Seværdigheder - Chania Amt

Askyfou

 

Askyfou højsletten ligger i ca. 750 meters højde i Lefka Ori. Højslettens navn stammer fra det oldgræske ord 'skyfos', der betyder 'bæger', og henviser til højslettens beliggenhed mellem de op til 1500 m høje bjerge.


I lighed med Lassithi højsletten er også Askyfou dannet af eroderet materiale, der i tidens løb er skredet ned fra de omkringliggende bjerge. I forhistorisk tid menes højsletten at have været en indsø, men i dag er den frugtbart agerland, hvor der især dyrkes hvede, havre, kartofler og dyrefoder. Udover landbrug holdes der også en del får og geder.

Fra nordkysten går vejen til Askyfou via Vrises og Krapi højsletten. Her ligger en Agios Ioannis Prodromos Rigologos kirke, hvor Daskalogiannis' mænd i 1770 fejrede påsken inden deres frygtelige nederlag. 


Kort efter kører man gennem Katres kløften, og efter at have passeret turens højeste punkt, Xylodema, begynder nedkørslen mod højsletten.

 

Noget af det første, man ser på Askyfou, er ruinerne af to tyrkiske borge på hver sin bakketop - Planas' bakker. Borgene blev opført i 1868-69, men blev kun anvendt i fire år, inden slettens indbyggere ødelagde dem efter at have jaget tyrkerne ud af området.
Af den nordlige borg står der kun nogle lave mure tilbage,

mens man i den sydlige borg lettere kan danne sig et indtryk af indretningen.
Den nemmeste måde at komme op til borgene på, er at følge grusvejen ved Xylodema, men vær forberedt på at skulle forcere adskillige gedehegn!


Langs hovedvejen, der slynger sig ned mod sletten, er der bygget et par caféer, hvorfra der er en storslået udsigt over området.

Der ligger fire mindre bebyggelser på højsletten: fra nord Kares, Ammoudari og Petres samt Goni på den østlige del af sletten. Slettens byer, der tidligere udgjorde en selvstændig kommune med 444 indbyggere, fordelt med 200 i Ammoudari, 156 i Kares, 44 i Petres og 44 i Goni, blev ved kommunesammenlægningen "Ioannis Kapodistrias" i 1998 lagt under Sfakia kommune.


Om vinteren bliver højsletten ofte helt dækket af sne, så i ældre tider forlod indbyggerne Askyfou og flyttede ned i de små byer langs sydkysten.

I den første af bebyggelserne, Kares, ligger Giorgos Chatzidakis' krigsmuseum med genstande fra anden verdenskrig og en mindre samling af husgeråd og landbrugsredskaber.


Mellem Kares og Ammoudari ligger den farvestrålende Manouil og Ioannis kirke.
I slutningen af det 18. årh. var Manouil med sin familie samt mange kvinder og børn fra området flygtet til øen Chios for at undgå tyrkernes aggressioner i årene efter Daskalogiannis' mislykkede opstand i 1770. Men i 1792 blev han - kun 34 år gammel - dræbt af tyrkerne på øen, da han nægtede at frasige sig sin kristne tro. Han mindes ved en kirkefest den første søndag efter Panagia festen den 15. august.

På kirkepladsen er opstillet en sten til minde om de kretensiske partisaners fællesmøde (21. august 1866), hvor de vedtog union med det fri Grækenland - der skulle dog gå næsten 50 år, inden dette blev til virkelighed.
Ammoudari er den største af landsbyerne.

Bag den ligger bjerget Tavri, og i det fjerne ses toppen af Kastro (2.218 m), der hedder sådan, fordi man derfra kan se helt til Iraklion, der i gamle dage kaldtes Megalo Kastro.


På torvet står tre buster: En af Georgios Tsontos, der var general under kampene i Makedonien 1903-08 og 1914. Den anden er af Andreas Polentas, der deltog i modstandsbevægelsen under anden verdenskrig, men blev dræbt i 1942. Den tredje buste forestiller Stavrianos Polentas (Sisanes), der døde i 1959 103 år gammel. Han ligger begravet ved Agion Pnevma kirken på Tavri højsletten.

 

Den tredje af byerne, Petres, er Manousos Koundouros' fødeby.

Koundouros arbejdede ivrigt for Kretas selvstyre og fungerede som indenrigs- og trafikminister i den første regering under Kritiki Politia.
På den anden side af sletten ligger Goni ved bakken Skogio, lige syd for Planas-bakkerne med de to tyrkiske borge.

 

 

Askyfous historie: klik her (åbner i nyt vindue)
Vandringer fra Askyfou: klik her (åbner i nyt vindue)

 

 

 

Generel oversigt