|
Seværdigheder - Chania Amt |
|
|
Robert Pashleys beskrivelse af turen |
| … Vi fortsatte mod sydvest i retning af kysten. Klokken kvart over fem kunne vi skimte Selino-Kasteli (Palaiochora). Vi følger stien mellem stejle klipper, som jeg er sikker på aldrig er blevet bearbejdet af menneskehånd. Her faldt min i øvrigt gode hest. Den forsøgte to gange at rejse sig, men hver gang faldt den om igen, inden den endelig kom op at stå. Da jeg stod af hesten for at undersøge dens sår, så jeg til min overraskelse, at den kun havde to overfladiske sår på benene, forårsaget af de skarpe klipper, men den havde mistet meget blod. |
|
||
| Tegning fra Pahleys bog: | |||
| Loutro | |||
| Det
eneste dyr, man kan ride sikkert på i disse områder, er et muldyr, for hestens store hove gør det vanskeligt for den at træde ret mange steder.
Kunsten at vælge, hvor det er sikkert at træde, er ukendt for hesten,
mens ethvert muldyr er specialist heri.
|
|||
| Kort
tid efter at min hest var styrtet, og jeg med nød og næppe havde undgået
et mildest talt yderst ubehageligt fald, nåede
vi til kanten af skrænten. Den snoede sti ned til havet er så stejl,
klippefyldt og farlig, at jeg tænkte på at sende Manias tilbage med
hesten, mens jeg fortsatte alene til fods. Men da det var sent, og jeg
formentlig ville blive nødt til at overnatte, inden jeg nåede Agia Roumeli, og da
området var mig aldeles ukendt, besluttede jeg, at vi skulle fortsætte
sammen. Stien snor sig ned ad en klippefyldt, næsten lodret og meget høj
skrænt. Hvis min hest trådte forkert i et af svingene, ville det helt
sikkert blive dens sidste rejse. Da vi var kommet helskindet ned af den
lodrette og farlige skrænt, befandt vi os stadig højt over havets
overflade. Selv om bjergskråningen nu har en mindre hældning, er den
stadig så stejl, at stien fortsætter i zigzag resten af vejen. Jorden på
den bjergskrænt, vi har været 1½ time om at forcere, er dækket
af løse sten og kun en lille smule jord.
|
|
||
| Tegning fra Pashleys bog: | |||
| Kaptajn Manias | |||
| Endelig
nåede vi ned i nærheden af kysten, en smule vestligere end dér, hvor vi
var begyndt
vores nedstigning ad skrænten. En mil længere mod vest nåede vi den lille Agios
Pavlos kirke, hvor vi i nærheden fandt en kilde, hvor vandet fossede ud.
Efter få skridt strømmer den ud i havet. Den florentinske
Kreta-farer, Buondelmonti, som jeg ofte refererer til, siger om denne
kilde,
at den er halvt så stor som Arno, men den, der besøger kilden ved Agios
Pavlos, må indrømme, at det er en voldsom overdrivelse. ...
|
|||
| Det
siges i øvrigt, at Sankt Paulus har gjort endnu flere velgerninger over
for kretenserne end blot at give dem denne kilde, da han efter to års ophold i
Rom besøgte øen. Han befriede også øen for alle vilde og farlige dyr.
Desværre for den kristne myte, besynges Kreta i lige så høj grad af de
antikke forfattere som af de nuværende indbyggere for at være fri for
disse dyr. De fromme hedninge tillagde Herakles dette værk, lige som de
kristne tillægger det Sankt Paulus. …
|
|||
| Ved 7-tiden forlod vi kilden og den lille Agios Pavlos kirke og fortsatte langs kysten. Aftenskyggerne tillod mig ikke at se detaljerne i den omgivende natur tydeligt. Tyve minutter i otte nåede vi dalen ved Agia Roumeli og Samaria kløften. De høje bjerge på begge sider og lyden af floden, der strømmer i det stenede leje, gør mig utålmodig efter i dagslys at se det landskab, som jeg regner med er et af de mest majestætiske og pittoreske på øen. Til trods for det fremskredne tidspunkt fandt jeg et behageligt husly hos en landmand, der i øvrigt kendte Manias af navn, skønt sidstnævnte aldrig tidligere havde været på dette svært tilgængelige sted i det yderste Sfakia område. Han modtog os meget varmt. | |||
|
|