fresko

Folklore - Freskoer

Freskoer fra venezianertiden

Langt de fleste freskomalerier i kirkerne på Kreta stammer fra den venezianske periode (1211-1669). Venezianerne forsøgte uden held at knægte den ortodokse religion ved f.eks. at forbyde præsteordinationer, men efter Alexios Kallergis' oprør mod magthaverne blev det ved fredsafslutningen (1299) tilladt en ortodoks biskop at komme til Arion (i nærheden af den nuværende landsby Viran Episkopi, øst for Rethymno). Venezianerne tillod også kunstnere fra Konstantinopel at komme til øen, og de medbragte de nye tendenser fra den gamle byzantinske hovedstad og dannede skoler, hvor de uddannede lokale kunstnere.
		Fresko i Agios Pavlos, Odigitria klostret

	Der findes kun enkelte eksempler på tidligere freskomalerier, så enten har de været sjældne, eller også er de simpelthen gået til i den mellemliggende tid. Et eksempel på tidlige freskoer er i kirken til Agia Anna uden for Nefs i Amari-dalen fra 1225.

	En af de tidligst bemalede kirker på Kreta er Panagia kirken i Myriokefala, der blev grundlagt af Ioannis Xenos omkring år 1000. I kirken findes flere lag freskoer fra henholdsvis det 11. og 12. årh.

I 1900-1902 rejste den italienske arkæolog og kunsthistoriker Giuseppe Gerola (1877-1938) rundt på Kreta for at optegne venezianske monumenter, bl.a. registrerede han mere end 800 freskomalede kirker i sit store 4-binds værk Monumenti Veneti nell' isola di Creta. Senere er der blevet optegnet yderligere 36 af Konstantinos Lassithiotakis. I nogle af de kirker, som Gerola registrerede, er freskoerne i mellemtiden blevet ødelagt, og nogle få af kirkerne findes ikke længere.

	Perioden, hvor Palæologos dynastiet (1261-1453) sad på kejsermagten i Konstantinopel, anses for at være den byzantinske freskomalerkunsts guldalder. Det var også på den tid, de to "skoler" opstod: den makedonske, der var fremherskende i Nordgrækenland indtil midten af det 15. årh., og den kretensiske, der anvendtes på Kreta, indtil man ophørte med at male freskoer og gik over til bærbare ikoner (15-16. årh.).

Den makedonske stil er kendetegnet ved lyse, intense farver og realitetssans. De afbildede personer bærer klæder, hvis righoldige folder er malet meget detaljeret. Man gør også meget ud af at gengive personens psykiske tilstand. Den største repræsentant for denne stil er munken Manouil Panselinos (Athos) fra slutningen af det 13. årh., brødrene Michail og Eftychios Astrapas (arbejdede hovedsageligt i Serbien) og Georgios Kalliergis (Veroia, begyndelsen af det 14. årh.).
		Fresko af Panselinos

I den kretensiske skole brugte man mørkere farver. Afbildningerne, der er mere tro mod den ældre byzantinske idealisme, er generelt enkle, beskedne og med en næsten asketisk karakter. Man kan betegne denne stilart som værende alvorlig og symbolsk.

	Ifølge kunsthistorikere er den ypperligste repræsentant for denne skole Theofanis Strelitzas Kretenseren, der især malede på Meteora og Agion Oros. Men på Kreta findes der også glimrende repræsentanter, såsom Ioannis Pagomenos (første halvdel af det 14. årh.), Angelos Akontantos (midt i det 15. årh.), Daniil Venieris (slutningen af det 13. årh. o.a.
Fresko af Theofanis Kretenseren		Fresko af Pagomenos, Agios Georgios, Komitades

	På landet er der især to typer kirker, der gør sig gældende: de korsformede med tambour (kuppeltårn) og de enkeltskibede.
Agia Paraskevi i Amari		Stavromenos ved Vorizia

	Der er visse regler for, hvor de forskellige religiøse scener skal være placeret. Således kan man være sikker på at se Kristus Pantokrator øverst i apsis - undertiden med et mandylion (aftryk af Kristus' ansigt på et stykke klæde) øverst.
Pantokrator, Agios Georgios, Komitades		Mandylion Agia Marina, Rodopou

Der er dog også eksempler, hvor Jomfru Maria (Panagia) er afbildet – det gælder især de kirker, der er viet til hende.
		Panagia Kera, Chromonastiri

	I koret bag ikonostasen ser man nederst forskellige kirkefædre. Vasilios den Store og Johannes Chrysostomos vil altid være at finde, idet det er dem, der har forfattet de anvendte liturgiske tekster. De øvrige kirkefædre veksler fra kirke til kirke.
Christos kirken ved Eirini kløften		Vrontisi klostret, Zaros

Ofte ser man også en afbildning af Abrahams gæstebud, da denne scene relaterer til præsternes velsignelse af brød og vin ved alteret og repræsenterer Treenigheden.
		Agios Ioannis, Kapetaniana

	I det egentlige kirkerum hersker der ikke samme hierarki, og afbildningerne er afhængige af, til hvem kirken er viet og andre lokale traditioner.
Fresko i Agios Ioannis, Anogia		Fresko i Agios Andreas, Odigitria klostret

	På endevæggen ved siden af eller over indgangsdøren ses undertiden en inskription, der fortæller hvem, der har bekostet kirken; hvem, der har malet den og i hvilket år (sjældent også med angivelse af måned). Årstallene anvender en kalender ud fra, hvornår Jorden var skabt (= 5508 f. Kr.).
Agios Nikolaos, Maza Apokoronou		Agios Ioannis, Kapetaniana

	I enkelte tilfælde findes der også en afbildning af kirkens og freskoernes donatorer. Det er værd at bemærke den forskellige baggrundsfarve i forhold til de religiøse motiver.
Metamorfosi tou Sotiros, Akoumia		Michael Archangelos, Kavalariana Kandanos

	Teknikken bag freskoerne er meget holdbar, idet farverne bliver lukket inde bag en hinde, som kalken danner, når den tørrer. Man kan f.eks. se et utroligt eksempel i ruinerne af den enkeltskibede Agios Georgios kirke ved indgangen til Agia Eirini kløften. Selv om taget har været faldet sammen i adskillige år, er der stadig spor efter de oprindelige freskoer.

	I nogle kirker ser man, at øjnene på helgener og andre afbildninger er kradset bort. Denne vandalisme blev foretaget af tyrkerne under deres besættelse af øen – velsagtens fordi det i henhold til muslimsk tro er forbudt at afbilde hellige personer.
Michail Archangelos, Kavallariana, Kandanos		Michail Archangelos, Kavallariana, Kandanos

I det 16. årh. ophørte man med at male helgenbilleder efter freskoteknikken. En af de seneste kirker, der blev dekoreret med freskoer, er Panagia kirken i Agia Paraskevi i den sydlige del af Amari dalen. Det fremgår af kirkeinskriptionen, at det skete i år 1516.
		Agia Pelagia

	I stedet gik man over til at male ikoner. Det var netop i den periode, hvor kretensisk og veneziansk kunst gik op i en højere enhed, og ikonerne blev yderst detaljerede. Den kendteste repræsentant for denne nye retning er Michail Damaskinos (ca. 1535 i Iraklion – 1592/93), der efter sin grunduddannelse i Agia Aikaterini klostret i Iraklion (nu ikonmuseum) arbejdede fem år i Venedig, inden han vendte tilbage til Kreta, hvor han især arbejdede i Vrontisi klostrets malerskole ved Zaros.

	Først i nyere tid er man igen begyndt at freskomale de store kirker – især i byerne , og det er en sand overdådighed af farver at træde ind i en af disse.
Panagia kirken, Kato Chorio, Ierapetra		Angarathos klostret, 23 km sydøst for Iraklion