vi var halvdøde, vendte vi blikket mod bølgerne af frygt for, at de skulle komme igen, men de fortsatte mod syd og efterlod en fred bag sig, selv om havet stadig var oprørt og gråt med lidt skum, og himlen fortsat var dybblå og skyfri. I havet så vi vragrester. Alt dette skete i løbet af få minutter. Da jeg havde sundet mig, måtte jeg med smerte i sjælen konstatere, at skibsdrengen og tønderne på dækket manglede."

 
Myndighederne godtog kaptajnens forklaring, men det gjorde den jødiske handelsmand ikke. Han krævede erstatning for sit forliste gods, idet han fastholdt, at kaptajnens forklaring umuligt kunne være sand, og følgelig krævede han, at den stakkels kaptajn Andreas Rousos skulle straffes. Til denne anklage erklærede dommeren Bembo, at der ud fra forhøret ikke var belæg for at mene, at kaptajnen var hjemfalden til straf. Men domstolen ville gå videre med sagen, da den ønskede at kende hele sandheden, og hvis det viste sig, at kaptajnen havde løjet over for myndighederne, ville han blive straffet strengt, men hvis hans forklaring var sand, skulle handelsmanden derimod straffes strengt.

 
Flere måneder senere søgte et spansk krigsskib havn på Zakynthos pga. uvejr. Skibets kaptajn, der var ven med dommeren, fortalte blandt andre mærkelige ting, at havet pludseligt var blevet viltert og oprørt, da hans skib i begyndelsen af marts var sejlet fra Milos, selv om vejret var godt, og der ikke var en vind, der rørte sig, og der var hedebølge. Han havde ikke kun oplevet flodbølgen og de tårnhøje og skummende bølger, der pludseligt rejste sig af havet, mens de bevægede sig mod sydøst, men han havde også hørt en undersøisk larm, der lød som bjælker, der blev slået mod hinanden. Der skete ikke hans skib noget. Da han ankom til Kythira, hørte han, at indbyggerne dér havde mærket et mellemstort jordskælv på den samme dag og tidspunkt. Havet omkring molen havde ikke opført sig specielt, men vandstanden var steget lidt. Dommeren bad ham om at erklære dette offentligt for at få frifundet kaptajnen, der var anklaget af den jødiske handelsmand.

 
Seks måneder senere ankom kaptajnen på en veneziansk krigsgalaj til Zakynthos fra Corfu, og da han hørte om jødens anklage mod kaptajnen, erklærede han, at han i marts måned havde set vragrester i havet og lig af skibbrudne og andre ting, der tydede på alvorlige havarier. Men han havde intet hørt om noget jordskælv.

 
I et senere dokument fra 1631 kan man læse den endelige domsafsigelse, efter at myndighederne havde undersøgt sagen til bunds:

 
"Fra officielle oplysninger og fra troværdige vidners forklaringer må vi anse kaptajn Rousos' erklæring for troværdig og sand. Retten ved desuden, at der forekom mange forliser i forbindelse med det pludselige oprør på havet. Følgelig dømmer vi i dag den 2. april 1631 jøden Kandiotis for mistillid, hvorfor han skal tilbringe en dag i gabestokken i Zakynthos by og en dag i forstaden Aigialo, samt afsone tre måneders fængsel og til at betale sagens retsomkostninger. Kaptajnen er berettiget til at kræve erstatning for ventetiden."