| Når
man kommer til Toplou fra Sitia, er det første, man får øje på, et
lille kapel, der ligger for sig selv på højre side af vejen. Det er
munkenes gravplads.
|
|
| Til
venstre ligger selve klosterkomplekset. Inden indgangen til klostret
ligger der en mølle fra forrige århundrede. Den anvendes ikke længere,
men havde tidligere stor betydning, da klostret stadig havde en "lukket" økonomi og var
selvforsynende.
|
| Videre
fremme mod indgangen ligger en række huse, der har rummet munkeceller
og beboelse for Toplous mange verdslige hjælpere under klostrets
storhedstider, når der ikke var plads nok inden for murene.
|
| Indgangen
til selve klosterområdet foregår gennem den såkaldte Loggia, der fremstår som en høj og bred mur
omkring klostret, men som i virkeligheden
består af en række munkeceller. I Loggia’en er der nu indrettet en
butik med bøger, ikoner og andre religiøse genstande, hvilket røber nye tider for klostret,
der - og især efter den gennemgribende renovering - er blevet et yndet
turistmål.
|
|
|
Fra
Loggia’en kommer man ind i en forgård og står nu over for det fæstningsagtige
kloster, hvortil der er adgang gennem "Hjuldøren". Den kaldes
sådan, fordi den pga. sin tunge vægt løber på et hjul, når den skal åbnes og lukkes. Over døren findes det såkaldte "Dræberhul",
hvorfra munke kunne forsinke eventuelle fjender ved at hælde sten eller kogende olie
ned over dem, mens klostrets øvrige beboere kunne slippe væk gennem
en 180 m lang underjordisk gang, der munder ud i en kløft bag klostret,
der dengang var dækket af træer.
|
|
|
|
|
I
selve klostergården, der er brolagt med rullesten fra havet og udsmykket
med planter i store krukker, kan man se, hvor stor og kompleks selve
klosterbygningen er. Den har tre etager og er 15 m høj. I jordplan
ligger klostrets kirke samt 13 værelser, hvoraf nogle er blevet indrettet til museum med ikoner, relikvier og forskellige
dokumenter om Toplous historie. På første sal er der 20 rum
(6 køkkensteder, spisesal, gæsteværelser osv.) og på anden sal
er der 8 rum (abbedens bolig, 2 gæsteværelser, munkeceller og lagerrum).
|
| Over den
kompakte gård hæver det 33 m høje klokketårn sig.
Det er bygget i italiensk stil og er således adskilt fra kirken, men indgår
i stedet i det fæstningsagtige anlæg omkring klostret. Det blev bygget
under abbed Gavriil Pantogalos i begyndelsen af det 17. årh., men styrtede sammen og
blev senere genopført af Kyrillos Smirilios.
|
|
|
|
| Overleveringen
fortæller, at da tårnet blev bygget, var området præget af megen
tørke. Men bygherren drømte,
at hvis han sprang ud fra tårnet, ville han ville finde vand på det
sted, han ramte jorden. Dette gjorde han så, og uden at være kommet til
skade ved faldet (kun lidt blod dryppede fra hans finger) huggede han i
den massive klippe den brønd, man stadig ser den dag i dag. Selv om den kun er
4 meter dyb, er der masser af vand i den.
|
| Kirken er bygget som en 2-skibet basilika. Det nordlige skib er
viet til Jomfru Marias fødsel og stammer fra ca. år 1300. Det er delvis
bygget oven på den oprindelige kirke til Agios Isidoros, der stammer fra
tiden omkring år 960. Det sydlige skib, der er bygget til efter klostrets
ødelæggelse i 1471, er viet til Agios Ioannis Theologos, der bliver
fejret d. 26. september. Bag koret findes en hule, hvorfra der springer
vievand. I følge traditionen blev den første ikon fundet her.
|
|
Under
jordskælvet i 1612 led klostret stor skade, og næsten hele den nordlige
fløj styrtede sammen. Den blev renoveret under abbed Pantogalos i 1619,
hvilket står nævnt i indskriften til venstre for kirkedøren under
marmorrelieffet af Jomfru Maria. I modsætning til den vestlige kirke
accepterer den ortodokse kirke kun ikoner, og ikke relieffer og statuer.
Men der er faktisk et relief af Jomfru Maria på facaden til kirkeskibet,
et levn fra Venetianertiden.
|
| Senatet
i Venedig bidrog med 200 gulddukater til færdiggørelsen
af arbejdet, så klostret kunne få sit fæstningsagtige ydre. Også
familierne Metzos og Kornaros, der havde et indbyrdes familiebånd,
skænkede store pengesummer, og man mener derfor, at det var dem, der stod for
renoveringen af klostret. Den sydlige fløj kaldes stadig for Kornaros-fløjen
og den nordlige for Metzos-fløjen.
|
|
Munkenes spisestue
|
|
| Det
nok mest fascinerende rum efter istandsættelsen af klostret er munkenes
spisesal, der helt er dækket af freskomalerier. Allerede i 1982 begyndte
munkene sammen med ikonmaleren Manolis Betinakis de første forsøg med
fresko. Det skulle vise sig at blive en lang og svær proces, da ingen af
de involverede havde noget kendskab til denne teknik. Men lad
Betinakis selv fortælle om forløbet:
|
| Fresko er
en gammel teknik, der har været kendt i mange århundreder. Men
da vi ikke havde nogen erfaring med teknikken og måtte læse os til den i
nogle bøger, var det en svær proces. Vi startede da også forsigtigt med
nogle forskellige forsøg. Det skal lige nævnes, at fresko er
den eneste teknik, der kan holde i flere hundrede år. De materialer, der bliver brugt, er
kalk, flodsand og hør. Det er vigtigt, at kalken er mindst to
år gammel, og at flodsandet er godt udvasket og tørret. For at
forstå teknikken kan man forestille sig, at man opløser noget kalk i et
glas vand og lader det bundfalde. Efter et stykke tid danner der sig en
tynd hinde i overfladen. Det er denne hinde, der indeslutter og bevarer
farverne.
|
|
| Når
væggen er pudset, fjerner man hinden på den endnu fugtige puds på det
område, man vil male. Det skal være et lille område ad gangen, for
hinden gendanner sig efter et kort stykke tid. Det
betyder, at arbejdet skal udføres, når pudsen har den rigtige konsistens, så undertiden
arbejdede jeg helt til kl. 2-3 om natten.
|
| Der er
mange, der tror, at farven trænger langt ind i pudsen, men det er ikke
tilfældet. Den nærmest lægger sig uden på og bliver så lukket inde af
hinden. De farver, vi har anvendt, er jordfarver opløst i vand. Kunstige
farver er ikke egnede, for de reagerer med pudsen. Inden jeg går i gang
med at male på væggene, har jeg allerede tegnet motiverne på papir.
Omridset og hovedlinjerne på figurerne er perforeret, så jeg kan kopiere dem til
pudsen med trækul, jeg dupper gennem hullerne. Derefter fjernes hinden i
det område, der skal bemales, mens resten lades urørt. Det er vigtigt at
male de lyse farver først, for hvis man maler dem oven på mørke farver,
bliver de urene.
|
|
| Jeg
er selvlært, da det kun er skolen for De Skjønne Kunster i Athen, der
underviser i freskoteknik. Når jeg skal vælge motiver, lader jeg mig
inspirere af Theofanis Kretenseren, som jeg er meget betaget af, men jeg
udtænker også selv nye motiver.
|
|
|
|
|
|
|
|
Se den samlede
billedserie fra klostret
|
Til
top
|
|
|
Generel
oversigt |