Folklore - Gamle håndværk

 

Rakifremstilling eller kazánisma

 
Indledning De sociale omgivelser Selve fremstillingen

 

Hvis man har oplevet eller læst om andre af de mere eller mindre kollektive arbejdsprocesser, der foregår i landsbymiljøerne på Kreta, må jeg indrømme, at jeg havde forventet, at rakibrændingen var omfattet af en masse fest, musik og selskabelighed. Men virkelighedens verden var ganske anderledes. I Chania og de andre større byer afholdes der rakifester med musik og gratis raki, men i landsbyerne er der ingen, der gør det store nummer ud af brændingen. Som oftest mødes en lille gruppe mennesker (som måske hver især har leveret materialet til brændingen, nemlig de allerede pressede druer, mask (stráfylo), der så bliver destilleret). Det skal dog retfærdigvis siges, at de to steder, jeg har overværet processen, var meget små.

 

 
Naturligvis er det ikke alle kretensere, der brænder raki om efteråret. Det er så afgjort en foreteelse, der finder sted på landet, og selv her er det kun et fåtal, der er i besiddelse af et destillationsapparat (kazáni). Hos toldvæsenet skal man desuden hvert år have udstedt en personlig tilladelse. Tilladelsen følger navnet på den, der oprindeligt har opnået den, men i praksis betyder det dog, at en af sønnerne overtager arbejdet, så man undgår papirarbejdet med at få udstedt en ny tilladelse. Ud over at oplyse sine personlige data skal man desuden angive hvor stor en mængde mask, man er i besiddelse af (og dermed betale afgift for). Da tilladelsen desuden er tidsbegrænset i forhold til den angivne mængde mask, betyder det et meget koncentreret arbejde for producenten. I modsætning til Danmark er "snapsen" på Kreta kun belagt med ca. 4,- kr. i afgift pr. liter, men som alle andre steder i verden, bryder kretenserne sig heller ikke om nye afgifter. Man kommer i den forbindelse til at tænke på det gamle, danske udtryk "fattigmandssnaps", et udtryk, der for længst har mistet sin betydning. I den forbindelse skal man huske på, at afgiften er ret ny. Den blev første gang indført i 1998, men stigere jævnt for hvert år.

 

 
Samtidigt med at det er blevet urentabelt for den lille "producent" at fremstille sin egen raki, er der opstået en del mellemstore virksomheder, der fremstiller store mængder raki til turist- og restaurationsbrug, men ofte tilsættes den forskellige former for  tilsætningsstoffer eller måske ligefrem alkohol for at holde en vis procent. Denne udvikling er ensbetydende med, at tidligere tider, hvor man i festligt lag faktisk kunne konsumere store mængder raki uden at blive ramt af forfærdelige tømmermænd dagen derpå, er ved at være talte. Og smagen af den nye industrialiserede raki vil jeg slet ikke kommentere.

 

 

 Se den samlede billedserie